Tilbage i 2008 besluttede Europaparlamentet sig for, at der skulle oprettes et Europahistorisk museum. Det blev bestemt, at det skulle placeres i EU’s hovedstad – Bruxelles. Her kan undertegnede ikke lade være med at smile, da han selv har boet i Belgien i cirka 15 år. Smilet skyldes, at der nu kommer flere turistattraktioner end bare Grand Place, ølmuseumet, eller det at få sig en vaffel eller en gang pomfritter. 

Siden parlamentet i 2008 besluttede sig for, at der skulle oprettes et EU museum, har projektet ikke kørt helt gnidningsfrit. Man har klogt nok valgt, at museet skulle koncentrere sig om Europas historie efter 1945, for at undgå stridigheder om den rette historiske fremstilling af de mange århundreder før, hvor de europæiske lande sad i struben på hinanden. Man havde dog troet, at problemet var løst, i stedet opstod der et nye. Det har været utrolig svært at blive enige om, hvordan Europas efterkrigshistorie skulle forklares. Parlamentsmedlemmer fra Central- og Østeuropa frygter, at museet primært vil omhandle Vesteuropa, da deres respektive lande var indhyllet bag jerntæppet. Ikke nok med dette kræver de polske politikere, at der bliver taget større hensyn til kristendommens betydning for Europa, end der hidtil er planlagt. 

Danmark volder i og for sig også problemer i forhold til, hvordan det skal omtales på museet, da Danmark både har været duks og på samme tid har været i skarp modstrid med det europæiske projekt. Vi har blandt andet stemt nej til unionstraktaten tilbage i 1992 samt nej’et til forfatningstraktaten. Til sidst er der også de yderliggående politikere i parlamentet, der ikke kan se, hvad museet skal gøre godt for. Først og fremmest kommer det til at koste mindst 52 millioner euro oven i årlige driftsbevillinger på 13 mio. euro. Et ungarsk parlamentsmedlem har udtalt sig således ” Der er ingen grund til at bruge millioner på et museum for Europa. Med den fart, hvorpå vi taber indflydelse, geopolitisk og økonomisk, er Europa ved at ende som et stort museum”. 

Det sidste citat er utrolig sigende både for de enkelte medlemslande og EU. Det europæiske kontinent kører med expressfart til at blive et stort museum, hvor det europæiske museum i Bruxelles vil blive overskygget af et stagneret Europa. Man skal i højere grad overveje at fjerne fokus fra at diskutere petitesser, såsom et EU museum. Vi har hverken i EU eller i Europa brug for den type diskussioner og ”politiske” tiltag. Hele polemikken omkring et Europahistorisk museum i EU er symptomatisk for EU samarbejdet.

Når museet engang åbner dørene i 2014 vil undertegnede nok stadig foretrække en kold øl og en mitraillette på en god sommerdag i Bois de la Cambre, velvidende, at der nok sidder MEP’er og diskuterer endnu en politisk ligegyldighed.