VU afholder i løbet af året flere kurser, som er fokuseret 100 % på de nye medlemmer, og i sidste weekend var der endnu et af disse. I alt var der 35-40 nye medlemmer samlet på VU’s sekretariat til en weekend præget af en masse politik og selvfølgelig en masse fest.
Det hele startede lørdag med et politisk oplæg af VU’s formand, Jakob Engel Schmidt, der fortalte mere om den politiske hverdag i VU, og hvordan vi prøver at påvirke nationaldebatten. Herefter kom Venstres medlem af Folketinget, Malou Aamund, på besøg. Malou snakkede om hverdagen i Folketinget, og var meget interesseret i at høre, hvad de nye VU’ere havde af oplevelser – Malou fik endda taget flere noter, som hun ville tage med i sit videre arbejde. Efter et kort oplæg om VU’s organisation, stod det på endnu mere politisk debat med VU’s ordførere, hvor der blev diskuteret alt lige fra indførelse af atomkraft i Danmark til spørgsmålet om der skal være en EU-hær.
Lørdag sluttede, som altid til VU-arrangementer, af med et brag af en fest. Under middagen fik de nye VU’ere lært nogle af de traditionelle liberale sange og derefter stod den ellers på fest til den lyse morgen, med hjælp fra en lang række mere erfarne VU’ere, som valgte at slå vejen forbi sekretariatet for at feste med de nye. Der blev danset, drukket, kysset og snakket i krogene – alle de ting, som hører med til en ordentlig VU-fest.
Søndag startede med en brunch med alle de ting, som skulle til for at pleje de eventuelle tømmermænd. Herefter gik turen videre til Christiansborg, hvor den traditionelle rundvisning fandt sted. Kurset sluttede af med et mindre indblik i argumentationens verden, hvor formanden for VU’s politiske udvalg, Morten Dahlin, gav de nye medlemmerne en lang række værktøjer til at kunne vinde enhver debat over socialisterne.
Alt i alt var det en perfekt weekend. Fra Kursusudvalgets side ser vi altid frem til at arrangere lige netop disse introkurser, for det er noget helt specielt ved at møde nogle af alle de nye medlemmer, der har valgt at støtte op om vores kamp for den liberale sag. Vi håber vi ses igen til Summercampen d.13.-15. august, og til alle jer nye medlemmer, som ikke nåede at tilmelde jer weekendens introkursus, kan allerede nu sætte kryds i kalenderen d.9.-10. oktober, hvor det næste introkursus finder sted.

En weekend i de nyes tegn