Dokumentaranmeldelse – “Præsidenten”

Dokumentaranmeldelse – “Præsidenten”
Af Niklas Milthers Offenliggjort 3 maj, 2011

Christoffer Guldbrandsen, som står bag dokumentaren ”Præsidenten” er, en anerkendt dokumentarist, som blandt andet har lavet dokumentarfilmen “Fogh bag facaden(2003)”, der følger statsminister Anders Fogh Rasmussen op til og under EU-topmødet i efteråret 2002. Her fik Christoffer Guldbrandsen lov til at filme under de afsluttende forhandlinger om EU´s udvidelse mod øst. Ud over det har han en uddannelse fra Danmarks Journalisthøjskole og London City University. Siden da har han lavet en række dokumentarer for DR.

Sidste nye skud på stammen er “Præsidenten”, hvor Christoffer endnu engang går bag magtens facade. Denne gang er det med fokus på de forhandlinger, der har fundet sted mellem de europæiske statsoverhoveder om reformtraktaten som blev til Lissabontraktaten og ligeledes, hvorfor Herman Van Rompuy, Haiku digteren, blev EU´s svar på amerikanernes George Washington.

For første gang får offentligheden adgang til en af de vigtigste og mest ejendommelige beslutningsprocesser i Europas nyere historie. Ambitionen var en stærk præsident for et samlet EU – resultatet blev noget helt andet. Mange havde netop troet, at den karismatiske forhenværende statsminister for Storbritannien ville blive EU´s første præsident. Dokumentaren fortæller historien om en supermagt, der skulle vælge en præsident, og endte med en mand der ikke ville have jobbet. Det er en film, hvor Europas stats- og regeringschefer for første gang giver deres uforbeholdne mening om hinanden til kende og det EU, som de næsten alle tror på – men hvis fremtid de frygter.

Dokumentaren er yderst interessant, da Christoffer har formået at inddrage flere tidligere statsoverhoveder såsom Gerhard Schröeder og Jacque Chirac. Det var for mit vedkommende en yderst interessant oplysning, at Gerhard Schröeder kæmpede under forhandlingerne for, at EU´s landbrugsstøtte skulle afvikles, men at Jacque Chirac stillede sig imod og dermed ødelagde muligheden for, at man ved godkendelsen af Lissabontraktaten kunne have været sluppet af med EU´s mest uhensigtsmæssige støtteordning. Det tyder på, at alt håb ikke er ude endnu, hvad angår afskaffelsen af denne støtteordning.

 Har man en interesse for den EU politiske scene, vil min anbefaling klart være, at “Præsidenten” er en dokumentar, der skal ses. Den giver en yderst god indsigt i, hvordan EU politik bliver forhandlet mellem EU landenes statsoverhoveder. Lige nu arbejder jeg på, at få fat i dokumentaren, så den kan blive en del af mit oplægskatalog, da jeg finder denne dokumentar yderst relevant.


Kommentarer


eller udfyld dine kontaktoplysninger: