Hvad er en fornuftig kulturpolitik? – Der findes lige så mange forskellige svar på dette spørgsmål, som der findes mennesker der besvarer det.

 Nogen ville mene at kulturlivet skal støttes af staten for at give danskerne en bevidsthed om deres historiske arv, deres forfædre, deres kongehus mv. Lad os kalde dem konservative.

 Nogen ville mene at kulturlivet, inklusive medierne, skal støttes af staten for at fremme kreativiteten, og hjælpe kreative sjæle med at relancere deres kunstneriske projekter. Lad os kalde dem radikale.

 Nogen ville mene at kulturlivet, inklusive medierne, skal støttes af staten, for at fremme kultur- og medietilbud der er dannende for borgerne, som sætter gode rammer op for fællesskabet, som formidler ledernes budskaber videre til masserne, og som ikke mindst kaster et lys over kollektivismens glæder. Lad og kalde dem socialister.

 Nogen ville mene at kulturlivet, inklusive medierne, ikke skal støttes af staten. Ikke fordi de er imod kunst, musik, radioprogrammer mv., men fordi de tror på det frie og individuelle menneske, der selv kan, og skal, træffe valgene om hvilke kultur- og medietilbud de benytter sig af. De mennesker tror på at et rit kulturliv er et rigt kulturliv, og at staten ikke skal tvinge borgere til at finansiere andre menneskers kulturbehov. Lad os kalde dem for liberale.

 Hvad er der så galt med, især socialisternes, kulturpolitik? Igen er der lige så mange forskellige svar som der er mennesker der besvarer spørgsmålet.

 De ”gamle” argumenter

De gammeldags kollektivistiske regimer (nazistiske, fascistiske, socialistiske osv.) som f.eks Nazityskland og Sovjetunionen brugte kulturpolitikken til at indoktrinere deres befolkning og til at ”samle” befolkningen omkring de statslige principper. Klassiske eksempler på hvordan statslig støttet kultur kan bruges til at holde befolkningen i et jerngreb, og propagandere for regimets politiske synspunkter.

Chancen for at den til hvert tid siddende regering i Danmark anvender statsapparatet til at fremme deres synspunkter i samme grad som i f.eks Nazityskland, Sovjet eller Venezuela er ikke synderligt store, men man må tage sine forholdsregler og indrettet systemet så dette ikke kan ske. Og rent faktisk er der et relevant eksempel fra Danmark hvor staten anvendte kendte danske skuespillere i en reklamefilm, for at promovere et ”ja” til folkeafstemningen om Tronfølgeloven.

 Konkurrenceforvridende mekanismer og smagsdommeri

At staten støtter nogle former for kunst, i klassisk socialistisk stil, er der mange negative effekter ved.

Den første meget negative effekt er at de offentlige støtteordninger fuldstændig skævvrider markedet for kulturtilbud. Hvis én kunster får støtte fra staten har han langt bedre forhold til at producere sin kunst end en kunster der ikke bliver fundet værdig til støtte. På denne måde går staten ind og konkurrenceforvrider markedet for kunst og skaber dermed unfair forhold for store dele af kunstnerne

 Den anden negative effekt er den store grad af smagsdommeri som offentlige støtteordninger fordrer. En socialistisk kulturpolitik skaber processer hvor embedsmænd agerer smagsdommere på vegne af befolkningen, og med befolkningens skattekroner, deler ud til de kunstnere som netop de, finder værdige til at modtage støtte.

 

Monopoler

I mere dansk sammenhæng ser vi at en socialistisk kulturpolitik har skabt stærke monopoler, især inden for radioverdenen, der gør det svært for private aktører at vinde indpas på markedet. De skatteyderfinansierede radiokanaler har domineret i mange år, og stadig flere private aktører går neden om og hjem, grundet de monopol-lignende forhold på det danske radiomarked. En socialistisk kulturpolitik skaber altså også unfair forhold på radiofronten.

 

Alt i alt kan man konkludere at en socialistisk kulturpolitik byder på ufrihed, monopoldannelse, unfair konkurrence og smagsdommeri. Alt sammen noget enhver person burde foragte, så det burde være klart for alle med interesse i kulturpolitik at det eneste rigtige at erkende sig til er: Antisocialismen!