Udemokratisk Alliance

Udemokratisk Alliance
Af Lea Stentoft Offenliggjort 19 oktober, 2009

I forbindelse med det kommende kommunalvalg, har valgkampen i Københavns Kommune taget en meget bekymrende drejning i forhold til det danske demokrati.

I kommunen har Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten nemlig valgt at spille hasard med folkestyret, ved at indgå en, vel at mærke, skriftlig aftale med LO forud for det kommende kommunalvalg.

Ved en nærmere gennemgang af aftalen er det tydeligt for enhver, at den indeholder adskillige udemokratiske metoder, som truer med at kortslutte den demokratiske proces.

For det første er det meget kritisabelt, at LO i Storkøbenhavn bruger økonomisk pression til at fremtvinge en aftale. Det fremgår tydeligt af aftalen, at LO’s støtte kun er aktuel under forudsætning af at aftalen overholdes til punkt og prikke.

Der findes mange eksempler på partistøtte, hvor aktørerne ønsker at støtte en politik, der kan fremme deres sag, men der må være en grænse for, hvordan man kan give partistøtte.

I dette eksempel forvalter LO partistøtten på en udemokratisk måde, fordi de kræver, at partierne skriver under på en aftale, som dikterer, hvordan de enkelte partier skal opføre sig, hvis de vil have del i støtten.

For det andet skubber aftalen borgerne langt bag i rækken, til trods for, at de i et repræsentativt demokrati burde have plads på forreste række. Et sundt demokrati kendetegnes ved at der foregår et kapløb om vælgernes gunst, fordi de, så at sige, har det endelig ”ord” (læs stemme). Indtil aftalen mellem de tre partier blev underskrevet havde de Københavnske vælgere muligheden for at bestemme, hvem der i sidste ende skulle løbe af med overborgmesterposten. Eller som man så populært siger, ”Let the best man win”!

Efter aftalen blev underskrevet er dette ikke længere tilfældet, fordi man med aftalen samtidig nedlagde SF’s Bo Asmus Kjeldgaards kandidatur til overborgmesterposten. De Københavnske vælgere blev altså med at par få kuglepennestrøg frataget muligheden for at påvirke valgets udfald.

De besidder ikke længere muligheden for at bestemme hvem, der skal besidde den mest magt – og ansvarsfulde politiske post i kommunen – nemlig posten som overborgmester for Danmarks største kommune!

I Venstres Ungdom synes vi det er en bekymrende udvikling for det danske folkestyre, at man kan købe sig til indflydelse og stiller konkrete betingelser for at støtte politiske partier. Samtidig synes vi at aftalen signalerer en svækket Frank Jensen, der vælger at sætte demokratiet over styr, til fordel for at gennemtvinge en aftale ned over de andre partier, fordi han øjensynligt ikke har mod nok til at kæmpe en åben kamp om overborgmesterposten.

Selvom overborgmesterposten ser ud til at være indenfor rækkevidde for Frank Jensen, så kan vi kun opfordre de danske vælgere til ikke at stemme på ham som overborgmester. En kandidat, der på én gang bruger ufine mafiametoder for at komme til magten og samtidig modarbejder det danske demokrati, burde ikke være en, der kendetegner en kommende overborgmester i Københavns Kommune.

For yderligere henvendelser kontakt Venstre Ungdoms Social, sundheds og kommunalpolitiske ordfører Lea Stentoft på mail lea@vu.dk eller på tlf. 27 20 65 38.


Kommentarer


eller udfyld dine kontaktoplysninger: