Al Gore har fået verdens politikere til at stå på nakken af hinanden for at vise at de tager klimasituationen seriøst.  CO2-udledning og miljøkvoter står nu øverst på den internationale dagsorden, men er det virkelig det vigtigste?

Al Gore er bravende dygtig. Han har som tidligere præsidentkandidat en autoritet, der, sat sammen med isbjørneunger og et oversvømmet New York, bestemt har fået verdens øjne op for klimaforandringernes foruroligende konsekvenser.

Det internationale samfund er overbevist: Klimaforandringerne er en realitet og nu skal der handles. Alle vil med og ingen ønsker at stå alene og få de ubehagelige spørgsmål om hvorfor de ikke vil gøre noget for miljøet. I iveren efter at udvise handlekraft kastes der milliarder og atter milliarder ind i indsatsen for miljøet.
At der gøres meget for at begrænse skaderne ved eventuelle klimaforandringer er Venstres Ungdom stærke tilhængere af. Men vi mener samtidig at regeringer verden over har en stor forpligtigelse i at sørge for at borgernes penge bliver benyttet bedst muligt og vi kan i denne forbindelse blive noget bekymret over hvorledes regeringerne overbyder hinanden i såkaldt ”handlekraft”.

Det er derfor utroligt elskværdigt når en mand som Bjørn Lomborg sætter sig for reelt at måle indsatsen af de aftaler og de projekter, der bliver indgået på internationalt niveau. Kyoto-aftalen er et eksempel herpå. En aftale, der ofte bliver fremhævet når pressen skal se hvem der er “the good and the bad guys” indenfor klimapolitik. Men hvad man ofte glemmer når man taler om Kyotoaftalen, er hvor bureaukratisk og dårligt sammenskruet aftalen er, og at den ikke engang inddrager flytrafikken, der i høj grad bidrager med CO2-udledning.

Aftaler som Kyotoaftalen er hvad der sker når man som regeringsledere lader sig forskrække over isbjørne og oversvømmede byer og ikke har det kølige overblik vi i VU mener der kræves for at træffe de rette valg i en kompleks verden. Der skal derfor lyde en opfordring herfra til at regeringerne i forbindelse med klimatopmødet i København til efteråret ikke sætter sig ned og laver en ny Kyoto-aftale, men slår koldt vand i blodet og sørger for at borgernes penge bliver brugt bedst muligt.

Artiklen er udtryk for skribentens egen holdning