Al Qaeda efter bin Laden

Al Qaeda efter bin Laden
Af Isak Krab Koed Offenliggjort 3 maj, 2011

Osama bin Laden er død. Efter ti års intens jagt lykkedes det i søndags endelig amerikanerne at få ram på Osama bin Laden, og netop nu fejres amerikanernes sejr verden over. I den forbindelse kan vi passende spørge os selv, hvad drabet på Osama bin Laden betyder for Al Qaedas virksomhed? Indvarsler hans død Al Qaedas endeligt og en ny, terrorfri verdensorden, eller kan den knapt mærkes i en terrororganisation af geografisk og intellektuel decentral karakter, hvor aktioner planlægges af løst organiserede og mere eller mindre spontane enheder, der opererer uafhængigt af Al Qaedas topfigurer?

I besvarelsen af dette spørgsmål kan det være nødvendigt at skelne mellem på den ene side Al Qaedas evne til at gennemføre operationer og på den anden side bevægelsens evne til at mobilisere fremtidige generationer og skabe folkelig opbakning blandt verdens muslimer.

Hvad angår den rent operationelle kapacitet er de fleste eksperter enige i, at bin Ladens død ikke umiddelbart har den store betydning. Modsat en national militær enhed, der har et klart geografisk og intellektuelt center (hjemlandet og militærets ledelse), er en terrororganisation som Al Qaeda nemlig decentralt organiseret. Med andre ord har organisationen ikke en enkelt bagmand, der koordinerer og planlægger dens aktiviteter, ligesom der heller ikke findes et decideret hovedkontor. Det er givet, at bin Laden og hans nærmeste har været orienteret om meget af det, der er foregået, men majoriteten af de terroraktioner, verden har set siden 11. september 2001, er formodentlig i al væsentlighed blevet planlagt af autonome terrorgrupper.

Alligevel er de fleste eksperter enige om, at tabet af bin Laden udgør et vigtigt tilbageslag for Al Qaeda-bevægelsen. Den afgørende grund til, at dette er en korrekt analyse, er bin Ladens symbolske betydning. Alene i kraft af, at han var en af bevægelsens oprindelige grundlæggere, talte han med særlig legitimitet. Dertil kommer, at bin Laden var en dygtig retoriker, en karismatisk personlighed og ikke mindst et kendt ansigt for såvel verdenspressen som det store flertal af muslimer.

Bevægelsen vil utvivlsomt inden længe vælge en ny leder og gøre et ihærdigt forsøg på at køre vedkommende i stilling. Mest oplagt er bin Ladens højre hånd, Ayman al-Zawahiri. Imidlertid er den gængse vurdering, at bin Laden i kraft af de ovenfor beskrevne karakteristika havde nogle kvaliteter, som al-Zawahiri ikke lever op til. Ph.d. og lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen, siger eksempelvis om al-Zawahiri, at han “ikke [har] de samme evner som bin Laden, [...] er ældre, mere tør og ikke taler lige så godt,” og det er et skudsmål, der er udbredt enighed om.

Al Qaeda forsvinder ikke uden videre, blot fordi bevægelsen må udnævne en leder af ringere kvalitet end den foregående, men man kan med rette håbe, at bin Ladens død vil gøre det besværligere at rekruttere nye medlemmer og opretholde den nuværende folkelige opbakning. En sådan svækkelse vil efter al sandsynlighed medføre, at Al Qaedas autoritet som paraplyorganisation mindskes – en situation, der dels kan forårsage intern splittelse imellem forskellige grupperinger, dels kan gøre bevægelsen ude af stand til at planlægge og udføre storstilede terroraktioner a la angrebet på World Trade Center i september 2001.

Venter man, at bin Ladens død indvarsler en ny, terrorfri verdensorden, bliver man ganske sikkert skuffet. Hverken terrorister eller terroraktioner bliver vi fri for i den nærmeste fremtid, hvor hævnaktioner er overordentlig sandsynlige. Til gengæld kan man formentlig imødese en tid, hvor Al Qaedas svækkelse giver om ikke færre, så i det mindste mindre omfattende og dårligere planlagte aktioner.

Derfor er der – alt andet lige – noget om snakken: bin Ladens død er en sejr for den frie verden.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører


Kommentarer

    Peter skrev en kommentar mandag, 9. maj 2011 kl. 21:32 

    Kære Isak Krab Koed. Selv om jeg er aldeles enig i påstanden om Bin Laden er en skidt knægt, Ændre det ikke på faktummet at han officielt aldrig er anklaget af FBI for terror aktionen på World Trade Center i september 2001. til gengæld ligger FBI ifølge eget udsagn inde med beviser hvor Osama anklages for at støtte ambassadebombningerne i Kenya og Tanzania økonomisk OG kun økonomisk…


eller udfyld dine kontaktoplysninger: