EU-forslag: Forbyd korte flyruter og send passagerer med højhastighedstog

EU-forslag: Forbyd korte flyruter og send passagerer med højhastighedstog
Af Niklas Milthers Offenliggjort 9 maj, 2011

EU´s kommissær for Transport, Siim Kallas, er kommet med et yderst drastisk forslag, som kan blive til et lovforslag. Dette forslag bygger på, at man over de næste 40 år vil reducere luftfartsektorens CO2-udledning med 60 %. Dette kan der på ingen måder bakkes op omkring fra VU. Luftfartens samlede CO2-udledning tæller 10 % ud af den samlede CO2-udledning og derfor virker det ikke rationelt, at man angriber luftfarten som den store syndebuk. Hvad med alle kul- og oliekraftværkerne? Er det ikke på tide, at de blandt andet bliver udskiftet med atomkraft?

At man i EU bliver enige om fælles hensigtserklæringer på at reducere CO2-udledningen over et vist antal år er i sig selv en ganske udmærket ide, da klima- og miljøproblemer ikke kender landegrænser. Men at gå derfra til, at man fra centralt hold vil regulere og styre, hvordan landene i EU skal gribe problemet an, kan på ingen måder accepteres.

Følgende skal ikke argumentere for, at man skal styre det fra centralt hold, men hele det europæiske kontinent har været igennem en gevaldig global økonomisk krise, der har rystet det økonomiske fundament. En del lande i EU har store problemer med deres budgetter. Det vigtigste er først og fremmest, at der bliver skabt fred og ro til at man kan løse de økonomiske problemer. Et yderligere pres på allokering af ens budgetter er ikke nødvendigt og hensigtsmæssigt.

Derudover, virker det underligt, at Siim Kallas bygger hans forslag på Heathrow lufthavn som har store problemer med underkapacitet og manglende infrastruktur. I mine øjne er det et nationalt anliggende, der skal løses nationalt. I Danmark har vi ikke problemer med kapacitet i vores lufthavne, men højhastighedstog er ikke løsningen på reducering af CO2-udledning fra luftfartsektoren. I Danmark har vi ikke infrastruktur til at kunne sætte højhastighedstog fra f.eks Aalborg til Kbh. Det vil blive yderst omkostningsfuldt, hvis denne skal bygges, alt imens det på samme tid skal være økonomisk og tidsmæssigt rentabelt for en pendler at vælge højhastighedstoget frem for flyveren.

 Nu er jeg politolog og har derfor ikke den rette akademiske uddannelse, til at udtale mig med den store tyngde, men i mine øjne virker det søgt, at man konstant snakker om kraftigere og kraftigere CO2-reduceringer. Er målet, at man reducerer til 0 % CO2 udledninger? Der har altid været en naturlig forekomst af CO2-udledning på kloden, og derfor må målet i højere grad være, hvor stor en menneskelig CO2-udledning kan accepteres. Det man kan håbe, som jeg også tror, bliver tilfældet, at de naturlige barrierer der ligger i Lissabontraktaten vil forhindre, at lovforslaget bliver vedtaget, hvis det vel og mærket bliver til noget.


Kommentarer

    Torben O skrev en kommentar torsdag, 12. maj 2011 kl. 11:08 

    Et kort svar fra en teknolog:
    Som jeg ser det, er det 2 løsninger på samme problem, hvor du har valgt side. En mulighed er naturligvis at gå efter de største syndere til CO2-udledning, idet det er her man kan opnå de største resultater med een indsats.
    En anden løsningsmodel er vel at gå efter alle de mindre gevinster, hvor man kan prioritere de indsatsområder hvor man får størst “gevinst” for pengene. Det kunne være med et forslag (eller lignende) som det der her kritiseres.

    Som jeg ser din kritik af forslaget omhandler det både økonomi og topstyring fra EU:
    - mht økonomi tror jeg at du har svært ved at underbygge dine påstande. Specielt må man vel her huske på at Danmark ikke er et typisk land i EU.
    - Hvis EU ikke skal have nogle sådan restriktioner, hvorfor er vi så en del af et europæisk samarbejde? Burde vi så ikke gå tilbage til et udelukkende økonomisk samarbejde?

    Daniel Vestergaard skrev en kommentar fredag, 13. maj 2011 kl. 08:33 

    Jeg er heller ikke ekspert omkring CO2 og hvor meget et fly udleder. Men jeg ved, at EU’s embedsmænd, kommissærer etc. flyver mellem Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg cirka hver dag.
    Så Siim Kallas har altså ikke kalkuleret med, hvad hans kollegaer selv benytter sig af: nemlig at flyve rundt mellem de tre vigtige byer og medlemslandene.

    Så før han fremsætter sådan et forslag, skulle han måske lige tænke sig om…


eller udfyld dine kontaktoplysninger: