At en ung, arbejdsløs tunesisk akademikers selvantændelse blev startskuddet til et sandt virvar af oprør og folkelige protestbevægelser i snart sagt hele Mellemøsten, havde næppe mange ventet. I så forskellige lande som Algeriet, Marokko, Tunesien, Libyen, Ægypten, Jordan, Syrien, Irak, Saudi-Arabien, Iran, Bahrain og Yemen har befolkningen protesteret imod de siddende regimer.

Oprørets uforudsigelighed forklarer dog ikke, hvor den demokratiske verdens ledere blev af, da det brød ud. Hvorfor så man ikke en perlerække af sympati- og støtterklæringer til de nys opståede demokratibevægelser fra ledere som Obama, Merkel og Sarkozy? Eller sagt på en anden måde: hvorfor blev Vesten væk?

Det er der naturligvis en god forklaring på. Vesten, der stiltiende har accepteret de nu detroniserede diktatorers urimelige beherskelse og udnyttelse af deres respektive landes befolkninger, blev på det nærmeste taget på sengen af den pludselige bevægelse i regionen, hvilket understregedes af støtten til oprørerne, der kun langsomt og nølende blev meddelt alverdens medier.

Først da Ben Alis endeligt var en uundgåelighed, gav Vestens ledere oprørerne uforbeholden støtte. Især den tidligere kolonimagt i Tunesien, Frankrig (der først forlod Tunesien i 1956), vendte på en tallerken, da Ben Ali ikke stod til at redde. De første efterretninger om uro i landet affødte en fransk sympatierklæring med tilbud om intet mindre end militær assistance til nedkæmpelse af oprørerne.

Det er nærliggende at begrunde den franske støtte til Tunesien med et kolonialt broderskab, men sandheden er en anden. De franske interesser i området er omfattende, og det er til Frankrigs klare fordel, at landet er stabilt i tiden, der kommer. Fransk diplomati har således set med bekymring på de omkringliggende stater under islamisk herredømme, der har været langt sværere at finde fælles fodslag med, og ikke ønsket sig en sådan udvikling i Tunesien.

Ligeledes lod også en støtteerklæring til Ægyptens demonstranter vente på sig, indtil det stod klart, at Mubaraks dage var talte. Særligt Obamas meddelelse kom sent – USA og Ægypten har siden Mubaraks tiltrædelse efter mordet på Sadat i 1981 været allierede med tæt samarbejde om udenrigs- og sikkerhedspolitik, og Obama fik straks vrøvl for sin udmelding.

Israels præsident, Shimon Peres, sagde om Mubarak:

“Vi har altid haft og har stadig stor respekt for præsident Mubarak. Jeg siger ikke, at alt det, han har gjort, er rigtigt, men han gjorde én ting, som vi alle er ham taknemmelige for: han holdt fred i Mellemøsten.”

Peres’ ord afspejler det faktum, at Ægypten kort før mordet på Sadat som det første mellemøstlige regime indgik en fredsaftale med Israel. En aftale, Mubarak holdt i hævd, da han overtog magten – og som i øvrigt er enestående i den forstand, at kun ét af de øvrige lande, der nu i årtier formelt har været i krig med Israel, til dato har taget samme skridt.

John Mearsheimer og Stephen Walt, der er professorer i Statskundskab ved henholdsvis Chicago og Harvard University, beskriver i bogen Den israelske lobby, hvordan amerikansk politik – ikke mindst på udenrigsområdet – er under stærk påvirkning af en magtfuld jødisk lobby, der både officielt og i det skjulte har stor indflydelse i Washington. Jødernes frygt er, at Mubaraks fald vil føre til, at Det Muslimske Broderskab overtager magten i Ægypten, og faktisk har netop en demokratisk præsident i særlig høj grad grund til at lytte til jøderne i USA. De udgør nemlig en stor vælgergruppe – op mod 80 % af USA’s jøder stemmer gerne demokratisk.

I programmet Ellemann|Lykketoft på TV2 News, hvor de forhenværende udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen diskuterer udenrigspolitik med Martin Krasnik, spørger Krasnik i en udsendelse d. 28. januar, hvorfor Vestens ledere ikke klart har støttet oprørerne i Mellemøsten. Altså: hvorfor blev Vesten væk, Lykketoft?

Han svarer lakonisk: “Fordi de gennemgående de sidste 30-40 år har støttet de diktaturer, som nu er ved at falde sammen.” Så enkelt kan det i grunden siges: Vesten har sovet i timen, fordi forskellige økonomiske og sikkerhedspolitiske hensyn har gjort en stærk diktator til en mere bekvem løsning end et svagt og ustabilt demokrati. Og hvordan skulle udenrigspolitikken ellers have set ud, kan man spørge? Er det overhovedet muligt at føre en idealistisk udenrigspolitik, der betoner frihedsrettigheder og demokrati, uden at rage uklar med en lang række strategisk vigtige allierede? Vi er vel nødt til at samarbejde også med de regimer, der ikke deler vore idealer?

Utvivlsomt. Ingen stat kan være tjent med at isolere sig fra det mellemstatslige samarbejde i stædig insisteren på egne værdier og normer. Enhver fornuftig udenrigspolitik tager således et realistisk udgangspunkt: vi skal tale og samarbejde med alle, akkurat som man i øvrigt gør det med politiske modstandere i nationale parlamenter. Et er imidlertid at samarbejde med diktatorer, noget andet er at blåstemple dem. Der er ikke et modsætningsforhold imellem kritik af et regimes undertrykkelse af dets borgere og et samtidigt diplomatisk samkvem, når blot diplomatisk samkvem ikke er ensbetydende med rygklapperi, støttekroner under bordet og den legitimering, der er følgen heraf. En sådan praksis er hyklerisk og fratager os muligheden for at kunne forsvare vore egne værdier mod beskyldninger om dobbeltmoral og selvforherligelse.

Vi kan ikke undgå at anerkende, at deres findes diktaturer, som vi næppe uden videre får bugt med, og vor udenrigspolitik bør følgelig søge at skabe diplomatiske løsninger, der er tålelige for begge parter – uden dog at forskåne nogen for vor skarpe og tilbagevendende kritik af de repressive og menneskefjendske vilkår, der bydes de folkeslag, som diktatorerne uretmæssigt undertrykker. Tilbage er kun at sige til Vestens ledere: kom frit frem!

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører