Da skattekommissionen 2. februar fremlagde sine forslag til en skattereform indeholdt det blandt andet et forslag om at forkorte SU perioden fra 6 til 4 år. VU kæmper netop for en ændring i SU-systemet og forslaget er, om ikke hvad vi turde håbe på, i hvert fald et skridt i den rigtige retning.

De studerende er lige i øjeblikket oprevet over tanken om, at SU’en skal ændres – eller skæres, som de fejlagtigt påstår. Argumenterne imod forslaget er mange, men oftest ikke særlig gennemførte. I avisartikler, interviews, debatindlæg og facebookgrupper udtaler folk, at det vil være skandaløst for Danmark som vidensssamfund, hvis man ændrer SU’en. Argumenterne er, at færre vil have råd til at tage en uddannelse, at folk vil stoppe midt i deres uddannelse og at folk ikke vil have tid til at studere mv.

Problemet er blot, at man ikke har forstået kommissionens forslag, endda måske end ikke læst det, men blot taget mediernes fejlkonklusioner til sig. Kommissionens forslag er netop, at man ikke vil beskære studerendes forbrugsmuligheder under uddannelse: Man har altså, med de fordelagtige lavtforrentede lån der er blevet foreslået, samme ydelse, som hvis man fortsatte SU-systemet. Eneste forskel er, at man skal betale det sidste års SU tilbage – vel at mærke efter man har endt sin uddannelse, hvilket står direkte i rapporten. At man nogensinde kan fordreje det til, at studerende bliver stillet ringere under uddannelse, eller at studerende skal til at arbejde mere, er jo mærkværdigt og ganske usagligt. De studerende kan altså stadigvæk komme ind, uanset socialgruppe, de studerende behøver ikke at lade være med at fuldføre deres uddannelser og de studerende vil ikke have mindre tid til at studere i.

De fleste modstandere af forslaget er samtidigt fortalere for lighedstanken og at man skal have en velfærdsstat til at omfordele fra rig til fattig. Dette er dog ekstremt hyklerisk og stemmer på ingen måde overens med de holdninger, de giver udtryk for i pressen. Uden SU-forslaget inkluderet vil Skattekommissionens udspil være markant mere fordelagtigt for højtuddannede og vil dermed blot skabe en endnu mere skæv profil, hvorfor modstandere selvfølgelig burde være tilhængere af forslaget. En gennemsnitsstuderende vil tjene 200.000 kr. ekstra over et livsforløb, når den ændrede SU og tilbagebetalingen er talt med, (Skattekommissionens rapport s. 36). Herudover er der sandsynligvis ikke taget højde for, at mange studerende i Danmark har fine og gode studenterjobs, der sikrer dem en rimelig indkomst under uddannelse. Figuren neden for viser i alt tydelighed, hvor stor positiv effekt skattereformen har på de studerendes pengepung:

(Skattekommissionens rapport, s. 76)

Når man går på en lang videregående uddannelse, har man altså stadigvæk samme forbrugsmuligheder som før og tjener mange flere penge over et livsforløb, og man skal derfor ikke bagefter sige, at det er socialt uretfærdigt, at SU’en ændres. Slet ikke hvis man som nævnt er fortaler for omfordeling.
At unge mennesker ikke skulle have et incitament til at tage en uddannelse, hvis SU’en ændres, er derfor dybt forfejlet. Mennesker reagerer på mange ændringer i incitamenter, herunder måske især økonomiske. De økonomiske incitamenter er slet ikke til at tage fejl af. Nedenstående graf viser det individuelle afkast ved at tage en uddannelse:

(Skattekommissionens rapport, s. 43).

Det individuelle afkast vil vokse 7,6 % for folk med en lang videregående uddannelse, hvis udspillet bliver vedtaget i sin nuværende form. Dette er selvfølgelig en markant stigning i det økonomiske incitament til at tage sig en lang videregående uddannelse, og det er vitterligt brug for denne stigning da Danmark pt., er det land i OECD hvor det mindst kan betale sig at tage en uddannelse.

Derudover kan man også se på det rene faglige aspekt: Hvis unge skal finansiere en større del af deres uddannelse selv, har de en større interesse i at færdiggøre den hurtigt, og måske også at tage mere del i uddannelsens forløb. Når man selv er med til at betale for et produkt, vil man også kræve højere kvalitet. Ændringen kan altså også føre til, at vores universiteter mv. kan klare sig endnu bedre, end de gør i forvejen, hvilket unægtelig vil være en god ting.

I VU mener vi ikke, at det er statens opgave at finansiere de unges uddannelses fuldt ud. Det er ikke fair, at velhavende studerende har ret til SU på lige fod med knap så velhavnede. Selvom VU støtter kommissionen på dette punkt, mener vi, at forslaget sagtens kunne have været endnu mere ambitiøst. Vi havde gerne set en total afskaffelse af SU-ordningen og i stedet erstatte den med udelukkende lavt forrentede lån. På den måde sikre man i endnu højere grad, at endnu flere unge vil gennemføre en relevant uddannelse baseret på personligt initiativ og engagement. En eventuel afskaffelse skulle selvfølgelig også bakkes op af yderligere skattelettelser, så de studerende ville have større mulighed for at tilbagebetale deres lån.

Vi er i Danmark opvokset med en krævementalitet, der gør, at vi vil have mere og mere, uden at tænke på følgerne og konsekvenserne heraf. Vi skal ændre de unges holdning, så de tager ansvar for eget liv og uddannelse. Staten opstiller rammerne og derefter skal det være unges eget ansvar at tilrettelægge efter det. Derfor er det efter VU’s mening helt forkert, at studerende landet over protesterer over kommissionens forslag, ydermere dybt hyklerisk og dobbeltmoralsk, når flere i denne gruppe samtidig mener, at vi skal sikre en ”fair” fordeling af ressourcerne. Det vil med kommissionens forslag stadigvæk være muligt at modtage SU over en 4-årig periode med efterfølgende lånemuligheder, så at der er tale om dårligere forhold for de studerende er efter VU’s mening en fejlslutning og dybt grotesk, hvilket denne artikel gerne skulle have vist.