Danmark, benyt EU fornuftigt

Danmark, benyt EU fornuftigt
Af Simon Christensen Offenliggjort 19 april, 2010

Der er delte meninger om den Europæiske Union. Et af de nylige eksempler var ved valget den 7. juni 2009, hvor Danmarks medlemmer af Europa-Parlamentet skulle findes. Én af holdningerne til EU kunne eksplicit findes ved, at kandidaterne fra Folkebevægelsen mod EU indgik i et valgforbund med JuniBevægelsen. Partierne havde meninger, der klart differentierede fra hinanden. De stod dog som sammentømret enhed, når det gjaldt skepsissen til dansk EU-deltagelse.

Der er dog også grupper, der mener at EU skal slankes væsentligt. I denne gruppe er også Venstres Ungdom.

For EU skal ikke betragtes som den store fæle fjende, der forsøger at pålægge medlemslandene restriktioner. EU har begrænsninger, der hæmmer lande – heriblandt landbrugsstøtten, der forhindrer små nationer i at få deres egne bæredygtige landbrugsproduktioner op at stå – men kigger man på nye sager, så kan EU også bruges som en frihedskæmper.

Af eksempler kan bl.a. nævnes den frie bevægelighed og muligheden for at sælge sin arbejdskraft frit, der giver EU-medlemslandende friere rammer til at slå sine folder.

Sagen om kødklister, eller thrombin, som enzymet hedder, var en stor succes for frisindede. Flertallet af Folketinget var imod indførelsen af enzymet, hvilket medførte at den danske regering stemte imod, da EU’s medlemslande skulle stemme om godkendelsen. Det endte dog med at EU’s komité for fødevarer og dyrevelfærd godkendte enzymet med den regel, at det skulle mærkes på produktet, hvorvidt det indeholdt thrombin.

Den Europæiske Union har som nævnt både fordele og ulemper. Men mange af ulemperne kan vendes til det positive, men det kræver, at man gør en indsats. De fire EU-forbehold skal hurtigst muligt afskaffes, mens Danmark skal sænke registreringsafgifter på biler. Alle disse ting vil medføre et bedre, stærkere og mere liberalt EU for Danmark.

Peter Simon Christensen
Medlem af Venstres Ungdoms EU-udvalg


Kommentarer

    Niklas skrev en kommentar søndag, 25. apr 2010 kl. 11:32 

    Hej Simon

    Jeg synes det er helt absurd, at du kan fremhæve det som noget positivt, at EU kan overtrumfe Folketinget og kræve indførelsen af thrombin i danske fødevarer, selvom den danske befolkning (repræsenteret ved demokratisk valgte folketingsmedlemmer) er imod. At du (og i øvrigt jeg) er tilhængere af mærkningsordningen frem for forbuddet, er da sagen uvedkommende. Det er en knægtelse af dansk suverænitet, at EU instanser (som mestendels er korrupte og udemokratiske i varierende grader) kan diktere dansk lovgivning. Er det virkelig frihedskamp?

    Peter Simon Christensen skrev en kommentar søndag, 25. apr 2010 kl. 22:01 

    Hej Niklas

    Jeg undrer mig over at du bøjer mit skrevne ord, men jeg må simpelthen korrigere din mangel på akkuratesse. EU skal fungere som frihedens forkæmper. Naturligvis skal der værnes om det danske parlament ligesom man bør respektere dets beslutninger. Men når det vedtages i en union, hvor Danmark er medlem, så skal det overholdes, da reglementet skal følges.

    Jeg betegner det som værende frihedskamp, da de mere liberale forslag kan vinde indpas.

    Ida Svane Grevlund skrev en kommentar mandag, 26. apr 2010 kl. 08:41 

    Jeg er helt enig med Niklas. I artiklen bliver den frie bevægelighed fremhævet som en af de gode ting ved EU, og det er da også rigtigt – problemet er bare, at EU i dag bruges til alt muligt andet end etableringen af det indre marked. For 30 år siden var EF et frihedens projekt, men hvor meget af det er tilbage i dag? Som Niklas siger, har jeg svært ved at se hvordan indførelse af thrombin, landbrugsstøtte og alle de andre reguleringsforsøg kan accepteres af ellers liberale folk. Efter min mening er det naivt stadigt at betragte EU som et liberalt foretagende. Og vigtigst af alt, så er EU altså ikke et mål i sig selv!

    Mikael Olai Milhøj skrev en kommentar mandag, 26. apr 2010 kl. 14:10 

    @Peter

    Hej Peter :o) Først og fremmest tillykke med din debut som skribent.

    Jeg er enig med dig i, at EU har gjort mange gode ting, men det hører mere det gamle EF til. De principper det gamle EU blev oprettet på (frihandels- og fredstanker) er meget gode og i det første lange stykke tid har det også været en union, man har kunnet være glad for.

    Desværre har EU oplevet samme udvikling som mange andre vestlige lande – socialdemokratismen har vundet sit indtog. EU indfører regler overalt, vil bestemme over alt og bureaukratiet har ingen grænser. Det er svært som liberalist (synes jeg) at være stærk tilhænger af noget, som man bruger så meget tid på at kritisere på nationalt plan (dvs. kritik af velfærdsstaten). For mig at se er Danmark og EU det samme onde: Nemlig en for stor “organisation”, hvor en masse politikere prøver at bestemme over mit liv.

    Derfor har EU udviklet sig fra at være et smukt og godt projekt til at være noget negativt. Derfor er jeg ikke EU-tilhænger – men EF-tilhænger.

    /Mikael

    Peter Simon Christensen skrev en kommentar mandag, 26. apr 2010 kl. 23:08 

    Først og fremmest tak for jeres respons – et yderligere tak til dig, Mikael, for at have ønsket mig tillykke. :D

    Ida > Thrombin skal netop fremhæves som værende et succesfuldt liberalt projekt. Hvorfor skal Danmarks politikere bestemme, hvad der skal sælges i supermarkederne?

    Jeg går gladeligt med til at erkende, at EU ikke er liberalt nok. Jeg har selv ambivalente meninger om unionen, men netop hele kødklistersagen markerer, hvordan EU skal bruges. Er der forbudstendenser i et land, så kan sådanne afstemninger være nyttige.

    Mikael > Jeg er helt enig med dig i at EF var et bedre og mere liberalt projekt, og at nogle værdier derfra er gået tabt. Jeg er også enig med dig i, at Danmark og til tider EU kan være et formynderisk onde. Men min artikel går ikke ud på at prise EU – men derimod at sætte pris på de liberale goder, når de nu er der. Danmark er medlem af unionen, og derfor vil jeg gerne understrege, at Danmark skal benytte EU bedre i fremtiden.

    Niklas Milthers skrev en kommentar tirsdag, 27. apr 2010 kl. 14:40 

    Her vil jeg lige forsvare Peter. For det første, så er der intet galt med, at EU går ind og bestemmer, at thrombin skal være et lovlivt enzym i EU. Har i tænkt over, hvilke positive konsekvenser det kunne få for andre fødevarepriser? at vi muligvis får billigere almindelige kødprokdukter pga. konkurrence fra et nyt produkt? Hvis vi skal bestræbe os efter et velfungerende indre marked, så skal der være lige og fri adgang i EU landende til at sælge sit produkt.

    Ydermere, så er det et lovforslag som blev fremstillet af EU´s fødevareminsitre samt EU fødevarekommisæren. Her kan jeg meddele, at parlamentet med stor sandsynlighed går ind og forhindrer, at dette lovforslag bliver til noget. Det er da kun noget vi kan være glade for, at ved Lissabon traktatens indførsel blev parlamentet tildelt mere medbestemmelse. Det er da i høj grad nærdemokrati.

    “at EU instanser (som mestendels er korrupte og udemokratiske i varierende grader) kan diktere dansk lovgivning. Er det virkelig frihedskamp?” her ønsker jeg i høj grad en uddybbelse! for det lyder som et postulat uden sagligt grundlag.

    Det kan godt være, at EU ikke er det det burde være – et fredens projekt. Dog skal vi i høj grad kæmpe for at få sat den liberale dagsorden, frem for at ingorere eller forkaste EU projektet. EU tæller cirka 10 procent af verdensfolkningen. Inden for en årrække dumper vi kraftigt på ranglisten. EU´s økonomi vil i høj grad præge mindre og mindre verdensøkonomien. Det betyder kort sagt, at vi bliver “ubetydelige”. Her nytter det igen ikke, at vi står splittet! vi er nød til at kæmpe for et slank og velfungerede EU. Ikke en føderalstat eller supranationalstat, men et stærtk liberalt EU, som fokusererpå kerneområderne som det indre marked.

    Men jeg må også give Milhøj ret i, at der desværre sker en kedelig tendens med EU. EU går desværre i højere grad ind og bestemmer på områder, hvor det helst skal holde sine lange fingre væk fra.

    sådan generelt, så syntes jeg at man burde læse lidt om Emmanuel Kant og Jeremy Benthams holdninger til mellemstatslig samarbejde i forhold til den liberale ideologi.

    Jeppe Toft skrev en kommentar tirsdag, 27. apr 2010 kl. 19:42 

    Nu har jeg altid været EU-kritiker, og det er præcis når jeg hører sådanne argumenter, at jeg bliver bekræftet i, hvorfor EU er noget skidt:

    1. Uanset om thrombin er godt eller skidt, så er det ikke kernen i diskussionen. Problemet er, at EU beslutter, at thrombin skal være ulovligt i Danmark – UANSET, hvad den danske befolkning eller flertallet i folketinget måtte mene. Det sker udelukkende fordi, at Dan Jørgensen synes, at kødklister er ulækkert. Det er jo problematisk, at fordi diverse gøglere rundt om i Europa skal bestemme, hvad vi vil i Danmark.

    2. Argumentet om velstand og frihandel som EF’s projekt. Ja hurra, det var det, EF blev oprettet for. Men ligesom samtlige andre demokratiske indstanser, så udviklede EF sig til at blive omgribende og gå ind på områder, der intet har med frihandel at gøre. Vi behøver ikke EU for at have frihandel. Frihandelsaftaler kan sagtens indgås uden en union, hvilket Norge og Schweiz jo er glimrende eksempler på.

    3. “Parlamentet er nærdemokrati”. Det er jo løgn. Danmark sender 13 medlemmer ned til et parlament med 736 medlemmer. Der er jo ikke noget, der er mindre nærdemokrati end Europa-Parlamentet. At de får mere indflydelse er jo blot endnu et udtryk for, at EU kan få lov til at bestemme mere og mere.

    Mange af de glæder og meget af den gavn, som vi har af EU, kunne vi sagtens få glæde af vha. frivillige aftaler, og derfor opstår der hurtigt en masse påstande og myter om EU’s gavn. Frihandlen var god for Danmark – ikke nødvendigvis EF (set i lyset af, hvordan det udvikler sig).

    Ida Svane Grevlund skrev en kommentar tirsdag, 27. apr 2010 kl. 21:29 

    Peter: Som Jeppe også er inde på, er det ikke et stærkt nok argument at legalisering af diverse fødevarer er liberalt. Naturligvis er fri konkurrence godt, men jeg vil stadigvæk holde fast i at visse politiske institutioner står over liberalismen – nemlig bl.a. demokratiet. Hvis nærdemokratiet ikke er tilstede, kunne lovforslaget lige så godt have været socialistisk – for i alle tilfælde gælder, at Danmark i udstrakt grad står uden for indflydelse.

    Med andre ord: Det er misvisende at tale om liberalisme, når der ikke er demokrati og national selvbestemmelse. Derfor er jeg tilhænger af EF og ikke af EU.

    Peter Simon Christensen skrev en kommentar tirsdag, 27. apr 2010 kl. 22:17 

    Først og fremmest tak for jeres respons. Det at I fremfører jeres argumenter gør jo, at jeg også bliver klogere. Det påskønner jeg.

    EU er ikke perfekt. Langt fra. Det er også derfor jeg har mange delte følelser og meninger om foretagendet. Dét punkt må I simpelthen ikke betvivle.

    Vi skal passe på, at vi ikke bliver en nation, der ender med at blive indelukket og introvert, så vi ingen kontakter har udenrigs. Her kommer EU ind i billedet. Foruden dette, så kan EU benyttes til at kæmpe for den liberale sag.

    Nu går der alligevel rygter om at thrombin-forslaget ikke bliver vedtaget alligevel, hvilket gør netop denne diskussion redundant. Dog vil jeg holde fast i, at fordi Danmarks parlament er glade for forbud, så skal man ikke underkende EU’s beslutning (såfremt den når igennem). Jeppe Toft, jeg er enig i at vi kan lære meget af Schweiz’ og Norges eksempel. Sådanne aftaler bør netop kunne sikres uden en unions indblanding.

    Ida, lad mig erklære, at jeg ikke har skrevet liberalisme nogle steder. Jeg har skrevet liberalt, hvilket er en anden historie. Danmark er – som Jeppe nævner – i et meget stort undertal, hvilket jo ikke fremmer vores sag. Fri konkurrence er et vigtigt element i et frit samfund.

    Niklas skrev en kommentar onsdag, 28. apr 2010 kl. 16:44 

    Hej Peter

    God debat og tak fordi du går ind i den.

    Jeg mener ikke jeg bøjede dit synspunkt urimeligt i mit indlæg. Du skriver at EU kan bruges som en frihedskæmper og nævner sagen om thrombin som et positivt eksempel. Jeg fremhæver så, at det er en udemokratisk fremgangsmåde og i strid med hvad de demokratiske valgte folketingspolitikere mener. Det synes jeg ikke er en ordentlig måde at føre frihedskamp på, og jeg forstår ikke det kan fremhæves som noget positivt.

    Jeg troede iøvrigt du hed Simon, da der står “Af Simon Christensen” i toppen af artiklen. Beklager.


eller udfyld dine kontaktoplysninger: