At de europæiske demokratier igennem det europæiske projekt har vist sig i stand til at samarbejde i en så udpræget grad, som tilfældet er, kan undre. De kulturelle lighedspunkter mellem de europæiske demokratier til trods er der nemlig ligeledes en række forskelle mellem de europæiske landes demokrati og politiske kultur. Demokrati er et vidt begreb. I en fortløbende artikelserie, hvoraf denne artikel er første del, sætter jeg fokus på det italienske demokrati og landets politiske kultur samt på den politiske leder, Silvio Berlusconi. For at begynde i omvendt rækkefølge søger jeg i denne første artikel at portrættere Berlusconi, hans politiske ståsted og de midler, hvormed han legitimerer og fastholder sin position.

Den italienske drøm?
Erhvervs- og mediemanden, fodboldklubejeren og politikeren, den 74-årige Silvio Berlusconi, er et billede på den italienske drøm. Han begyndte sin karriere i bunden af det italienske erhvervsliv, avancerede som ejendomsinvestor for langsomt, men sikkert at skabe sig den unikke position, han har i dagens Italien. Han er landets rigeste og ejer talrige aviser, tv-kanaler og andre medieforetagender. I 1994 valgtes han for første gang til Italiens regeringschef med sit eget parti Forza Italia (et navn, der pudsigt nok har to betydninger: Italiens Styrke og Fremad Italien), i 2006 valgtes han endnu en gang, ved valget i 2006 var det lige ved og næsten, og ved valget i 2008 fik han sin tredje periode som regeringschef. En post, han stadig beklæder.

Umiddelbart lyder det som en ren succeshistorie, og der er da heller ingen tvivl om, at det er tilfældet for Berlusconis vedkommende, men hvad med det italienske demokrati? Silvio Berlusconi er manden, der konsekvent har udnyttet sin monopollignende position på mediemarkedet til at udkonkurrere politiske modstandere, han er manden, der har udnyttet sin politiske karriere til at skaffe sig immunitet i en lang række retssager – både vedrørende hans forretningsførelse og korruption i regeringsførelsen. Han er også manden, der har sammenlignet sig selv med Jesus, og både hans forfængelighed og hans skandaløse smarte bemærkninger – for eksempel har han kaldt USAs nyvalgte præsident, Barack Obama, for ”solbrændt”, og da pressen spurgte, om han fortrød bemærkningen, fik de prædikatet ”idioter” hæftet på sig – skaber overskrifter med jævne mellemrum.

Der tegner sig altså et billede af et enevældigt, arrogant, narcissistisk og udemokratisk menneske, men er han også fascist? En af de grunde, jeg har til at finde en undersøgelse af dette spørgsmål relevant, er, at Berlusconis valgsejre repræsenterer de største vælgerskred i Italiens historie siden netop Mussolinis PNF-partis sejre i sin tid.

Magtens legitimering
Som en passende ramme om undersøgelsen af Berlusconi indfører jeg sociologen Max Webers typologi. Godt nok er denne typologi møntet på personlighedstyper, men Webers tre personlighedstyper modsvarer tre magttyper eller snarere magtlegitimeringstyper med tilsvarende træk, nemlig den karismatiske magt, den traditionelle magt og den legalistiske magt. Den karismatiske magt består i en udnyttelse af lederens karisma og gennemslagskraft. Denne magtlegitimering var i høj grad på banen i Mussolinis tilfælde; fascismen som bevægelse var netop afhængig af at aktivere masserne med denne ressource, som i forskningen benævnes ”fascinationskraften.” Hos Berlusconi er brugen sublimeret vha. tv-mediet, der giver ham en langt større rækkevidde.

Næste magttype er den traditionelle magt, der kort sagt går ud på, at man udpeges – altså ligesom monarker er selvskrevne pga. arvefølgen. Dette træk var ikke til stede for Mussolinis vedkommende i begyndelsesfasen, hvorimod det senere blev understreget som en historisk nødvendighed, at fascismen tog over. Kategoriske påstande om historiens gang er et gennemgående kendetegn ved de totalitære ideologiers legitimering af sig selv. Den britiske videnskabsfilosof Karl Popper har i sin totalitarismekritik kaldt det ved navnet historicisme. For Berlusconi ser det ud, som om han helt og holdent har skabt sin egen karriere, men dels kan man stille spørgsmål til den ikke helt afklarede opbakning, han har fået i netværket P2, dels understreger han selv i sin retorik ”forsynet” som en faktor. Her er altså også en vis lighed.

Det er også muligt at tale om en legalistisk eller bureaukratisk magtlegitimering, der udvider Webers typologi, altså en legitimering af magt via lovgivningen. En magtlegitimeringstype, der i høj grad blev udnyttet i Mussolinis tid, hvor loven klargjorde, at il Duce havde den absolutte magtdominans. Inden for et demokratisk systems rammer er det selvsagt ikke en mulighed for Berlusconi at legitimere sin magt så klart på denne facon, men der er træk af det alligevel. Som før omtalt har han bl.a. benyttet sin position til at vedtage love, der gavnede ham selv. Herudover er hans lovfæstede kontrol over Rais tre kanaler også et udslag af legalistisk magt.

Knægtelse af den fri debat
Forudsætningen for demokratisk debat må nødvendigvis først og fremmest være en fri debat. Denne frie debat kræver lige vilkår, altså lige muligheder for at komme til orde. I Danmark forpligtes public service-stationerne DR og TV2 af denne grund til at dække alle opstillede partier ligeligt. Noget tilsvarende findes ikke i Italien. De lige vilkår er med Berlusconis sammenblanding af det politiske og økonomiske ressourcer ikkeeksisterende, idet Berlusconi kontrollerer alle private medier af afgørende betydning i sin egenskab af ejer af selskabet Fininvest og samtidig kontrollerer de statslige kanaler i sin egenskab af regeringschef. Dernæst er en forudsætning for demokratisk debat, at et vist vidensniveau i debatten opretholdes. Hvis dette vidensniveau forfalder øges risikoen for, at demokratiet afdemokratiseres og glider over i en anden styreform. I det italienske tilfælde kan man frygte, at monopolet på specielt tv-mediet, der har indtaget en stadig mere dominerende hegemoni i landets mediebillede som formidler af nyheder og viden (italienerne læser kun i ringe omfang aviser – og selv disse ejer Berlusconi flere af), åbner en dør for Berlusconi, der muliggør en aktiv medvirken til sænkning eller stagnering af den politiske debats saglige niveau. Filosoffen Giorgio Agamben har udtrykt det sådan, at den offentlige sfære under Berlusconi i tiltagende grad ikke er et rum for kritisk diskussion, men snarere et rum for ensidig hyldest til lederskikkelsen.

Det italienske demokrati er af den italienske politolog Giovanni Sartori blevet døbt et telekrati for at understrege den kolossale indflydelse, Berlusconis tre private og tre statslige kanaler har på den demokratiske debat. Ifølge Sartori er deltagelsesdemokratiet simpelthen gradvist blevet omdannet til et mediedemokrati, hvor fakta – som f.eks. Berlusconis gedulgte forbindelser til mafiaen og medlemskab af den hemmelige loge P2, der er karakteriseret af domstolen som undergravende for demokratiet – ikke længere er et overbevisende argument. I stedet spredes rygter, smarte slagord og smalltalk via de billedbaserede medier og former borgernes politiske bevidsthed.

Accepterer man denne analyse, er det ensbetydende med, at der er skabt et demokratisk tomrum, og det er med en politisk personlighed som Berlusconi nærliggende at monitorere, om dette tomrum udnyttes på slet vis, det vil i dette tilfælde sige om han qua sit politiske liv medvirker til at trække Italien i en fascistisk retning. Ser man udelukkende på den retoriske og symbolske dimension, er der skræmmende mange ligheder.

Den koalition, der under ledelse af Berlusconi vandt regeringsmagten i 2008, i.e. Casa delle Libertà, altså Frihedens Hus, består af hans eget Forza Italia, det nyfascistiske parti National Alliance, det norditalienske hjemstavnsparti Liga Nord og MPA, der er et siciliansk uafhængighedsparti. Det er naturligvis i sig selv ildevarslende, at Berlusconis parlamentariske grundlag bl.a. er et fascistisk parti, men også Berlusconis egne udtalelser kan tyde på en vis tilknytning til det fascistiske tankegods. Således udtalte han i 2003 til det britiske magasin The Spectator, at ”Mussolini aldrig dræbte nogen. [Han] plejede at sende folk på ferie i internt eksil.” Det er imidlertid kun retorik og signalpolitik – eller spin med et moderne ord – alt sammen. Hvorvidt Berlusconi har flere skeletter i skabet er svært entydigt at besvare i et retssamfund, hvor man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, for Berlusconi er aldrig blevet dømt som følge af forhalinger, forældelsesfrister og føromtalte immunitetslove. Ligeledes er det svært at vurdere, om han står bag den fysiske terror og hetz mod sine modstandere, der er blevet udført igennem tiden – som eksempel kan nævnes den påsatte brand i den Berlusconikritiske avis l’Espressos vicedirektørs ferievilla, eller den Berlusconikritiske politiker Gianfranco Mascia, der kort efter sejren i 1994 blev overfaldet af maskerede mænd på sit kontor. Disse sager er han nemlig heller aldrig dømt for.

Forza Italias politik og organisation
Ser man imidlertid på noget andet, der kan dokumenteres, nemlig den førte politik (hvorigennem legalistisk magt ligeledes kan udøves), synes den fascistiske indflydelse ikke gennemskuelig. Berlusconis – og dermed Forza Italias – programmatiske ambitioner for magten lyder især som liberale toner. FI vil sikre en fortsat deregulering af staten, nedsætte skatterne og i det hele taget styrke det civile samfunds (og hermed individets) stilling over for samfundet. Berlusconi benytter dog samtidig enhver lejlighed til at forsvare de frie markedskræfter og anser angreb på hans monopol eller på ham for angreb på hans personlige frihed – snarere end et korrekt forsøg på forsvar af det andet individs tilsvarende rettigheder og frihed.

Altså er der på overfladen tale om et parti med et højreorienteret valgprogram, der vil decentralisere og deregulere i individets tjeneste – alt andet end det fascistiske, hvor individet er en relativ størrelse underlagt staten til nationens bedste. I praksis skaber Berlusconi dog ikke nødvendigvis mindre stat – og da slet ikke mindre regulering. Den decentralisering og mangfoldiggørelse af informationerne, der umiddelbart ligger i tv-billedet som medietendens, er snarere reelt blevet udnyttet til en centralisering af samme. Centraliseringen har derefter dannet grobund for en propagandisering af mediebilledet i ”føreren” Berlusconis favør. Samtidig er det værd at bemærke sig, at FI i vid udstrækning er et topstyret parti, i hvilket fri debat mere eller mindre konsekvent er erstattet af kæft, trit og retning efter chefens ordre.

Partiet har også det særkende, at det har organisatorisk afsæt i en kommerciel koncern. Her adskiller det sig væsentligt fra oppositionspartierne, der er dannet i en kontinuerlig meningsudvekslingsproces på grundlag af en folkelig bevægelse, en ideologi eller deslige. Selv om partiet altså er del af et demokrati, er det ikke skabt i henhold til almindelig demokratisk tradition. Endvidere agerer partiet ikke i den politiske virkelighed med de samme redskaber, som de øvrige partier benytter. Rettere sagt begrænser de øvrige politiske partier dig i højere grad til at agere i virkeligheden, medens FI fra begyndelsen satsede på at påvirke og i visse tilfælde ligefrem omkalfatre selvsamme virkelighed, således at partiet selv fremstår i et pr. automatik positivt lys. Med andre ord var FI et af de første partier, der for alvor fandt ud af ikke blot at forholde sig til vælgernes diskurs, men tilmed at være dagsordensættende for denne.

Interessant er det, at FI’s vælgere ved valget i 1994 nærede en udbredt mistillid til institutionerne og kæder denne observation sammen med, at samme vælgere typisk var mindre tværmedielle i deres søgen efter oplysninger end gennemsnittet – den primære kilde var tv’et. Kampagnen i 1994 bar præg af et forsøg på at forbinde institutionerne med kommunismen – en ideologi, der i høj grad blev benyttet som et fascistisk skræmmebillede – og yderligere forbinde den socialistiske opposition hermed.

Diskurspåvirkningsmuligheden er opstået som følge af den specielle konstruktion, FI er i og med, at partiet repræsenterer en hidtil uset symbiose mellem den kommercielle og den politiske sfære. NGO’en Freedom House vurderede i 2005, at Italien er et land, hvor der ikke hersker fuld pressefrihed.

NGO’ens konklusion understøtter en påstand om, at de via markedsøkonomien indhentede finansielle ressourcer i milliardklassen altså ikke er udnyttet til at skabe politisk eller personlig frihed for den enkelte, som programmet påstår, men nærmere til at forstærke den magtkonsolidering af Berlusconi og hans allierede, der har profitmaksimering og amnesti fra korruptionssager osv. som endeligt mål. Man kan altså sagtens sammenligne Berlusconis magtlegitimeringsmetoder med fascismens, og dog bør man ikke lade denne analogi gå for langt, for hvad gør Berlusconi med den opnåede magt?

Fascist eller populist
Han fører i hvert fald ikke fascistisk politik – begrebet populisme er mere dækkende. Det betegner en politisk bevægelse, hvis politik er forankret i det jævne folks verdensbillede. For Berlusconi gælder dog, at han jf. mediernes rolle som det, italieneren Giovanni Valentini har kaldt ”konsensusfabrik”, selv er med til at støbe det verdensbillede, han som populist navigerer i. I modsætning til mange af de traditionelle ideologier opererer populismen ikke hen mod et ideologisk betinget mål, og populisme kan således både være venstreorienteret, højreorienteret og midterorienteret. Selv om fascismen ikke var populistisk, er der her et lighedspunkt, for også fascismen stod som Berlusconis bevægelse i opposition til det traditionelle, etablerede politiske apparat.

Alt i alt synes det ikke rimeligt at påklistre Berlusconi mærkatet ”fascist”, idet den faktiske førte politik ikke tilnærmelsesvis godtgør denne påstand. Derimod er det meget passende at anføre, at nogle af de metoder, han benytter sig af i kampen for at opnå og legitimere sin magtposition, indeholder klare fascistiske træk, der udgør faretegn i et moderne vestligt demokratis udvikling. Af disse træk skal den omfattende magtcentralisering og monopolisering af de diskursdannende medier nævnes. Disse tendenser er især ildevarslende, fordi de udmøntes i en idolisering grænsende til guddommeliggørelse af FI’s leder (som, fordi den giver mindelser til guddommeliggørelsen af Roms nok bedst kendte kejser, Julius Cæsar, har fået betegnelsen cæsarisme) og ydermere indebærer spredning af partisk og særdeles farvet – og i nogle tilfælde direkte misinformerende – nyhedsstrømme til store dele af den italienske befolkning. En cocktail, der virker decideret underminerende for den demokratiske debat. Endvidere er det særdeles betimeligt at rejse en debat i det italienske folk om, hvad demokrati egentlig er og består i – for så vidt at landets med stort flertal valgte leder i sin eksploitering af magten udviser en problematisk despekt over for det demokratiske retssamfunds spilleregler.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører