Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har nu fremlagt deres længe ventede økonomiske plan frem mod 2020, og det er spændende læsning! Titlen “Fair Løsning 2020” viser meget godt, at der er en del genbrug fra deres tidligere plan “Fair Løsning”, som de fremlagde for et år siden. Genbrug er ofte en god ting, men det er ikke tilfældet denne gang.
Endnu en gang satser S og SF på, at fagbevægelsen kan komme med de afgørende milliarder, som S og SF ikke vil finde i efterlønnen. I det tilfælde at vi får en ny rød regering, indkaldes der derfor til trepartsforhandlinger med lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationerne. Det lyder bekendt og så vidt jeg husker, gik det ikke særlig godt sidste gang, fagbevægelsen skulle bidrage med 12 minutter mere – men måske hjælper det denne gang, at de får en ordentlig stak penge i lommen. Fagforeningerne kan med den nye plan nemlig se frem til, at loftet over fradrag for fagforeningskontingenter fjernes.
En ny rød regering vil også give virksomhederne en kick-start i form af et “investeringsvindue”, som det hedder i den nye plan. Dette vindue består i at danske virksomheder i 2012 kan afskrive investeringer i maskiner med 100 procent. Dette vil få flere virksomheder til at føre planlagte investeringer ud i livet. Da forslaget blev fremlagt første gang i april, kom der stor kritik fra erhvervslivet, idet en sådan kick-start vil få mange virksomheder til at udskyde investeringer i 2011 til 2012. Dermed vil industrien altså ikke få en kick-start men derimod en kick-stop. Effekten af et sådant tiltag vil altså i høj grad komme an på, hvornår en evt. ny rød regering kommer til magten.
Men at staten i langt højere grad skal til at blande sig i markedet, kommer ikke kun til udtryk gennem et “investeringsvindue” – det bliver meget værre! Der ligger forslag om, at ATP og LD skal kunne drive finansiel virksomhed for at skabe større konkurrence på udlånsmarkedet. Dette har intet med øget konkurrence at gøre! Det er konkurrenceforvridning på højeste niveau. Bankerne skal ved et sådan forslags gennemførelse kæmpe en urimelig kamp mod de to store pensionsfonde, der har staten i ryggen. Reelt er der her tale om oprettelsen af to nye statsbanker.
Men bankvirksomhed er ikke det eneste de to pensionsfonde får lov til at drive. De skal også konkurrere på vedligeholdelsen af offentlige bygninger og veje. En opgave som ellers ville blive givet til private.
Ligeledes ser vi, at S og SF åbner op for at offentlige-private selskaber skal have mulighed for at konkurrere på mange andre områder, idet kravet, om at offentlige myndigheder skal sælge deres aktieandel, hvis salget til andre end kommuner og regioner overstiger 25 %, fjernes.
Offentlige institutioner skal også have lov til at tilbyde tilkøbsydelser, som de private udbydere ellers har stået for. S og SF mener, at dette vil give lige konkurrencevilkår mellem den private og offentlige sektor. Igen en omgang sludder – det er og bliver konkurrenceforvridende!
Det er derfor tydeligt, at Ole Sohn har haft stor indflydelse på udformningen af “Fair Løsning 2020”. Carina Christensen (K) kalder et af forslagene for betonsocialisme, og jeg er da tilbøjelig til at give hende ret!
Som forventet fremgår en ny millionærskat også i planen. S og SF påstår, at de derfor kun vil sende skattestigninger til de rigeste. Dette er ikke sandt, da der i “Fair Løsning 2020” også langes ud efter bankerne. Gang på gang har S og SF udtalt at bankerne var skyld i finanskrisen og derfor mener de nu, at bankerne skal betale regningen i form af skattestigninger. Problemet her ligger blot i, at bankerne er ejet af aktionærerne, som er ganske almindelige mennesker. Det er aktionærerne og bankens øvrige kunder, der kommer til at opleve konsekvenserne af skattestigningerne. Direktørerne og andre “onde” mennesker vil ikke kunne mærke det. De har deres ganske udmærkede lønninger og fratrædelsesordninger og det kan Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ikke gøre noget ved!
Der er selvfølgelig mange andre elementer i den nye plan som ikke er nævnt her. Dog synes jeg, at et sidste emne fortjener lidt opmærksomhed: Vink farvel til lakridspiberne! Hvis en rød regering kommer til magten får vi de lovede afgiftsstigninger på cigaretter og usunde fødevarer.
Jeg er ikke meget for at skulle undvære lakridspiberne, så skal vi ikke sørge for at VK-regeringen får endnu en periode ved magten. Alternativet er simpelthen for skræmmende.

En Unfair løsning