Er indvandring en trussel for det danske demokrati?
Følgende artikel er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
I Venstres Ungdom ser vi positivt på multikulturelle samfund, hvilket er en naturlig følge af vores grundlæggende værdier om frihed til forskellighed. Vores syn på multikulturalitet møder dog ofte stor kritik fra folk på flere politiske fløje, som bl.a. beskylder os for at være ”naive”, ”på lønningslisten hos De Radikale” og endda ”ligeglade med danske værdier”.
Hvis man fremfører en sådan kritik af VU’s holdninger, må det skyldes at man anser indvandring for at udgøre en vis trussel mod Danmark – enten i forhold til vores kultur, vores demokrati eller begge dele. I Norge har vi netop set, hvor vidt en højreekstremist har været villig til at gå for at gøre opmærksom på problemstillingen om islam i Europa. En væsentlig del af Anders Behring Breiviks motiv for at udføre massakren på de unge politisk aktive har været at ”redde Vesteuropa fra muslimsk overtagelse” .
Det skræmmebillede om ”muslimsk overtagelse”, som også kan genfindes i dele af debatten hos Dansk Folkeparti, er dog svært at få til at passe med virkeligheden. Realiteten er, at blot 4 ud af 179 folketingsmedlemmer i Danmark har muslimsk baggrund. Disse 4 MF’ere er medlem af forskellige partier og blander ikke deres religion ind i politik. Enhver, der jævnligt besøger avisernes debatsider på internettet ved også, at det langt fra er yderligtgående muslimer, der dominerer debatten. Faktisk er det i langt højere grad de nationalistisk orienterede debattører, der er meget synlige i den offentlige debat.
Der kan altså ikke umiddelbart findes empirisk belæg for, at vi i VU har en ”naiv” holdning til indvandring. Tværtimod lever de danske værdier i bedste velgående. Aldrig før har der været så stort fokus på bevarelse af ytringsfriheden, tolerance og ligestilling mellem mænd og kvinder. Disse sejre for de danske værdier er opstået i kølvandet på både Muhammedkrisen og senest angrebet mod Norge, hvor hele den vestlige verden har vist deres støtte til de norske ofre.
Ovenstående betyder dog ikke, at vi bare skal læne os tilbage uden at anerkende trusler udefra. Vi kan aldrig tage for givet, at vores grundlovssikrede frihedsrettigheder vil bestå til evig tid. I dag kommer truslen dog ikke direkte fra muslimsk indvandring. Det er i langt højere grad højreekstremister som Anders Behring Breivik, der truer vores frihed. En mand, der begår to skrækkelige terrorangreb, hvoraf det ene var rettet mod almindelige unge, der bare gjorde brug af deres forsamlingsfrihed og ytringsfrihed.
En anden meget åbenlys, men dog mindre ekstrem trussel, kommer fra den danske venstrefløj. En af Socialdemokraternes og SF’s nyeste påfund er, at det i højere grad skal gøres strafbart at komme med kontroversielle og hadefulde ytringer på internettet. Hvis sådanne udvidelser af racismeparagraffens område bliver gennemført efter næste folketingsvalg, vil vi få et lidt mindre frit samfund, hvor politisk smagsdommeri vil gå forud for en fri debat. Dét er en reel trussel, som efter undertegnedes mening er langt værre end ”truslen” fra indvandring.

Connor Petersen skrev en kommentar onsdag, 10. aug 2011 kl. 14:12
Selvom jeg, til en vis grad, ser positivt på et multikulturelt samfund og går fuldt ud ind for “frihed til forskellighed”, mener jeg det er en naiv forestilling at tro at vores værdier (i form af demokrati, ytringsfrihed, religionsfrihed osv.) ikke er truet af islamistiske fundamentalister!
Under muhammed-krisen så vi at 2/3 af muslimerne i Danmark mente at man skulle sige undskyld/tage afstand fra tegningerne – altså undskylde og tage afstand fra vores ytringsfrihed, og det er da om noget stærkt bekymrende!
Indvandring i sig selv udgøre jo ikke nogen trussel, det er derimod indvandrering af religiøse fundamentalister der er farlige.
Jeg er enig med dig i at den ekstreme højrefløj og venstrefløj også udgøre en trussel, dog mener jeg også at denne trussel forekommer hos de islamistiske fundamentalister
Astridhg skrev en kommentar mandag, 15. aug 2011 kl. 14:36
Det farlige ved indvandringen er ikke udsigten til et multikulturelt samfund, men udsigten til et multikulturelt samfund hvor muslimer er fredet i tolerencens tegn og understøttelse gives til de, der ikke gider tilpasse sig det danske samfund, fordi det er lettere at leve efter egne regler i et parralelsamfund. Den virkelige fare er så efter min mening ikke indvandringen, men venstrefløjens naive (eller er det stemmegriske) strategi over for indvandringen.
Mathias skrev en kommentar torsdag, 18. aug 2011 kl. 13:39
Det er jo klart, at muslimer ikke står til at overtage Danmark, når de kun udgør 5% af befolkningen. Men hvis udviklingen fortsætter i Europa, så vil muslimer en dag bliver majoriteten, og “tage over”. Det er jo ren logik. Personligt så synes je,g at vi har rigelig af problemer med de 5%, der er her nu, og jeg tør slet ikke forestille mig hvordan Danmark ville være, hvis de udgjorde fx 50%.