Vi slutter serien af, med tredie og sidste artikel om, hvad der driver det liberale værk, hos masser af VU’ere. Fritvalgt medlem af VU’s forretningsudvalg, tidligere formand for VU Aalborg, byrådsmedlem og mangeårigt medlem af Venstres Ungdom, Mads Duedahl, fortæller sin beretning om, at være liberal, og hvad der fik Mads meldt ind i VU til at starte med.

 

Mit liberale udgangspunkt

Min oldemor udtalte engang ordene: ”Et ægte fællesskab er et arbejdsfællesskab”. I den forbindelse henviste hun til det fællesskab som hun kendte fra sit liv i landbruget, i starten af det 20. århundrede. Her fandt naboer et frivilligt fællesskab som bundede i udførelsen af et stykke arbejde – til tider af lyst, men i lige så høj grad af nød. Og netop min oldemors udsagn danner rammen om min grundlæggende liberale forståelse. Jeg hylder de fællesskaber, som er opstået af den fri vilje, og mener at et samfund kun kan fungere, så længe befolkningen er villige til at påtage sig et personligt ansvar. Fællesskaber skal ud fra mit synspunkt aldrig dannes på baggrund af tvang og formynderiske bestemmelser. Derimod bør frivilligheden til en hver tid være den bærende bjælke, for kun sådan skaber man et bæredygtigt samfund, hvor borgerne ser rimeligheden i at støtte de få som ikke kan, og nødvendigheden af at alle andre påtager sig et personligt ansvar for eget liv.

I denne sammenhæng er det vigtigt at huske på, at rygraden i vores samfund gennem de sidste hundrede år, ikke har været den offentlige sektor, selv om mange forsøger at fremstille dette som et faktum. Vores samfund har i lige så høj grad støttet sig op ad de borgere som netop forstod betydningen af de frivillige fællesskaber. Dette ses f.eks. i forbindelse med forsamlingshusene, menighedsrådene, boldklubberne, osv. Disse tanker og holdninger som bl.a. udspringer fra andelsbevægelsens tid, har i tidens løb forankret sig i vores foreningsliv, som på frivilligt basis har løftet mange samfundsgavnlige opgaver. Denne indsats er derfor blevet uundværlig for at opretholde et velfærdssamfund, og giver os samtidig en mulighed for i fremtiden at mindske den offentlige sektor uden at vi taber de svageste på gulvet. Netop derfor er det essentielt, at vi i fremtiden altid husker på betydningen af, at folk gør en frivillig indsats for fællesskabet – ikke fordi de skal, men fordi de har lyst. For det frivillige fællesskab lever af lyst, men dør af tvang, og derfor skal vi altid sørge for at det er værdsat at påtage sig et ansvar i vores samfund.

Tankegangen om det frivillige fællesskab og ideen om det fri og stærke individ er dog på retræten i samfundsdebatten, som i stedet ofte er domineret af personer, der klager over, hvor trang en skæbne de har haft, og hvor lidt samfundet har gjort for at de kan få den nye bil og det fladskærms-TV, som de anser for værende en grundlæggende menneskeret! I dag er mange politiske diskussioner på sørgeligste vis drejet hen mod argumenter gående på, hvor svage mennesker er og hvor hårdt det er at påtage sig et stykke arbejde. Men dette er for mig at se, en yderst mærkværdig måde at anskue verden på. I stedet burde vi tage hul på politiske debatter, som omhandler liberale værdier, som eksempelvis virkelyst og stolthed over at tage ansvar for sig selv og sine pårørende. På den baggrund kan man også godt forstå, hvorledes vi er endt som et land, hvor et flertal af den voksne befolkning står uden for arbejdsmarkedet, og nu må leve med en situation, hvor det er de få som skal betale til flertallet.

Hvordan kom jeg så in i VU?

Det var netop denne konstante hykleriske italesættelse fra venstrefløjen om at danskerne er svage og lider under de sociale massegrave, som de borgerlige partier har gravet siden 2001, som blev grundlaget for at jeg trådte ind i partipolitik. Lysten opstod for alvor, da jeg sammen med to kammerater efter at have afsluttet gymnasiet, valgte at tage på en jordomrejse. På turen kom vi bl.a. igennem lande som Vietnam og Cambodja, hvilke er lande der i høj grad er præget af fattigdom og mistro til systemet. Jeg spekulerede meget over, hvorledes disse lande var endt i en så sårbar situation som det er tilfældet, og svaret stod lysende klart. Forsøg på indførsel af ultra-venstreorienterede tiltag som planøkonomi, totale toldbarrierer og et menneskesyn der negligerer mennesker som individer, og kun ser dem som et værktøj for staten, havde sendt landet ud i det rene armod. Landenes abnorme problemer satte for mig, danskernes ynkelige misundelseskultur og deres daglige navlepilleri i relief. Jeg følte at debatten måtte vendes i vores samfund, så vi i fremtiden sørger for at tale vores borgere op, og ikke ned i et sort socialistisk hul, hvor de bliver placeret på livslange sociale ydelser – for det hul kommer de aldrig kommer op ad igen. Det er på tide at vi alle indser, hvor godt vi har det i Danmark, og hvor forkælede vi i bund og grund er blevet. I stedet for altid at se på, hvor stor en fladskærm naboen har, bør vi være glade den vi selv har, og acceptere at ikke alle, skal have det samme.

Selvfølgeligt er det centralt for mig, at vi er i Danmark er villige til at hjælpe de svageste i samfundet, så også de kan leve et værdigt liv. Men vi må også turde tage debatten om, hvor meget økonomisk støtte det er rimeligt at give folk som står uden for arbejdsmarkedet. For i vores bestræbelser på at skabe et godt velfærdssamfund, har vi klientgjort store dele af befolkningen, så de ikke længere føler at de kan løfte deres eget liv uden statslig støtte. Dette kan ikke være rigtigt, og derfor skal vi væk fra tankerne om at mennesket som udgangspunkt er svagt, og turde tage debatten om, hvorvidt absolut lighed er et mål som vi ønsker at efterstræbe. For mig var svaret enkelt, absolut lighed er på ingen måde et mål vi bør efterstræbe, for det er stagnerende og altødelæggende for et samfund, hvis der ikke er plads og frihed til forskellighed. Vi skal i stedet stræbe efter at opnå lige muligheder og bakke op en kultur, hvor det er legitimt at have succes og hvor vi hylder de mennesker som bærer de største byrder. Kun således kan vi skabe et samfund, hvor der dels er incitamenter for at uddanne sig og for at påtage sig et arbejde, samtidig med at der også er muligheder for stor social mobilitet, hvilket eksempelvis betyder at bondemandens søn, kan blive bankdirektør, hvis han har evnerne og lysten dertil.

Hvis vi i fremtiden skal opnå et frit Danmark er det endvidere centralt at vi husker på at kæmpe for retten til at være forskellige som mennesker. Vi skal ikke leve i et land, hvor staten skal have indflydelse på, hvilke tv kanaler du ønsker at se i dit eget hjem, vi skal derimod skabe et samfund, hvor vi anerkender alle mennesker og kulturer, så lang tid de ikke har til formål at bryde med andres frihed. Derfor skal det i fremtidens Danmark fortsat være et frit valg om man ifører sig en burka eller en bikini når man går en tur på stranden, lige såvel som det skal være et frit valg om man tager remoulade eller agurk på sin leverpostejmad, også selv om de to madvarer ikke er lige sunde. Vi må derfor i fællesskab tage kampen om, hvilken rolle staten skal spille. Skal en stat oplyse og sikre forebyggelse, eller skal det være den store big-brother stat som kontrollerer og forbyder? Lige nu ser vi desværre tendenser på det sidste, og det må vi som liberale individer gøre op med. Skal vi have et friere samfund, er det derfor vigtigt at magthaverne indser at forbud og forebyggelse langt fra er to sider af samme sag. Staten skal informere borgerne og involvere dem i deres eget liv, men samfundet skal for enhver pris afholde sig fra tvang, for det skaber udelukkende afmagt og mistro over for staten.

 Disse holdninger som jeg ovenstående har fremsat, fandt jeg gengældt i Venstres Ungdom, og derfor meldte jeg mig ind i foreningen. Og lige siden jeg modtog mit medlemskab, har det været en stor fantastisk rejse, hvor jeg har mødt mange spændende mennesker, deltaget i mange fede fester og vigtigst af alt, udviklet mig selv som menneske.