Det er endeligt kommet frem, dog ikke til den store overraskelse, at S og SFs plan, Fair Løsning, slet ikke er så fair igen. Helt nye beregninger fra skatteministeriets embedsfolk dokumenterer, at hvor venstrefløjen tidligere har lovet, at gennemsnitspensionisten vil få flere tusinde kroner ekstra om året til sig selv, så vil den gennemsnitlige ældre faktisk opleve at miste penge, hvis oppositionen kommer til magten. Hvis vi ser bort fra, at pensionisterne i gennemsnit er dem med størst personlig formue[1], og at det derfor er en eklatant fejlprioritering at tildele dem flere penge, så viser det endnu en gang at oppositionens løfter minder mere om varm luft, end egentlig reelle garantier og konstruktive politiske forslag.
Et af de store problemer i oppositionens beregninger er, at de vil brandbeskatte cigaretter og anden tobak, dels for at øge indtægterne i statskassen, og dels for at øge folkesundheden i almindelighed, da folk naturligt vil ryge mindre hvis afgifterne stiger. Men i deres beregninger har de ikke taget højde for, at de faktorer unægtelig vil være dikotomier. Hvis folk ryger mindre, betaler de færre afgifter, og derfor vil også færre penge ende i statskassen – så ved at hæve tobaksafgifterne, kan man ikke både få færre rygere, og flere penge i statskassen – den detalje har de bare ikke indset i oppositionen.
I gårsdagens Deadline på DR2 (d. 03/11 2010) fik Helle Thorning dog fri mulighed for at forklare os, hvori misforståelsen ligger. Man kunne her have håbet på, at Helle Thorning ville forklare, hvordan oppositionen har regnet sig frem til deres tal, eller at hun ville have forsvaret sin målsætning, om at færre skal ryge, og derfor holdt fast i sit forslag. I stedet valgte Helle Thorning at beskylde skatteministeriets embedsmænd for bevidst at manipulere med deres beregninger. Hun beskylder ikke skatteministeren, ikke de folketingspolitikere der sidder regeringen, men Danmarks embedsapparat – dem som et langt stykke hen ad vejen, står for den daglige drift, af projektet Danmark. De embedsmænd der sidder i skatteministeriet, er nogle af de dygtigste økonomer Danmark har at byde på, der sætter en stor ære i, at levere et godt, gennemarbejdet produkt. Mange af de danske embedsfolk sidder under forskellige regeringer, og er derfor nødt til at levere objektive og korrekte informationer.
Når Thorning så anklager embedsfolkene for at manipulere med information, så skyldes det enten at hun er fuldstændig uvidende om, hvilke standarder der sættes til det danske embedsapparat, eller at hun er så arrogant, at hun ikke vil acceptere, at oppositionens plan ikke holder – men i stedet beskylder nogle af Danmarks dygtigste regnedrenge for at være politiske lejesvende.
Min opfordring til oppositionens leder er, at hun i stedet for at forsøge at frasige sig ansvaret for fejl og mangler i oppositionens eget økonomiske udspil, og så i stedet brugte lidt tid på, at stille vælgerne et politisk program i vente, der bare er en anelse seriøst.
[1] Danmarks statistik har dokumenteret at ældre over 65, gennemsnitligt har en formue der er tre gange større end resten af Danmarks befolkning http://www.dst.dk/OmDS/BagTal/Arkiv/2007-08-30-Hver-femte-har-mindre-end-10000-i-banken.aspx

Arrogance eller uvidenhed?