Skyd dog på de rigtige!
Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning
I går tonede forskellige interessenter fra Liberal Alliance så frem på skærmen, for at duellere med udvalgte venstrefolk fra regeringen, i en debat om hvilket parti der retmæssigt kan kalde sig ”Danmarks Liberale Parti”. Man kan jo diskutere relevansen af en sådan debat, da det jo kun kan ende med (hvilket det også gjorde), at to partier, med samme ideologiske ballast, sabler hinanden ned. Det svarer til, at to angribere på samme fodboldhold har mere travlt med at kritisere hinanden for ikke at score nok mål, frem for at arbejde sammen om at vinde kampen.
De udfordringer Danmark står over for, reelle økonomiske og strukturelle problemer, bliver ikke løst ved, at vi diskuterer, hvem der er mest liberal, og leger ”min far er stærkere end din far”. Det er tid til, at det borgerlige Danmark stopper med at forsøge at spænde ben for selv, ved internt at strides om, hvem der er mest reformvillig, eller fører den mest ansvarlige politik, og i stedet hopper i arbejdstøjet, og får sat skub i reformerne.
Oppositionen har haft det alt for let, og har senest nemt kunne skøjte hen over finanslovsforhandlingerne, i al anonymitet, uden at tage stilling til noget som helst – og uden at give et selvstændigt bud på, hvad en rød regering vil kunne tilbyde. Det er nu at angrebene skal rettes mod venstrefløjen, der mener, at kunne løse hele verdens problemer, hvis bare vi arbejder 12 minutter mere, og så beskatter de modbydelige millionærer noget mere. Oppositionen skal begynde at stå til ansvar over for vælgerne, klarlægge hvad de reelt har at tilbyde, i stedet for konsekvent bare at stille sig over i hjørnet, og kritisere regeringen for ikke at gøre det godt nok.
Som liberale må vi rette vores skyts mod den rigtige fjende. For bliver regeringen væltet til næste valg, er det ikke Anders Samuelsen, Ole Birk Olesen, og et overflødighedshorn af liberale reformer der træder i stedet. Det er derimod en flok forbudselskende, reformforskrækkede, skatteelskende, ansvarsfratagende røde, socialister, der kommer til at indtage ministertaburetterne. Hvis ikke vi ønsker, at Ole Sohn trækker sit kommunistiske arvegods med ind i finansministeriet, skal de borgerlige partier stoppe med at skyde hinanden i sænk, og i stedet træde i karakter, og sætte venstrefløjen til vægs, så vi fortsat kan have en borgelig-liberal regering ved roret i Danmark.

Emma Holst skrev en kommentar fredag, 3. dec 2010 kl. 00:31
God artikel, jeg er meget enig.
Det er utroligt som politikere har så travlt med rakke ned på hinanden i stedet for at levere noget. Det er noget så frustrerende.
Og så er din sidste pointe med, at det jo altså ikke er LA der tager over, hvis vi taber, men en (endnu mere) rød regering.
Godt skrevet :-)
Adam Rygaard Poulsen skrev en kommentar søndag, 3. apr 2011 kl. 08:42
Der er altså en grund til at vi skyder på jer. I har spildt ni år på at lege socialdemokrater. Kom nu ind i kampen!
Niels Fernstrøm skrev en kommentar søndag, 3. apr 2011 kl. 23:52
Jaja, det er den sædvanlige svada vi hører fra LA/LAU. Kan godt være vi ikke har været liberale nok, men der er altså gennemført liberal politik. Vi er også nødt til at være realistiske – hvis ikke vi tager nogle midtervælgere, så gør socialkammeraterne det og så taber vi magten. Hurra hvor får vi så meget liberal politik gennemført. Jeg vil mene, det er jer der bør komme ind i kampen og erkende hvem den rigtige fjende er.
Jakob Engel-Schmidt skrev en kommentar mandag, 4. apr 2011 kl. 09:39
@Adam: Flertallet af LAs kandidater har brugt de seneste 9 år på at støtte de Socialistiske alternativ. Du ved, det der med sten og glashuse. Kom ind i kampen og ret kanonerne mod de rette…
Toft skrev en kommentar onsdag, 6. apr 2011 kl. 09:02
Der er jo da i hvert fald ingen grund til at skyde på et parti, hvis næstformand citerer Karl Marx og hvis formand siger:
“Jeg har ingen ambitioner om at skære den offentlige sektor ned. Tværtimod er jeg rundet af en ambitioner om, at vi skal udvikle vores velfærdsamfund”
Christ…
Niels Fernstrøm skrev en kommentar onsdag, 6. apr 2011 kl. 22:21
@Toft: Vi bliver ikke uenige om, at Venstre ikke er liberale nok. Jeg siger blot, at vi får mere liberal politik gennemført med Venstre ved magten end med S-SF. Det håber jeg da vi kan blive enige om – især hvis vi kommer til at afhænge af LA?
Toft skrev en kommentar torsdag, 7. apr 2011 kl. 19:25
@Fernstrøm: Næsten enig (Det hører vist ellers sjældenhederne til :) ). Du kan modificere det til, at der kommer mindre socialistisk politik ud, når det er VK, der er i regering frem for S-SF.
Når det er sagt, så synes jeg bare stadig, at det er helt legitimt at kritisere Venstre for at være uliberale. Specielt når Kristian Jensen og Lars Løkke lukker sådan noget ud, som de gjorde den anden dag.
Så mener jeg faktisk, at man bør kritisere Venstre. Jeg kan heller ikke forstå, at der ikke er flere VU’ere, der stejler, når Kristian Jensen citerer Marx.
Andreas Oxholm skrev en kommentar fredag, 8. apr 2011 kl. 12:21
Selvfølgelig er det legitimt at kritisere Venstre – det skal jeg da være den første til at støtte op om.
Men at liberal alliance, i desperation for at få flere vælgere, bruger mere tid på at fortælle danskerne hvor skidt Lars Løkke klarer sig, end de bruger på at bekæmpe det uliberale regeringsalternati kan kun ende i én ting – en dødsspiral for det borgerlige danmark.
Jeg har hilst Liberal Alliance velkommen fra dag 1 – det har været befriende at have et parti ude for regeringen, der har kunne markere sig med nogle gode borgerlige synspunkter. Men jeg har mistet meget for Liberal Alliance efter den hetz de kører mod regeringen, næsten dagligt, i de landsdækkende aviser.
Dels forstår jeg det ikke, for vinder det borgerlige Danmark ikke næste gang – så får LA da absolut intet at skulle have sagt – held og lykke med at tale skattenedsættelse og fyring af 40.000 offentlige ansatte, med finansminister Ole Sohn! Dels kan jeg ikke se, at man som liberalt parti vælger at skyde på den regering der går til valg på efterlønsreformer, omstruktureringer af SU’en, senere tilbagetrækningsalder, sanering af de offentlige udgifter, når man kunne skyde på dem der vil gældsætte Danmark, bruge endnu flere penge i det offentlige, og vil indføre flere skatter? Hvis ikke det kun er fordi det handler om en kynisk optimering af sin vælgerskare, så forstår jeg det bare ikke.
Toft skrev en kommentar fredag, 8. apr 2011 kl. 16:39
@Andreas
Fordi det ikke er godt nok. At S-SF er værre er ikke et argument. Jeg er enig i, at skytset i højere grad skal rettes mod S-SF, men der er behov for, at der er nogle der påpeger, at fordi man vil afskaffe efterlønnen om 8 år, så har man ikke reddet fremtidens økonomiske udfordringer. Faktisk langt fra. Der skal skæres meget mere ind til benet.
Og S og SF kan komme med nok så mange latterlige forslag, men sandheden er, at det er VK, der styrer bussen i øjeblikket. Og de kører simpelthen ikke hurtigt nok.
Niels Fernstrøm skrev en kommentar lørdag, 9. apr 2011 kl. 12:54
@Toft: Så har vi også prøvet at være (næsten) enige – det er jo en fornøjelse ;) Og nu bliver vi det jo nok igen: Ja, det er legitimt at kritisere Venstre.
Jeg er sådan set enig i at det, at S-SF er værre, ikke er et argument for at regeringen har gjort det hele godt og rigtigt. Men som situationen er nu, risikerer vi at tabe magten til de røde og det vil være værre. I sådan en situation, synes jeg vi skal rette skytset mod den fælles fjende i stedet for at kæmpe kampen om at vælte regeringen for dem. Når vi så har vundet, ser jeg da gerne, at vi kritiserer Venstre når de ikke er liberale nok – det synes jeg da også VU har gjort gennem de sidste mange år.
Du siger at bussen ikke kører hurtigt nok – men den kører da. Lige pt. er I gang med at stoppe den og sætte i bakgear…
Toft skrev en kommentar onsdag, 13. apr 2011 kl. 12:33
@Fernstrøm: Uanset, hvornår Kristian Jensen måtte sige, at vi skal yde efter evne og nyde efter behov, så skal han have at vide i meget kraftige vendinger, at han er en klovn.