Det kan næppe have undgået manges opmærksomhed; FN’s klimakonference i 2009 kommer til at foregå i København. Dette giver Danmark en enestående mulighed for at sætte sit præg på den internationale klimadagsorden.

Da Fogh regeringen i 2002 indsatte Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering var det udtryk for at klimaforandringer ikke var førsteprioritet i regeringsgrundlaget. Menigmand gik, på det tidspunkt, heller ikke synderligt meget op i klimaproblematikken og det var i det store hele ikke et emne af stor betydning. Siden hen er der kommet en helt anden indstilling til klimaet og vores borgerlige regering synes at have skiftet kurs på klimaområdet, dels efter oprettelsen af et decideret klimaministerium og dels efter Venstres landsmøde 2008.

Mht. klimaet er der kun én ting vi med sikkerhed kan vide: Nemlig at vi ikke kan være sikre på noget som helst! Der er intet der med 100 % sikkerhed indikerer, at der foregår en menneskeskabt global opvarmning, men vi ved at konsekvenserne af en sådan vil være katastrofale. Vi kan jo levende forestille os ekstrem varme, voldsomme oversvømmelser, altødelæggende tørkeperioder og storme vi hidtil ikke har oplevet – vi tør ikke, og kan simpelthen ikke, tillade os at tage chancen.

På den politiske linje er der efterhånden konsensus om alt dette, spørgsmålet er blot: Hvordan skal vi handle? Regeringen har meldt ud at man internatonalt, via klimakonferencen til efteråret, vil forsøge at lave en aftale, der i perioden efter 2012 skal mindske udledningen af drivhusgasser. Det er endvidere regeringens mål at der skal så mange lande, som overhovedet muligt, med i aftalen.

Nationalt er der på det seneste fremkommet nærmest en hel kanon af interessante forslag til tiltag der mindsker CO2 udledningen.  Ved Venstres landsmøde i november 2008 lancerede statsminister Anders Fogh Rasmussen en ny grøn dagsorden. Denne dagsorden var dog ikke en typisk socialistisk dagsorden der fokuserer på udelukkende at nedlægge forbud mod alle industrielle tiltag uden at tænke på forholdet mellem omkostninger og fordele.

Nej, denne dagsorden er fokuseret på god forretning og almindelige markedsmekanismer. Bl.a. ytrede Fogh sin foreløbige støtte til ideen om CO2-kvoter der kan købes og sælges efter ganske normale markedsøkonomiske principper. Altså er er han ikke modstander af, at hvis der er god forretning i at nedbringe sin udledning kan man så sælge sine kvoter og på den måde følger pengene dem der nedbringer sin CO2 udledning. Med denne metode skaber man incitament til at gøre noget for klimaet i stedet for at tvinge det ned over hovedet på folk.

Hvis Danmark skal udbygge sin position på klimaområdet, er det vigtigt at vi allerede nu lancerer nyskabende løsninger som kan inspirere resten af verden, så det er kun positivt at Fogh giver sin støtte til en markedsorienteret løsning på de eventuelle klimaforandringer.

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning