Ulighed og fattigdom. Begge begreber bruges i et vælg, når de borgerlige politikere skal slås i hovedet, for at forsømme samfundets svageste. Men at sammenligne fattigdom og ulighed, er som at sammenligne pærer og bananer.

Denne frugtsalat af begreber, har i mange år hjulpet ligehedsprædikanterne til at få Danmark til at ligne et U-land, med hårder af hjemmeløse som står i kø til rødekors tøjuddeling. For at få et nøgternt billede af hvordan situationen virkerlig forholder sig, er det nødvendigt at holde hovedet koldt, og begreberne adskildt.

Absolut fattigdom kontra relativ fattigdom

Når vi taler om fattigdom findes der to overordnede begreber. Absolut fattigdom dækker over mennesker som end ikke kan få opfyldt de mest basale livsbehov, såsom mad, tøj og tag over hovedet. Dette problem er vi stort set ude over i Danmark. Her sikrer et offentligt bistandssystem de fleste en anstændig levestandard, hvis de ønsker det.

Når Arbejdernes Erhvervsråd og andre gode kræfter så alligevel er i stand til gang på gang at fremlægge tal som dokumenterer at antallet af fattige danskere stiger, skyldes det en anden defination af begrebet, den relative fattigdom.  Relativ fattigdom er noget mere flyvsk, for ifølge den defination er man per fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst.

Denne noget kreative måde at anskue problemet på, gør at fattigdom pludselig går fra at handle om hvordan du selv har det, til at handle om hvordan du har det i forhold til din nabo, og hokuspokus er fattigdomligestillet med ulighed, som kun synes at kunne løses med et socialistisk omfordelingssamfund.

Studerende er også fattige

Med den noget kreative ”relative fattigdom,” får man desuden stemplet en stor gruppe mennesker som fattige, selvom de kun er ramt af en lav indkomst i en kordere periode, eksempelvis hvis de studerer. Det gør at man kan frembringe nogle voldsomme tal over fattige borgere. At tallene er stærkt misvisende, fremgår da også hvis man ser på hvor længe folk er fattige.

Undersøgelser viser, at fire ud af fem personer med en lav indkomst er ude af lavindkomstgruppen igen i løbet af tre år, og at kun en promille af befolkningen lever i ”fattigdom” gennem hele livet.

Hvis vi ønsker et realistisk billede af fattigdomssituationen, for at kunne hjælpe de få som har alvorlige problemer, er det derfor nødvendigt at droppe de fordrejede statistiker om reel fattigdom, og i stedet fokusere på den absolutte fattigdom. Til gavn for  både ”rige” og ”fattige”