Jeg har nu, efter længere tids søgen, fundet de føromtalte artikler på en gammel gammel harddisk. Jeg har netop sendt dem til dig

Pointen er også kun at man kan lave neoklassiske modeller med potent pengepolitik – udover 1 periodes chok-effekter. Jeg er enig i, at det er svært at tro på statiske eller adaptive forventninger (som Friedmann jo faktisk gjorde), forventningsdannelsen er i et eller andet omfang forward-looking.

Ok, så vil jeg gerne høre de talrige eksempler på nykeynesianske modeller med rationelle forventninger, hvor pengepolitikken har persistente reale effekter. Som jeg forstår litteraturen findes kun en og den hviler kritisk på nogle meget specifikke antagelser om løndannelsen, men jeg kan selvfølgelig have misset en vigtig pointe her.

Ja det bevæger sig vist temmelig langt væk fra guldstandarden, som ellers er en interessant diskussion …

Jeg er ikke helt enig i dine påstande om neoklassisk teori. For det første opfatter jeg ikke modellering af rationelle forventninger som definerende for om en model er neoklassisk eller ej. Hvis du antager statiske eller adaptive forventninger kan du nemt lave neoklassiske modeller hvor pengepolitikken følger en taylor-regel, er potent og giver persistente reale effekter.

Ja det er rigtigt, men antagelsen om rationelle forventniger er klart det mest anvendte, og tror ikke man ville få særlig stor tilslutning til sin model, hvis den ikke anvendte en vis form for rationel forventningsdannelse( Kunne f.eks. modificeres med imperfekt information).

Wallace og Sargants teorem (Policy Ineffectiveness Proposition) er kun et “problem” for neoklassiske modeller med rationelle forventninger. I virkeligheden er den også et problem for nykeynesianske modeller (som jo også bruger rationelle forventninger) hvor der tillades nominelle stivheder, da disse modeller har meget svært ved at skabe persistente effekter af pengepolitikken.

Her er jeg simpelthen uenig, der kan gives talvise eksempler på hvor nykeynsianske modeller skaber persistente effekter også under rationelle forventninger.

(Forøvrigt pisse nice at diskussionen har bevæget sig mere i en retning af forståelse af forskellige teoretiske modeller.)

Jeg er ikke helt enig i dine påstande om neoklassisk teori. For det første opfatter jeg ikke modellering af rationelle forventninger som definerende for om en model er neoklassisk eller ej. Hvis du antager statiske eller adaptive forventninger kan du nemt lave neoklassiske modeller hvor pengepolitikken følger en taylor-regel, er potent og giver persistente reale effekter.

Wallace og Sargants teorem (Policy Ineffectiveness Proposition) er kun et “problem” for neoklassiske modeller med rationelle forventninger. I virkeligheden er den også et problem for nykeynesianske modeller (som jo også bruger rationelle forventninger) hvor der tillades nominelle stivheder, da disse modeller har meget svært ved at skabe persistente effekter af pengepolitikken.

Hvis agenterne før ændringer i pengepolitikken(renten) allerede har forudset disse ændringer, får de meget ringe effekt.
Dette er præcist udfaldet i neoklassike modeller, og den banebrydende pointe i den artikle jeg tidligere har refereret til.
Populært kaldes dette resultat for “the Lucas, Sargent, Wallace proposition”.

Jeg har ikke sagt, om neoklassisk teori er sandheden. Tværtimod. Det er blot mainstreamøkonomiens tankegang. Jeg er, som det nok er ret tydeligt, fortaler for en østrigsk tilgang til økonomien.

Men jeg er simpelthen ikke enig i, at renten ikke har en effekt. Den rationelle forbruger/investor tilpasser sig renten, som den fastsættes ifølge neoklassisk teori. Netop sammenhængen mellem investeringslysten og renten bruges tit som argument herfor.

Tror måske jeg fik skrevet det sidste lidt for hurtigt.
Det er selvfølgelig fordi man observerer at inflations shocks er vedholdende at man kan sige at de neoklassiske modeller ikke helt slår til.
De neoklassiske modellers forudsigelser mht. betydningen af pengepolitik er ikke valide, da pengepolitikken mange steder kan karakteriseres ved en policy rule som i følge neoklassiske modeller ikke burde have nogen effekt på økonomien.

Nej! Rationelle forventninger gør at kun uforudsete shocks påvirker økonomien, og at tilpasningen sker hurtigt. Dvs. hvis pengepolitik føres således at den kan karakteriseres som shocks så ja så har det en effekt. Følger pengepolitikken derimod en fastsat “regel” som de fleste mener, har dette ingen effekt i neoklassisk teori.

Men nu er neoklassisk teori jo ikke nødvendigvis sandheden. Neokeynsianske modeller kan f.eks. godt forklare den store effekt som pengepolitik har, også under rationelle forventninger.

Om der er rationelle forventninger eller ej, så ændrer det ikke ved, at pengepolitik og korte renter har stor betydning i forklaringer i neoklassisk teori.

Der er dog bred konsensus om at det ikke kun er monetærer shocks der har realle effekter fordi inflationen skabt ved shocks er vedholdende hvorfor f.eks. valg af en policy rule også vil have realle effekter.