I dette interview har vi talt med den nye overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen om den økonomiske situation, hvorfor finanskrisen opstod, hvilke ønsker han har for den økonomiske politik i fremtiden mv. Hans Jørgen Whitta-Jacobsen er foruden at være overvismand professor ved Københavns Universitet.

Man taler stadigvæk rigtig meget om finanskrisen. Hvad skyldes den og hvorfor er den blevet så alvorlig, som den er?
Nøgleordet er oppustede værdiansættelser. Aktiepriserne og huspriserne var kommet på et luftigt højt niveau, der ikke var holdbart i længden. Aktieniveauerne var pustet op over deres naturlige lejde, fordi man begyndte at undervurdere renten, risikoen og ikke mindst mente, at virksomheder var mere værd, end de egentlig var. Forventningerne til, at økonomien blot ville fortsætte derudaf var stor, så forventningsdannelsen var helt forkert. Hvor disse forkerte forventninger kommer fra vides ikke præcis, men menneskeheden har åbenbart en tyrkertro på fortsat optimisme. Man kender vel alle det, at man tænker, at man hellere må købe med det samme, for tænk nu hvis priserne stiger, hvorfor man selv er med til at øge priserne endnu mere.

Dette spreder sig til de finansielle markeder, der bygges op omkring de oppustede værdier og den optimistiske forventningsdannelse. Der blev udstedt lån til projekter, der i længden ikke var rentable.
Når boblen springer og værdierne falder, opstår der et finansielt problem i og med, at bankerne har en række udlån ude at svømme. Banksektoren bryder sammen og kommer i alvorlige problemer. Forskelligt udformede bankpakker rundt omkring i verden forsøger at redde banksystemet, da det vil have alvorlige samfundsmæssige problemer, hvis man blot lader bankerne gå ned.

Konsekvenserne bliver, at folk oplever store formuetab, hvilket sænker privatforbruget markant. Byggeriet går i stå og investeringerne falder også. Desuden kan man dertil lægge, at mange investeringer i årene før finanskrisen har været tvivlsomme og i bagklogskabens kloge lys ville man ikke have foretaget dem.
Alt dette medfører et markant fald i den samlede efterspørgsel, der også fører til en økonomisk krise.

Men nøgleordet er som sagt oppustede værdier og finanskriser er noget, vi ser fra tid til anden.

Hvad burde man – ifølge din og De Økonomiske Råds opfattelse – have gjort for at forhindre krisen? Kunne man overhovedet gøre noget?
Først og fremmest skal man gøre sig klart, at der findes ingen krisefri kapitalisme. Alternativet til kapitalisme er dog værre, da der ikke findes et bedre system end fri markedsøkonomi til at sikre skabelse af velstand.
Derudover skal man gøre sig klart, at der er to sider af krisen. Den danske del, der er påvirket af danske beslutninger, og den internationale del, som vi i Danmark under alle omstændigheder ikke kunne undgå.
I USA burde man nok have ført en mere stram finanspolitik og en mere forsigtig pengepolitik, samtidig med man burde have reguleret de finansielle markeder mere.

I Danmark havde man også en for lempelig finanspolitik. Det er altid svært at vide, om der er for meget gang i kedlerne undervejs, men i 06-07-08 burde man nok have sat foden på bremsen. Desuden var det kritisk, at man med skattestoppet lavede en række nominelle skatfastsættelser, bl.a. ejendomsværdiskatten, hvorfor denne ikke automatisk lagde en dæmper på huspriserne.

Nogen påstår, at også flexlån mv. har haft betydning?
Flexlån mv. er selvfølgelig en selvstændig forklaringsdel, men nok ikke den mest væsentlige for at forklare udviklingen af boblen. Kreditmarkederne skal reguleres så tilpas meget, at man ikke ødelægger folks muligheder for at få forskellig slags kredit, men at man heller ikke gør de finansielle markeder helt frie. Det handler om at finde en god balance.

Nogen økonomer hævder, at finanskrisen er opstået på grund af den ufattelige lave rente både i USA og i Europa. Er der grund til at kritisere centralbankerne for ikke at gøre deres arbejde godt nok?
Man har generelt ført for ekspansiv pengepolitik. Selvom nogen mener, at dette er sket uden omtanke, har der alligevel været en vis idé bag. Årsagen til den lave rente var, at man pga. øget konkurrence fra Kina frygtede deflation i USA, hvilket man prøvede at forhindre ved at holde renten nede. Set i bakspejlet burde man nok have ført en mere kontraktiv pengepolitik.

Andre debatter omhandler, om finansmarkederne har været reguleret for lidt eller for meget. Hvordan ser på det argument, der går på, at bankerne tager mange chancer, fordi bankerne netop ved, at de stort set altid vil blive reddet af staten for at undgå en krise?

Det er klart, at der er et såkaldt ”bail out” problem, hvor nogen banker måske ved, at man vil blive reddet, hvorfor de har et incitament til mere risikobetonet adfærd. I Danmark har man dog forsøgt at undgå det problem ved at sige, at man ikke vil redde aktionærernes penge, men kun vil redde bankkundernes indskud, hvilket er en god idé. Dette var især gældende for bankpakke 1.

Krisen har medført, at man har kastet ufattelig mange milliarder kr. ud i rigtig mange forskellige lande. I Danmark har man lavet bankpakker, midlertidige ufinansierede skattelettelser, udbetalt SP-opsparinger, fremrykket momsbetalinger mv. Har man gjort nok? Burde man have gjort noget anderledes fra politisk side?
Først og fremmest skal man sondre mellem de forskellige tiltag. Bankpakkerne er i det store hele udgiftsneutrale, da man lader bankerne bære en stor del af udgifterne. F.eks. skal bankerne i fællesskab betale de første 35 mia. kr. i tab, før staten går ind og dækker det resterende. Det beløb er vi ikke en gang tæt på at nå. Desuden har man været meget forsigtige med, hvem man gav lån i forbindelse med bankpakke 2, så det kun blev de ansvarlige banker, der fik del af pengene.

De Økonomiske Råd har foreslået en to-strenget strategi, hvor man for det første skal sikre holdbarheden af de offentlige finanser på langt sigt gennem strukturreformer, hvorved man skaber et større råderum på kortsigt, som man kan bruge til at sætte gang i hjulene på kort sigt. Strukturreformerne skal være et sikkerhedsnet for dette. Dette er nødvendigt, så vi undgår langtidsledighed, der koster statskassen milliarder af kroner.

Under de glade dage i løbet af 00’erne oplevede vi i Danmark at have store overskud på statens budgetter. Et kæmpeoverskud er nu blevet reduceret til et kæmpeunderskud, der nærmer sig 100 milliarder. Der er altså en kæmperegning, der skal betales før eller siden. Hvordan lukker man ifølge dig bedst det hul, der er opstået, især hvis man også tænker på de langsigtede finansieringsproblemer?
En stor del af underskuddet vil lukke sig af sig selv, når konjunkturerne vender. Desuden er en række af de udgiftskrævende politiske tiltag midlertidige, så de vil også blive rullet tilbage, når konjunkturen normaliseres. Når det så er sagt, så er nøgleordet strukturreformer for at sikre holdbarheden på langt sigt. Strukturreformer skal sikre flere indtægter og færre udgifter på langt sigt. Desuden må den offentlige sektor være tilbageholden over for et for stort offentlige forbrug, således at man kan komme tilbage til de økonomiske planer, der er lagt for fremtiden.

Om der skal være nulvækst i den offentlige sektor på det korte sigt er svært at svare på, da det kan være farligt, hvis økonomien stadigvæk har krisesymptomer, hvorfor det kan gøre ondt værre konjunkturmæssigt.
Hvis man laver de nødvendige strukturreformer vil her og nu råderummet være større, så man har flere muligheder for at tilpasse den økonomiske politik. Det burde man benytte sig af.

Hvordan ser udsigterne ud for fremtiden? Hvornår kan vi opleve, at kurven vender og vi får vækst igen?
Det er jo svært at se ind i krystalkuglen og spå om fremtiden, men jeg tror, vi får en langsommelig vækstperiode, en såkaldt ”L-formet” vækstbane, hvor økonomien faldt hurtigt og drastisk og det tager tid for økonomien at vende tilbage til det gamle niveau. Det skyldes ikke mindst, at der er en regning at betale bagefter.

Til allersidst: Hvilke 3 ønsker kan man som overvismand have for at forbedre økonomien i 2010?
1) Strukturreformer for at sikre langtidsholdbarheden.
2) Forudsat 1) skal man have en passende lempelig finanspolitik, så man mindsker langtidsledigheden. Denne politik skal selvfølgelig strammes ind senere.
3) Strukturreformer.