Det har været en uskøn forestilling; det, vælgerne har været vidner til i forbindelse med skattedebatten og forhandlingerne af den endelige skattereform; Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har udmærket sig ved først, at fokusere på alle de der ikke betaler skat, til trods for at det var alle de andre – de der betaler skat – der bør være centrum for en skattereform. Og de to socialistiske partier har siden hen insisteret på, at lade deres egen skattepolitik være en afgrundsdyb hemmelighed for vælgerne. Vi ved ikke hvad en potentiel S-SF regering vil på skatteområdet, og noget tyder på at vi slet ikke vil få det af vide.

Lad mig starte med at understrege, at vi ikke fandt den indgåede aftale om skattereformen for ambitiøs nok. Det er dog en glæde, at skatten de kommende år falder med godt 7.5 %, men såvel finansieringen, som den manglende vilje til at sænke, eller helt afskaffe, topskatten ikke tilstrækkeligt. Det betyder naturligvis, at selvom Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti finder anledning til erklære skattedebatten for ”lukket” de næste 10 år, så vil det ingenlunde blive tilfældet.

Vi vil i Venstres Ungdom, forhåbentligt sammen med mange andre borgerlige liberale aktører, fortsat insistere på at diskutere skat. Og vi vil fastholde nødvendigheden af, at få skatten ned et godt stykke under 50 %. Og det vel og mærke i en form, som ikke indeholder topskat. Skattereformen er ikke tilstrækkelig i forhold til at lukke skattedebatten. Dertil er der alt for mange problemer, som fortsat er forbundet med brandbeskatningen af de flittigste og dygtigste danskere; især de der fortsat skal betale topskat. Vi taber fortsat konkurrenceevne i fremtiden, og vi vil fortsat være bagud i forhold til mange andre lande når det kommer til at tiltrække kloge hoveder fra udlandet.

Men hvad der i virkeligheden er det mest beskæmmende er, at det synes at lykkedes for S og SF, at undlade at fortælle om deres egen skattepolitik. Vi ved dog, belært af deres meldinger de seneste år, at de ikke tøver med at hæve skatten for erhvervslivet. Vi ved også, at de ikke ønsker at sænke topskatten. Og så ved vi, at de ikke ønskede at forhandle skat med den præmis, at der fortsat skulle gælde et skattestop i fremtiden. Det fortæller noget om, at de vil hæve skatten, hvis de får magt som de har agt. Problemet er, at vi ikke har nogen ide om hvordan det skal ske. Vi ved simpelthen ikke hvor vi står, og hvor store privatøkonomiske problemer for skatteborgerne dette socialistiske hemmelighedskræmmeri vil medføre.

Det er måske nok klogt af S og SF, at holde tæt med deres skattepolitik. De ville jo trods alt tilbagerulle skattelettelserne i 2007, og derfor synes det da også klart, at de vil annullere store dele af denne skattereform hvis de får flertal for det. Danskerne ved hvad de har lige nu, men ikke hvad de får hvis oppositionen skulle bestemme.

Det er i virkeligheden dybt useriøst og utroværdigt; at oppositionens største og mest magtbegærlige partier kan slippe af sted med at lurepasse på et så afgørende område. Hvis de havde reelle skattepolitiske hensigter, så har de seneste ugers skattedebat været den mest oplagte ramme, at præsentere disse i. At man ikke har gjort det, må alene skyldes, at man ved hvor stor økonomisk usikkerhed det ville medføre for skatteborgerne. Man har øjensynligt et inderligt ønske om at føre en god gammeldags socialistisk skattepolitik, hvor man straffer de der arbejder, og belønner de der ikke gør. Det tyder i hvert fald alle deres seneste meldinger på, og at man ikke vil fortælle hvad man selv vil på skatteområdet, er jo blot et vidnesbyrd om, at vi må frygte det værste.

Vi kan, i en stille stund, glæde os over at skatten trods alt kommer ned de næste par år, og at det på et eller andet niveau må anses for at være et vundet slag i kampen mod den socialdemokratiske fordelingspolitik, og det var tiltrængt. Men det lukker ikke skattedebatten, tværtimod. Og at S og SF ikke vil snakke skat gør faktisk kun denne debat endnu mere relevant i den kommende tid. Indtil de så melder noget konkret ud, må vi konstatere at en stemme på Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt er en stemme på usikkerhed og utryghed, nu i særdeleshed også når det kommer til skat.

Spørgsmålet er; tør vælgerne spille russisk roulette med folkelige Villy og smilende Helle?