Når indvandrere er hurtige til at lære dansk og finde arbejde, hvorfor skal de så nødvendigvis vente 7 år på at få permanent opholdstilladelse? Dette spørgsmål, som er relevant at stille, danner grundlag for den nye udlændingeaftale, som blev vedtaget af VKO for få dage siden. Aftalen går ud på, at indvandrere via et pointsystem skal kunne fremskynde deres mulighed for at få tildelt permanent opholdstilladelse, hvis visse betingelser er opfyldt. Bl.a. kræves der, at den pågældende indvandrer ikke har modtaget sociale ydelser op til ansøgningstidspunktet, samt at der generelt er vist stor vilje til at blive integreret. Det vil dermed kunne betale sig at yde en indsats i det danske samfund – der bliver skabt et nyt incitament for at tage et arbejde frem for at være på passiv forsørgelse.

Pointsystemet skal efter planen fungere ved, at indvandreren igennem arbejde, gennemførelse af sprogkurser samt kurser i samfundsforhold, skal kunne optjene et vist antal point for at få fast opholdstilladelse hurtigere end ellers. Dette er i udgangspunktet en glimrende idé, da der længe har manglet en form for tilskyndelse til at klare sig selv, når man som udlænding kommer til Danmark. Pga. vores universelle velfærdsstat er der alt for mange, der nyder godt af overførselsindkomster, selv om de lige så godt kunne have taget et arbejde – dette gælder naturligvis både for etniske danskere og indvandrere. At vælge livet som kontanthjælpsmodtager frem for livet som beskæftiget på arbejdsmarkedet, kan man kalde dovenskab og mangel på selvdisciplin. Men det vil være mere korrekt at se det som et resultat af folks beregnende fornuft. Hvorfor dog arbejde, hvis staten vil betale for lediggang? Problemet her er ikke folks fornuft, men derimod at staten indbyder til offentlig forsørgelse. Dette vil den nye udlændingeaftale sætte en stopper for; i hvert fald i de tilfælde, hvor belønningen i form af permanent opholdstilladelse vil kunne opveje det at komme i arbejde.

I aftalen indgår et punkt om ”deltagelse i kurser om samfundsforhold”, som ikke er yderligere uddybet. Hvis samfundsforhold skal forstås som det danske demokratiske systems opbygning, er det rimeligt at forlange at den pågældende indvandrer har et basalt kendskab til dette. Men hvis det derimod skal forstås som et kursus i dansk historie og kultur, er det en helt anden sag. Integration har ikke noget at gøre med kendskab til diverse danske begivenheder i forskellige årstal, ligesom fx indfødsretsprøven handler om. Reel integration er det der sker, når indvandreren lærer sproget og bliver en aktiv del af det danske arbejdsmarked. Om vedkommende så interesserer sig for dansk kultur, er principielt underordnet.

Venstres Ungdom går på lang sigt ind for fri integration, men pga. den danske økonomiske model med tildeling af overførselsindkomster selv til arbejdsduelige, vil dette ikke kunne lade sig gøre på nuværende tidspunkt. Derfor er det nødvendigt at stille krav til indvandrere, men samtidig være åben overfor det, de kan bidrage med til samfundet. I alt for lang tid har integrationsdebatten på Christiansborg primært handlet om burkaer og andre former for overflødig symbollovgivning. Det er derfor befriende at se, at regeringen rent faktisk er i stand til at komme med konstruktive tiltag på integrationsområdet. Selv om udlændingeaftalen indeholder få uhensigtsmæssige elementer som udvisning for socialt bedrageri – indvandrere bør have samme retsstilling som danske statsborgere – er det alt i alt et rigtig godt initiativ hen imod at få flere indvandrere væk fra positionen som kontanthjælpsmodtagere og i stedet ud på arbejdsmarkedet, hvor de vil opleve at kunne gøre en forskel.

For eventuelle spørgsmål og kommentarer, kontakt VU’s flygtninge- og integrationsordfører Ida Svane Grevlund på 40269398 eller mail idagrevlund@vu.dk