Portræt: Ron Paul
Man kan diskutere, hvorvidt Ron Paul hører til i selskab med de øvrige filosoffer i denne artikelserie. Ron Paul har ikke vundet nogen nobelpriser, han er ikke anerkendt i samme omfang, som de øvrige – og så er han stadig levende. Nogle vil endda mene, at han aldrig har været mere levende end nu.
Ron Paul er født i 1935 i Pennsylvania og er republikansk politiker. Men Ron Paul er ikke republikaner, som republikanerne er flest. Han er vel det, som vi på godt dansk kalder en afstikker. Ron Paul er pacifist, og han har aldrig i sin tid som politiker stemt for et forslag, der bruger af skatteydernes penge. Han var opstillet til præsidentvalget i 2008, men blev ikke valgt, da republikanerne til deres primærvalg i stedet pegede på John McCain.
Ron Paul er kendt for at ville afskaffe flere amerikanske institutioner. Under sin præsidentvalgkamp udtalte han blandt andet, at han ville afskaffe FBI, CIA og det amerikanske skattevæsen, IRS. Desværre for Ron Paul, så tog de større medier ham aldrig helt seriøst, og han fik aldrig meget tv-tid. I stedet blev Ron Paul ”undergrundskandidaten”, og han fik masser af opmærksomhed gennem andre og mere frie kanaler som Youtube og Internet-søgninger. Faktisk var Ron Paul den mest sete kandidat på Youtube fra maj 2007 til selve præsidentvalget i 2008.
Men udover de politiske gøremål, så er Ron Paul kendt for sit forfatterskab og sin dedikation til den Østrigske Skole. På Ron Pauls kontor pryder Murray Rothbard, Friedrich Hayek og Ludwig von Mises således væggene. Paul har skrevet 6 udgivelser om den Østrigske Skole og de økonomiske teorier bag. Mest kendt er den nyeste bog ”End the Fed”, hvor Ron Paul argumenterer for, at man bør lukke den amerikanske centralbank. I bogen følger Ron Paul sine mange forgængere fra den Østrigske Skoles eksempel, når han argumenterer for genindførelsen af guldstandarden. Jeg fandt bogen både velskrevet og velargumenterende. På Økonomia’s hjemmeside, kan man finde en længere – og mere fyldig – anmeldelse af bogen.
Grunden til, at Ron Paul alligevel fortjener at blive nævnt, skyldes hans evne til at samle masser af amerikanere i kampen mod staten. Til det republikanske midtvejsvalg slog Ron Paul den tidligere vicepræsidentskandidat, Sarah Palin, hvilket var en stor overraskelse for mange – og en sejr, der har givet Ron Paul endnu mere vind i ryggen. De seneste amerikanske meningsmålinger viser, at han kun er 1 % efter Obama, når det kommer til meningsmålingerne. Fremgangen vidner om en oprørsbevægelse i amerikanerne. En trodsreaktion mod det etablerede samfunds totale indgriben, mod den monetære politik og mod de amerikanske krige.


Kristian Skriver skrev en kommentar søndag, 18. apr 2010 kl. 21:35
Jeg er personlig utrolig stor fan af Ron Paul. Den måde han siger tingene så direkte på. Måske også grunden til at medierne ikke tog ham så seriøs under valgkampen.
På den anden side, så på trods af hans 75 år, virker han stadig utrolig ungdommelig på grund af netop denne ærlighed. Han tør godt sige upopulære ting. Noget mange danske politikere kan lære noget af :-)
Morten Dahlin skrev en kommentar tirsdag, 20. apr 2010 kl. 23:16
Ron Paul er også manden der betaler de penge hans kontor ikke bruger hvert år tilbage, istedet for at pampe dem væk!
Jeppe Toft skrev en kommentar torsdag, 22. apr 2010 kl. 08:14
Er det en praksis, som man vil se fremover i Greve Kommune, Morten Dahlin?
;)
Morten Dahlin skrev en kommentar torsdag, 22. apr 2010 kl. 23:34
Nu har vi ikke “kontorpenge”, men hvis vi havde, så ja! Har netop kæmpet imod lønstigninger til kommunalpolitikerne, og det endte faktisk med at det ikke blev vedtaget!
Martin Chemnitz skrev en kommentar tirsdag, 26. apr 2011 kl. 22:05
Ron Paul er den mest fantastiske nulevende politiker. Han er en moderne Thomas Jefferson. Verden har brug for ham, og jeg håber snart vi i Danmark kan få spredt nogen af de budskaber i vores folketing, for lige nu er det fuldstændig det samme fra det ene side til den anden. Vi bliver overdænget med populistisk ligegyldig politik, alt imens vores vestlige samfund står for fald.