Statsminister Lars Løkke Rasmussen foretog tirsdag den 8. marts en mindre ministerrokade. At denne ministerrokade skal redde regeringen fra katastrofale meningsmålinger virker måske ikke realistisk, men man kan som bekendt aldrig vide i moderne politik. Fra et ungdomssynspunkt er denne rokade dog utrolig essentiel. Peter Christensen, Troels Lund og Søren Pind er fremtidens folk i Venstre, og skal Danmark også i fremtiden være en vindernation, skal de nødvendigvis føre en markant vækst- og fremtidsorienteret politik. Det er også værd at bemærke, at alle de tre ministre har en fortid i VU, hvilket tydeligt beviser at et medlemskab i VU giver indflydelse og netværk.

Søren Pind skal genstarte kulturkampen. Danmark er et land baseret på værdier som personlig frihed, ligestilling mellem kønnene og respekt for lov og orden. Søren Pind skal i fremtiden sende det klare signal, at hvis du respekterer disse ”danske” værdier er du mere end velkommen – Men ønsker du ikke at leve efter disse normer, hvorfor skal du så tilbringe dit liv i Danmark? Hvis Danmark skal klare den globale konkurrence, bliver vi nemlig nødt til at tage bladet fra munden og komme de massive integrationsproblemer til livs.

Han bliver tvunget til at designe en politik der tiltrækker de dygtige indvandrere, der kan acceptere det danske samfund og bidrage til udviklingen, mens han må sætte alt politisk kapital ind på, at de som ikke ønsker at bidrage med andet end ballade og problemer får kærlighedens hårde hånd at føle.

Og netop den hårde hånd er relevant for den næste minister i rækken af de nyudnævnte. Den tidligere politiske ordfører Peter Christensen rykker nu ind i skatteministeriet. Her mindede hans forgænger til tider mere om Ole Stavad end om en liberal politiker, og den fremgangsmåde skal Peter Christensen død og pine ændre. Den hårde skattehånd skal nemlig slappe lidt af.

Han bliver nødt til at få regeringen tilbage i offensiven når det handler om skattepolitik, for Danmark har simpelthen ikke råd til at Ole Sohn og Nick Hækkerup får lov at præge den økonomiske debat. Derfor skal Peter Christensen lytte til økonomerne, erhvervslivet og vismændene og kæmpe for en sænkning af skattetrykket. Hvis min generation skal blive i Danmark, må og skal vi kunne konkurrere med vækstøkonomier rundt om i verden – også på skatten. Vi kan ikke bede ungdommen om at blive i landet og så samtidig brandbeskatte deres gode ideer og entreprenørskab. Iværksætterskatten må han afskaffe, topskatten skal en tur i maskinen og multimedieskatten skal være en saga blot, ellers nærmest opfordrer vi de unge til at forlade landet; og erhvervslivet med.

Ungdommen er i særdeleshed også relevant for den sidste af de tre ministre, nemlig Undervisningsminister Troels Lund Poulsen. På trods af uheldige nye tiltag i Skatteministeriet må han begynde med friskt mod i sit nye job. Den danske folkeskole halter efter andre sammenlignelige lande, på trods af milliardinvesteringer over de sidste år. Og med Indien og Sydøstasiens voldsomme fremmarch på uddannelsesfronten skal der skabes resultater på skoleområdet. Der skal gøres en ekstra indsats for, at alle elever kan læse og regne når de forlader folkeskolen, for hvis de nederste mursten ikke er lagt ordentligt, så ramler hele huset som bekendt. Troels Lund kunne muligvis starte med at følge op på tanken om universitetsuddannede folkeskolelærere? Drastiske midler skal der i hvert fald til.

Ydermere må han rette op på den slendrian, vi oplever på ungdomsuddannelserne. Med det almene gymnasium i frisk erindring er det ikke just imponerende gloser, der kan bruges. Vi bliver simpelthen nødt til at stille større krav til os studerende. Andre landes unge brokker sig nemlig ikke over, ikke at modtage verdens højeste SU, og de ville rynke på næsen af de studerendes arbejdsmoral, og især det faktum at man så let kan slippe af sted med det! Derfor bliver Troels Lund nødt til, at stille skarpt på de krav vi stiller til de mennesker der skal videreføre vores (stadigvæk) fantastiske samfund.

Dette var en ønskeseddel til de nyudnævnte ministre fra en ung dansker, der ønsker et attraktivt Danmark med høj vækst, en dygtig arbejdsstyrke og global konkurrenceevne. Der er nok at tage fat på, men kampen er så bidende nødvendig, at vi er tvunget til at tro på succes.