I en tv-tale til nationen har Ægyptens vicepræsident, Omar Suleiman, annonceret præsidentens øjeblikkelige afgang. Det sker efter gårsdagens tale, hvori nu forhenværende præsident Hosni Mubarak trods demonstranternes vedvarende protester meddelte, at han blev siddende indtil valget i september. Det ægyptiske militær overtager midlertidigt magten – endnu forlyder intet om, hvorledes en ny regering skal sammensættes.

Militæret tager imod magtoverdragelsen, selv om der ikke synes at være tale om et traditionelt militærkup. Tværtom har en talsmand flere gange i dagens løb udtalt sig til pressen med løfter om snarligt startskud til en demokratisk proces i Ægypten. I udtalelserne har han bl.a. betonet, at befolkningens krav om reformer og demokratisering er legitime, og bekræftet, at militæret agter at tage opgaven på sig: “Vi vil hjælpe Egypten med at opnå folkets ønsker.”

Voldsorgie undgås formentlig
Præsident Mubaraks titel har ellers indtil for nylig været solidt sikret af militærets opbakning, blandt andet fordi det ægyptiske militær, der har store kommercielle foretagender indenfor bil- og madproduktion mm., har gode grunde til at foretrække en stabilitet, der er tilstrækkelig til at beskytte militærets egne interesser. Den stabilitet har Mubarak hidtil været garant for, og det er efter al sandsynlighed de seneste dages massive folkeprotester overalt i Ægypten, der har overbevist militæret om, at en fortsættelse af Mubaraks regeringstid ikke længere kan garantere den ro og orden, de efterspørger.

Den nye udmelding om militærets magtovertagelse betyder formentlig, at omfanget af yderligere voldsudgydelser minimeres. Så sent som i går så det ellers ud til, at konflikten eskalerede. Mange demonstranter havde ventet, at Mubarak ville annoncere sin afgang. Da han tværtimod bekendtgjorde, at han agtede at fortsætte, var vreden hos de utallige ægyptere på Tahrirpladsen i det centrale Cairo ikke svær at få øje på.

Såfremt demonstranterne havde indledt et angreb på præsidentpaladset, og militæret var forblevet loyale overfor Mubarak, kunne Tahrirpladsens uroligheder være eksploderet i et sandt voldsorgie. Et orgie, der kunne have spredt sig med lynets hast, hvis Sikkerhedspolitiet, der er omtrent tre gange hærens størrelse og ubetinget loyalt overfor Mubarak, havde blandet sig i kamphandlingerne.

Lysner det i Mellemøst?
Selv om den vestlige verdens ledere i de senere dage i mere eller mindre bombastisk stil har proklameret, at Mubaraks tid er omme, vil hans afgang ikke nødvendigvis føre til en situation, der er entydigt ønskelig. Det Muslimske Broderskab, der officielt er forbudt i Ægypten, har i hans regeringstid vundet stadig flere ægypteres sympati. Broderskabet er et muslimsk parti, der har islamisering af Ægypten som erklæret målsætning.

Selv hvis hærens lovede forfatningsændringer og et frit, demokratisk valg til september bliver en realitet, risikerer vi således, at Det Muslimske Broderskab benytter lejligheden til om ikke at tage magten i landet, så i hvert fald tage del i den. En situation, der imødeses med frygtsomhed. Visse kommentatorer advarer om paralleller til shahens fald i Iran 1979, hvor ayatollaherne tilkæmpede sig styret.

Særligt Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har fremhævet denne skræmmende parallel og talt for, at en stærk og stabil diktator er bedre end et islamisk demokrati. Ægyptens relativt sekulære (og Israel-venlige) linje under Mubarak har netop været en af årsagerne til, at regimet er blevet stiltiende accepteret af vestlige ledere.

Iran 1979 og Ægypten 2011 er dog ikke sammenlignelige på alle områder. For det første var Mubarak ikke i samme grad som shahen i Iran en vestlig stråmand. Jovist, Mubarak havde gode forbindelser til især USA og fulgte de facto i visse dele af udenrigspolitikken blot den amerikanske instruks, men han var dog – til at begynde med – legitimt indsat efter mordet på Sadat i 1981 og havde mange ægypteres opbakning. Ikke som shahen i Iran, der inden revolutionen i 1979 faktisk var blevet tvunget til flugt én gang tidligere, hvorefter CIA havde iscenesat afsættelsen af den folkevalgte regering og shahens efterfølgende genindsættelse. En dygtigt udført manøvre, muligvis, men ikke en manøvre, der forbedrede shahens ry i befolkningen.

Det iranske præsteskab med dets allestedsnærværende indflydelse findes heller ikke tilsvarende i Ægypten. Medgivet, der findes religiøse mænd med indflydelse, men de har ikke samme tætte og tillidsfulde samarbejde med den ægyptiske handelsindustri, som det iranske præsteskab havde og har med den iranske. Heller ikke islamismens politiske udtryk, Det Muslimske Broderskab, er lige så populært i det ægyptiske samfund som det præsteskab, der overtog magten ved ayatollah Khomeinis kup i 1979. For at opnå denne popularitet mangler Broderskabet for eksempel helt oplagt en mand af Khomeinis støbning, der kan lede en magtovertagelse og vinde folkets gunst.

Dertil kommer, at de analyser, der understreger risikoen for islamisk magtovertagelse, tilsyneladende glemmer en afgørende ægyptisk spiller, der manglede i Iran 1979, nemlig militæret. Modsat datidens iranske militær, der ikke var forberedt på shahens fald og fremstod usikkert famlende, da det skete, har det ægyptiske militær i mange år fremstået som en anderledes selvbevidst og samlende kraft i det ægyptiske samfund. De ægyptiske generaler kender utvivlsomt til omstændighederne ved shahens fald og vil næppe lade noget tilsvarende hænde på ægyptisk jord. Især ikke, fordi den islamiske magtovertagelse i Iran medførte en brutal udrensning af shahens militære støtter. Mon ikke, militæret har lært historiens lektie og sætter en effektiv stopper for eventuelle islamiske kupforsøg? Måske vil man ikke engang afkriminalisere Broderskabets aktiviteter, når det kommer til stykket?

Demokrati frem for alt
Det kan meget vel tænkes, at dette skridt vil lade vente på sig. Huske må vi dog også, at om end det ikke er utænkeligt, at en demokratisering af Ægypten vil føre til større og mere formaliseret indflydelse til Det Muslimske Broderskab, er der i sig selv tale om markante fremskridt blot i og med, at demokratiske valg gennemføres. De sikkerhedspolitiske interesser, vi har i et stabilt og Israel-venligt Ægypten, må ikke forhindre os i at støtte den demokratiske udvikling, ægypterne har igangsat.

Når vi i Danmark går til stemmeurnerne ved valg til Folketinget, kommunal- og regionsbestyrelserne, tænker vi måske ikke meget over den frihed, hvormed vi vælger vort lands ledelse. Denne frihed og andre basale frihedsrettigheder har i årtier reelt været ikke-eksisterende for den enkelte ægypter. Som liberale er det vores forpligtigelse at insistere på, at en sådan undertrykkelse af individets rettigheder er utålelig, og være konsekvente i afvisningen af at lade sikkerhedspolitisk bekvemmelighed begrunde negligeringen af ethvert menneskes ret til de universelle friheder, vi tror på.

Demokrati er til enhver tid at foretrække – også hvis de mennesker, det ægyptiske folk vælger, ikke er dem, vi havde valgt i deres sted.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører