Nobels fredspris har i de senere år klinget en smule hult. Ved sidste års prisuddeling gik hæderen til USA’s på det tidspunkt ganske nyvalgte præsident, Barack Obama, og mange undrede sig. For hvori bestod egentlig den prisværdige indsats, han havde været i stand til at yde efter under et år i embedet? Obamas administration havde hidtil udvist større forhandlingsvilje og stået for en mere diplomatisk linje end forgængerens, men hvem havde ærlig talt forestillet sig, at det var muligt at overgå George W. Bushs udenrigspolitiske unilateralisme?

Og hvad var det egentlig helt præcist, Obama havde udrettet? Hvad var den konkrete forbedring af verdensfreden, hans virke havde resulteret i? Det var der ikke rigtig nogen, der kunne give et kvalificeret svar på, og spørgsmålet er til stadighed ubesvaret.

Ser man på listen over modtagerne af Nobels fredspris igennem tiderne, glider øjnene ned over navne som Nelson Mandela, Martin Luther King, Desmond Tutu og Jimmy Carter. Fælles for modtagerne er for det første, at de ikke blot har holdt visionære taler. De har rent faktisk ført ordene ud i livet. For det andet og nok så vigtigt har de tillige det til fælles, at de har fået prisen efter at have ydet en indsats for verdensfreden. Ikke før. Man må yde, før man kan nyde, lyder et gammelt mundheld, og det er sund fornuft, også for Nobelpristagere.

Fredsprisens troværdighed undergraves, når den tildeles nyvalgte præsidenter uden nævneværdige resultater i bagagen – blandt andet af den indlysende grund, at det på ingen måde skorter på andre og bedre kandidater. Det har man gudskelov indset i år, og tildelingen af Nobels fredspris til Liu Xiaobo er et modigt og nødvendigt valg. Men hvad er det helt præcist, Liu Xiaobo har udrettet, spørger læseren sikkert, og det er ingen skam, for kinesiske systemkritikere er ikke just et emne, der prioriteres højt i de danske nyhedsmedier.

Han har kæmpet utrætteligt for demokratiske valg, magtens tredeling og frihedsværdier. Og han var med, da studerende demonstrerede på Den Himmelske Freds Plads i 1989 – ja, han var selv en af dem, der oplevede det, der måske er det bedst kendte eksempel på det kinesiske styres brutalitet. En brutalitet, der tages i anvendelse overfor enhver, der formaster sig til at kræve nogle af de basale rettigheder, vi opfatter som helt naturlige i et land som Danmark, men som bestemt ikke er det i et land som Kina.

Fra 1989 til i dag har Liu både siddet uretmæssigt fængslet og været sendt i arbejdslejr flere gange. Senest blev han i 2009 idømt ikke mindre end elleve års fængsel for sit arbejde med Charter 08, et manifest for demokrati, ytringsfrihed og menneskerettigheder, der blev offentliggjort på tresårsdagen for Kinas underskrivelse af FN’s Menneskerettighedskonvention. Chartrets titel refererer i øvrigt til et andet dokument, nemlig Charter 77, der forfattedes af blandt andre Václav Havel som et angreb på det kommunistiske Tjekkoslovakiets negligering af basale frihedsrettigheder og demokrati. Ved offentliggørelsen blev Havel og chartrets medforfattere øjeblikkeligt opfattet som forrædere, og omdeling af dokumentet betragtedes som politisk kriminalitet. Det bør nok nævnes, at Václav Havel siden blev Tjekkoslovakiets sidste såvel som Tjekkiets første præsident.

Også på baggrund af ovennævnte er Charter 08 en voldsom provokation af det kommunistiske Kina, og det siger sig selv, at den kinesiske regering ikke er videre begejstret for prisen – hvilken hån mod det kinesiske retssystem er det ikke at uddele en fredspris til en mand, der i Kina sidder inde for forræderi? I vrede over Nobelkomiteens valg har Kina løsladt en kinesisk statsborger, der er fængslet for et tilstået mord på en norsk kvinde. Så jo, såmænd, at give fredsprisen til Liu Xiaobo er ganske rigtigt en eftertrykkelig reprimande til det kinesiske styre, men at den er tiltrængt, kan der vist ikke herske megen tvivl om.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører