Messias eller blot en guds benådet retoriker. Forleden blev USA’s 44. præsident Barack Obama indsat om hvem meningerne er mange og delte. En ting ligger dog fast: Som liberal bør man håbe, at han IKKE vil opfylde mange af hans valgløfter.

Lad mig slå en ting fast med det samme: Jeg er dybt imponeret over Obama! Han er en fantastisk dygtig politiker. Fra en outsiderrolle som uerfaren senator i det demokratiske felt er han gået hele vejen til verdens mest magtfulde embede og er blevet valgt som den første sorte præsident. Han har skabt en revolutionerende kampagne der vil går over i historiebøgerne som en af de mest veldrevne og fejlfri, funderet i enorme græsrodsbevægelser og i en kynisk velsmurt fundraisingmaskine. Han har ikke alene vundet en storsejr ved valget i november og opnået gevaldig goodwill blandt den amerikanske befolkning, han har samtidig formået at fortrylle hele verdens statsledere og deres befolkninger. Alt i alt er han i mine øjne blandt de, hvis ikke den, dygtigste politikker netop nu.

Hvis man lader retorikken hvile et øjeblik og retter fokus mod selve politikken tegner der sig et mere grumset billede. Jeg vil forsøge at tegne et billede af hvor Obama står politisk gennem tre grundsted: Hans ideologiske selv-opfattelse der bl.a. kommer til udtryk gennem de bøger han har skrevet, hans politiske gøren og laden, dvs. hvordan har han stemt i sin tid i senatet og sidst men ikke mindst hans politiske visioner for USA, hvilket er kommet til udtryk bl.a. igennem hans taler under valgkampen.

En pragmatisk, socialistisk populist.
Pragmatisme og konsensussøgende politik er et gennemgående tema i Obamas bøger ”Dreams of my father” og i særdeleshed i hans anden bog: ”The Audacity of Hope”. Denne indgangsvinkel har Obama hentet fra sin yndlingspræsident Abraham Lincoln, og hans valg af ministre bærer også præg heraf. Særligt valget af Republikanske Robert M. Gates som forsvarsminister og den tidligere rival Hillary R. Clinton som udenrigsminister. Valget af Gates var dog ventet, og denne har også gjort et væsentlig bedre stykke arbejde end Donald Rumsfeld. Valget ses som et forsøg på at sikre stabilitet og vidner om en pragmatisk præsident.
Socialismen i Obamas politiske gøren kommer for alvor til udtryk, når man gennemgår hans voting records fra hans tid som senator for Illinois. Hjemmesiden ontheissues.org der opgør samtlige afstemninger for både Senatet og Repræsentanter Hus, har vurderet alle Obamas hundredevis af stemmevalg og tusindvis af citater. De giver ham karakteren: ”Hard-Core Liberal”. Det siger vist det hele. (”Liberal” betyder i USA ”Venstreorienteret” og betegnelsen ”Libertarian” er ordet der på dansk betyder ”Liberal”
Populismen sprang i øjnene i de afgørende faser af valgkampen. Både under primærvalget og under den generelle præsident kampagne hvor Obama under flere lejligheder havde svagt divergerende synspunkter afhængig af hvilken målgruppe der var hans publikum. Samme tendens til at ville ”please” alle har gjort hans valg af præster til de forskellige indsættelsesceremonier til et cirkus.

Forandring i vente?
Vil Obama ændre verden? Kommer vi til at føle ”Change”? Både ja og nej.
Ja i den forstand, at Obama kommer til at lede landet og sin regering på en diametralt anden måde end sin forgænger. Han vil langt hen ad vejen forsøge at regere gennem brede løsninger og kompromiser. Nej, hvis man tror, at Obama fundamentalt vil ændre den førte politik i USA. Hans valg af garvede Washingtonkendisser vidner om en videreførelse af det gammelkendte. En Clinton æra nr. tre.
Dette vil givetvis både overraske og skuffe mange, men hånden på hjertet: Hvis man spørger den generelle befolkning i Danmark, tør jeg godt vædde på, er der meget få, der reelt set vil kunne nævne hvilke konkrete politiske holdninger Obama har.

Mørke skyer truer
Som liberal økonom in spe ser jeg to faretruende signaler fra den nye præsident. Hans økonomiske kriseplan og hans holdning overfor frihandel. Med valget af Lawrence H. Summers som formand for National Economic Council, Christina Romer som formand for Council of Economic Advisers og i særdeleshed Timothy Geithner har Obama sendt et signal om mere regulering og keynesiansk regeringsførelse. Det var desværre netop denne økonomiske deroute der sammen med en udbredt protektionisme var hovedårsagen til at 30’ernes krise blev så lang og grum.
Hans modstand imod frihandel er dog endnu mere bekymrende. Som senator stemte han imod både NAFTA og den centralamerikanske pendant CAFTA. Samtidig har han talt om vigtigheden i at beskytte amerikanske job mod ”cut-throat” udenlandsk konkurrence. Denne retorik er den rene gift for verdensøkonomien og ikke mindst de fattigste verdensborgere. Frihandel har nu engang bevist at være den bedste måde at skabe velstandsfremgang for de fattige på.

Til trods for hans åbenlyse socialistiske tendenser, er han en fantastisk taler og han kan vise sig at blive en utrolig statsmand. Mest af alt er han dog – som den første sorte præsident – symbolet på, at alt er muligt i frihedens land.