We told you so!
En ny stor undersøgelse viser, at skattelettelser i toppen skaber mere økonomisk vækst end øget offentligt forbrug og investeringer. I sådan en situation kan man vist ikke andet end at sige “We told you so!”
Alle, der kalder sig selv for liberal, har vel prøvet at stå i en diskussion med en almindelig dansker: Så snart man siger, at skattelettelser i toppen er det økonomisk billigste, økonomisk mest gavnlige og ikke mindst det mest retfærdige, er man blevet set ned på, som om man er fra en anden planet. Ja, man bliver vel nærmest anset for at være et dårligt menneske, der udelukkende er ude på at stjæle penge fra de enlige mødre og pensionisterne, så de rige kan købe endnu mere rødvin!
Nu viser forskningen dog det, som vi i Venstres Ungdom altid har argumenteret for og kæmpet for: Man får større velstand (og dermed mere “velfærd”, hvis det er det, man er til), hvis man giver topskattelettelser frem for at investere i det offentlige. Ikke nok med, at vi i Venstres Ungdom stadigvæk har et moralsk godt argument for, hvorfor lige arbejde ikke skal beskattes anderledes, blot fordi man tjener mere, så har vi også et videnskabeligt argument: Fagforeningernes og venstrefløjens evige parole om, at man skal investere mere i det offentlige for at sætte gang i økonomien er noget vrøvl, tværtimod skal man lave en skattereform, der giver markante skattelettelser i toppen og gerne med indførsel af en flad skat. Aldrig mere skal venstrefløjen fortælle os, at skattelettelser ikke har gavnlige effekter – nej, nu skal debatten vendes om!
Venstrefløjen taler om, at det offentlige sygehusvæsen skal være bedre og vi skal have et sygehusvæsen i verdensklasse. Og ja, det skal vi – men svaret er snarere at give skattelettelser til lægerne frem for at investere i et bundløst hul. På den måde kan vi tilskynde lægerne til at arbejde mere og bedre til gavn for alle.
Venstrefløjen mener, vi skal investere i uddannelse mv., for kun på den måde kan vi få et rigere og bedre samfund. De glemmer dog, at det eneste, der hjælper, er, at man giver klare økonomiske incitamenter til at tage sig en videregående uddannelse – hvorfor skulle folk dog ville begrave sig i bøger i 5 år eller mere, hvis det økonomiske udbytte er begrænset?
Venstrefløjen taler i det hele taget om, at man har et valg: Skattelettelser eller velfærd. Intet kunne være mere forkert: Hvis man ønsker en velfærdsstat og en fortsat udbygning af den offentlige sektor, skal man lave skattelettelser, da det er den eneste måde at skabe “velfærd” på. Hvordan man kan ønske sig noget, men ikke er villige til at føre den rigtige politik for at nå dertil, er absurd. Det svarer til at ville være eliteidrætsudøver, men man egentlig ikke vil træne. Begge ting er lige absurde. Faktisk står og falder hele venstrefløjens “smukke” tanker om velfærdsstaten med, om de er villige til at give skattelettelser eller ej, hvis de vil have råd til “fremtidens velfærd”.
I Venstres Ungdom er svaret dog klart: Ikke nok med at politikerne skal give skattelettelser og indføre en flad skat, politikerne skal også gøre staten mindre og give folk frihed og ansvar! Kun på den måde skaber vi et samfund, hvor folk kan leve frit og hvor velstanden vil øges markant. I Venstres Ungdom er vi glade for, at en undersøgelse nu endelig slår fast, at skattelettelser er gavnlige for alle, ikke kun de rige på strandvejen. Der er ikke andet tilbage end at sige: “We told you so!”

Rasmus Felt skrev en kommentar onsdag, 13. maj 2009 kl. 08:32
Det kan godt være det er mig der overser det.
Men har du evt. et link til den omtalte undersøgelse for kan ikke finde nogen referencer i artiklen?
På forhånd tak
Mikael Olai Milhøj skrev en kommentar onsdag, 13. maj 2009 kl. 08:39
http://politiken.dk/indland/article707978.ece
S. Nymann skrev en kommentar onsdag, 13. maj 2009 kl. 15:38
Jan Rose Skaksen siger dog også at offentlige investeringer rammer flest danskere, hvor skattelettelser mest rammer dem der betaler top skat. Så argumentet er ikke vundet og venstre fløjen vil fortsat bruge de samme argumenter til kommende skatteforhandlinger. Dermed ikke sagt at resultatet fra denne undersøgelse ikke er godt nyt. En yderlig forstærkning af det liberale standpunkt er altid godt.
Kristian Skriver skrev en kommentar onsdag, 13. maj 2009 kl. 15:42
http://copenhagenconsensus.dk/Admin/Public/DWSDownload.aspx?File=%2fFiles%2fFiler%2fOffentlige_investeringer_eller_skatter.pdf
Kan man faktisk finde alt info omkring denne undersøgelse, som jeg er SÅ glad for endelig er kommet frem! :-)
Mikael Olai Milhøj skrev en kommentar onsdag, 13. maj 2009 kl. 17:31
S. Nymann:
Du læser ikke undersøgelsen rigtig. Selvom topskatten umiddelbart kun rammer “de rige” som følge af skattelettelserne i toppen som en direkte effekt, skaber det mest velstand for alle – indirekte.
Offentlige investeringer mv. rammer direkte alle – men den indirekte effekt er lille, hvorfor velstanden ikke stiger.
Lasse Havelund skrev en kommentar søndag, 17. maj 2009 kl. 21:17
Udmærket artikel – jeg har blot et problem med den. “Hvis man ønsker en velfærdsstat og en fortsat udbygning af [...]” – i VU skelner vi altså mellem en velfærds[i]stat[/i] (fy-fy!) og et velfærds[i]samfund[/i]. :)
Mikael Olai Milhøj skrev en kommentar mandag, 18. maj 2009 kl. 14:23
Lasse: Du læser sætningen forkert (måske har jeg bare ikke udtrykt mig klart nok).
Hvis man ønsker en velfærdsstat (ikke velfærdssamfund), skal man kæmpe for skattelettelser, da det er den eneste måde, man kan skaffe midlerne til så omfattende en stat på.
Som jeg skriver senere i artiklen, vil VU ikke blot give skattelettelser, men også mindske staten.
Beklager misforståelsen.