Det var med stor forventning, at undertegnede tog til Nordic-Baltic Youth Forum i Estland, da det for det første var et helt nyt projekt, hvor man ville samle en delegation fra de skandinaviske EU medlemslande samt de baltiske EU medlemslande. For det andet havde undertegnede aldrig været i et østeuropæisk land. Derfor var det yderst interessant, at forumet foregik i en estisk grænseby op til Rusland, Narva. Selve formålet med den første udgave af dette forum var at diskutere digitale medier i forhold til den demokratiske deltagelse, med deltagere fra nye og gamle demokratier. Dette skulle blandt andet medvirke til en udveksling af “gode” ideer. Dernæst var der en forhåbning, at lokationen af forummet ville give et godt indtryk over de stridigheder der er mellem Rusland og de nye EU lande.

Selve konklusionen på turen er kort og enkel – det var en stor skuffelse. Selve konferencen endte i høj grad med at blive en undervisning “a la” vores bedsteforældres, hvor man blev plantet på stole og skulle lytte med. Det interaktive mellem de forskellige deltager var på et meget lavt niveau. Deri bunder undertegnedes største kritikpunkt. Den danske delegation, som bestod af 15 deltagere, repræsenterede alle en politisk ungdomsorganisation, hvorimod sammensætningen af nogle af de andre delegationer ikke fulgte samme koncept som den danske sammensætning. Et eksempel på dette er, at dele af den finske delegation bestod af piger fra et musikalsk gymnasium. Det medfører, at den politiske debat imellem deltagerne til de forskellige oplæg mister indholdsmæssigt værdi. Ligeledes var indtrykket, at mange af deltagerne fra de andre lande ikke nødvendigvis havde særlig stor erfaring med det politiske arbejde, hvilket medførte, at kvaliteten af de spørgsmål de stillede ikke gjorde, at de svar der blev givet, var givende for de af os der havde større erfaring med det politiske arbejde.

På trods af, at selve det faglige i turen var på et yderst lavt niveau, så var det kulturelle aspekt af turen langt mere givende. Det var yderst interessant, at man fik samlet cirka 70 mennesker fra seks forskellige lande, hvor de færreste af os kendte hinanden i forvejen, men alligevel klingede vi godt sammen fra øjeblik vi fik sat os ind i bussen i Tallinn lufthavn mod grænsebyen Narva. For mig var det også noget af en oplevelse, at opleve byen Narva og dens befolkning, da jeg aldrig havde været i et østeuropæisk land som havde hørt under Soviet-Unionen. Selve byen bestod kun af betonbygninger, som var bygget kort tid efter krigens afslutning. Som vores turguide flere gange repeterede over for os var “ If you want to see great soviet architecture, Narva is the place”. Dette kunne man ikke lade være med at undre sig over, da selve byens og dens manglende mangfoldighed af varierende bygninger ikke fremstod storslående på nogen måder, men mest af alt gråt og trist. Ikke et sted man frivilligt vil flytte til, hvis man har haft sin opvækst i en almindelig forstad i det vestige Europa. Under selve turen kom vi forbi, hvad man mest af alt kan kalde en kæmpefabrik af dimensioner. I soviettiden lå denne fabrik uden for byen med cirka 20.000 ansatte. Denne fabriks eneste formål var at producere tekstil til resten af unionen som et led i det planøkonomiske Soviet.

Et andet aspekt der var yderst overraskende var, hvor vellidte EU er i Estland. Der blev ikke lagt skjul på det, hverken fra befolkningen eller fra myndighedernes side af.

Under den 3 timer lange køretur fra Tallinn til Narva, blev man konstant mindet om, at der bliver brugt en del midler fra EU´s strukturfondsmidler til renoveringen af vejen(infrastruktur), hvilken mest af alt minder om en dansk motortrafikvej, selvom det var hovedvejen der fører mod den russiske grænse. Selv i og omkring Narva understregede vores turguide, hvor godt det var med de her strukturfondmidler til renovering og fornyelse af infrastruktur m.m. Guiden håbede inderligt, at man kunne få cirka 10. millioner euro til at renovere området om kring Narva Slot.

Dette indtryk fik man også, når man snakkede med estere på det lokale universitet, at medlemskabet af EU er yderst positivt. Mon dette vil ændre sig den dag, hvor Estland i mindre grad vil modtage færre midler end de gør nu?  Det vil være et muligt scenarie. Den følelse af pro unionsmedlemskab står i skærende kontrast til, hvordan civilbefolkningen i store dele af det vestlige EU, hvor man er langt mere skeptiske.