Aarhus Universitet har ret mange kvindelige studerende. Faktisk så mange, at flere kvinder end mænd studerer i det århusianske. Hele 54,3 % af de studerende er kvinder. Til gengæld er der ikke helt så mange kvindelige ph.d.-studerende, kun 47,3 %, og jo længere opad i det akademiske hierarki, man bevæger sig, des mindre bliver andelen af kvinder – tænk, der er kun 11,5 % kvindelige professorer! Ledelsen af Aarhus Universitet er ikke tilfreds med denne fordeling og har derfor oprettet 10 lektorater og 10 tidsbegrænsede professorater, de såkaldte MSO-professorater.

Stillingerne skal kunne søges af såvel mænd som kvinder, men besætter en kvinde en af de nyoprettede stillinger, bevilges der fra en central pulje tilskud af forskellig art. Besættes en lektorstilling af en kvinde, betales lønnen i det indledende postdoc-forløb af universitetet, medens der ved overgangen til den egentlige lektorstilling stilles 100.000 kroner i forskningsmidler til rådighed. Ansættes en kvindelig MSO-professor, betaler puljen forskellen mellem en lektorløn og en professorløn i de første 2½ år af stillingens løbetid. Formålet med tiltaget er at rette op på den lave andel af kvinder i højere akademiske stillinger, der af universitetet ses som udtryk for manglende ligestilling på området.

Med puljemidlerne gives der i de enkelte ansættelsessituationer et klokkeklart økonomisk incitament til at ansætte en kvinde, for så vidt både i tilfælde, hvor der findes bedre kvalificerede mænd, og hvor de mandlige og kvindelige kandidater er nogenlunde lige kvalificerede. Selv hvis man vælger at stole på, at der i førstnævnte tilfælde ikke skeles til puljemidlerne, men kun til faglige kvalifikationer, vil der under alle omstændigheder i andet tilfælde, hvor mænd og kvinder er lige kvalificerede, blive ansat flere kvinder. Alt andet ville stride imod enhver fornuftig betragtning af fordele og ulemper. Derfor vil initiativet virke – der skal nok komme flere kvinder i både lektorater og professorater.

Alligevel er der tale om en veritabel katastrofe for ligestillingen. Aarhus Universitet har nemlig totalt misforstået, hvad ligestilling går ud på. Ligestilling handler, som ordet antyder, om lige stilling, men det er ikke statistisk lige stilling a la 50/50, der menes hermed. Det er muligt, at ligestilling vil resultere i en sådan fordeling af mænd og kvinder, men den kan aldrig være ligestillingens mål.

Reel ligestilling er, når mænd og kvinder har lige muligheder. Lige muligheder for at tage en uddannelse. Lige muligheder for at søge ansættelse og gøre karriere. Lige muligheder for at leve det liv, de ønsker. Det betyder, at hvis man går ind for ligestilling, bør man arbejde for at skabe et samfund, hvori der ikke diskrimineres. Hvor det er ligegyldigt, om man er mand eller kvinde, sort eller hvid, kristen eller muslim. Med andre ord et samfund, hvor disse karakteristika har lige gyldighed; hvor der ikke ses op eller ned til nogen af delene, fordi det vigtige er, hvem der er villig og bedst kvalificeret til at yde den indsats, der er brug for. Det afgørende er altså, om der foregår diskrimination i proceduren, ikke den procentvise fordeling, den måtte munde ud i.

Aarhus Universitets ledelse har øjensynlig stirret sig blind på tallene og i iveren efter at få dem til at se ’pænere’ ud rent glemt, hvad ligestilling i grunden betyder. I stedet for reel ligestilling har man derfor indført særstilling i kvindernes favør, og det kan hverken kvinderne, der ansættes på særstillingens nåde, eller mændene, der diskrimineres groft, være tjent med. Man har rent glemt, at ligestillingskampens mål er at udrydde kønsdiskriminationen, der i sin tid på dybt uretfærdig vis overgik kvinder, og indført netop kønsdiskriminationen som en del af universitetets officielle politik, nu blot med omvendt fortegn. Et sådant tilbageslag for ligestillingen må skære enhver ligestillingsforkæmper i hjertet. Det er lige groft nok.