Seasteading er ikke længere blot et filosofisk begreb eller et utopia, som nogle kunne ønske sig. Isle of Man, en af de mange øer i det Irske Hav, er blevet et politisk eksperiment, hvor man har givet selvstyre og troen tilbage til det frie marked.

Øen er ikke større end Bornholm, men har ændret sig radikalt, og er ikke længere en uskældt ”udkants”del af et samfund, men en plet med rivende vækst der hylder frihed. Man har skabt muligheden for at starte forfra. Øen, der ikke kun har bekæmpet arbejdsløshed, men også skabt interesse for virksomheder verden over, kommer friheden også til udtryk i parlamentet. Der er nemlig tale om et sted, hvor det er mere normalt at være løsgænger end at sidde i et parti. De valgte forholder sig altså for så vidt til egne holdninger og udtalelser, uden at skulle stå til ansvar for andres. Og når vi så er ved selvstændighed, individualisme og ansvar for sig selv, har staten også, i samarbejdes regi, trådt i karakter. Den lille ø, der råder over et noget så udstrakt selvstyre, har nemlig heller ikke nogen form for medlemskab af Den Europæiske Union.

Denne lille ø, der fik sin største selvstændigheds erklæring i 1866, 17 år senere end den danske grundlov, udlever altså nogle af de liberale drømme. Realpolitisk afgiver England mere og mere støtte til den lille region, der har taget opgøret med egne skoler og senest eget postvæsen. Nogle af de kampe liberale herhjemme kæmper med. Selvfølgelig er der også forhindringer der. Samfundet er ikke perfekt, og udfordringerne er da også nogle, som vi helst ville være frie for. Ethvert land eller selvstyre må kravle, før de kan gå, og når der tages valg er der også fravalg.

Som et af de lande i verden, der er rigest på øer og som godt kunne trænge til økonomisk vækst og udenlandsk kapital, er her en mulighed. Eksemplet er bedre end tal og lange rapporter. Nemmere at vise omverdenen end at skulle diskutere hvorfor ”Wealth Of Nations” havde en pointe med økonomien, og hvad solidaritet egentlig går ud på. Et samfund, der ændrer sig i takt med udviklingen, træffer valg og fravalg; lader selvstændigheden stå højere end omverdenspres, og tør tage kampen op mod både store og små aktører.

Der er altså et alternativ. Et der ikke kun hører til i bøger og foredragssale. I stedet for at sige ”nej tak, det tror vi ikke på”. I stedet for at hæve skatterne og fjerne selvstyret mere og mere fra kommunerne, burde man måske tage skeen i den anden hånd. Lade de danske øer finde ud af, hvad de kan og vil. Lade muligheden for at øge væksten ske noget mere, og sikre at de danske øer ikke kun er noget, som vi er stolte af pga. naturen og kulturen, men også fordi de er anderledes end resten af Danmark og tør vise det.

Danmark nåede til det land, vi er i dag på lidt mere end 160 år; nu har vi teknologien, og et sammenligningsgrundlag at gå ud fra for at skabe en anden form for samfund. Det burde ikke tage 160 år mere.