I mange år har vi hørt politikere fra alle partier fortælle vidt og bredt om, hvad Danmark har brug for, og i forlængelse heraf, hvad vi unge skal gøre – for samfundets skyld. Såfremt nogle unge dropper deres egne drømme og melder sig til tjeneste hos staten, kan det dog stadigvæk være forvirrende at finde ud af, præcis hvad det er, politikerne gerne vil have os til. Politikerne er nemlig så intelligente, at de har flere svar på det samme spørgsmål. Imponerende. Eller?

Det er ikke kun en rød regering, der gerne vil blande sig i, hvordan du lever dit liv. Denne regering indfører tydeligt færre forbud end den røde blok vil, men selv de borgerligere politikere kan ikke få nok af at udtale sig om, hvordan du burde leve dit liv.

 For nogle år siden fik vi besked på, at selvom konjunkturerne var gode og arbejdspladserne mange, skulle vi sørge for at få en lang videregående uddannelse, så vi kunne fastholde Danmarks konkurrenceevne i fremtiden. Udtalelser så som ”vi må ikke tabe globaliseringen” og ”pas på inderne og kineserne ikke overhaler jer” var hverdag for os unge. Jeg tvivler på, at netop disse negative udtalelser har skabt megen motivation hos ungdommen. For nogle år siden var den daværende videnskabsminister Helge Sander (V) så ude i medierne med udtalelsen om, at mange unge bør gå direkte ud på arbejdsmarkedet efter at have fået en bachelor. Tre år skulle være rigeligt. Han fik støtte fra organisationen DI: ” Vi kan se, at der allerede i dag er et jobmarked for bachelorer. Der er kandidater, som sagtens kunne nøjes med en bachelor i den type job, de får, når de er færdiguddannet. (…) Så kan man regulere antallet af kandidater efter behovet og dermed sikre, at man blandt andet kan redde en masse humanister fra at tage en lang uddannnelse, der ikke er brug for på arbejdsmarkedet”, udtalte Charlotte Rønhof som forskningspolitisk chef hos DI i 2009 til Berlingske. Måske havde Helge Sander og Charlotte Rønhof ret. Måske ikke.

I dag (6. august 2011) er videnskabsminister Charlotte Sahl (K) i medierne med en målsætning om, at 25 % af en ungdomsårgang skal have en universitetsuddannelse. Dansk Erhverv bakker op om, at flere skal ind på universitetet, og deres forskningspolitiske chef, Jannik Schack Linnemann udtaler til Politiken: ”Vi har lavet en fremskrivning, der viser, at der i 2025 er behov for, at 25 procent gennemfører en universitetsuddannelse. Vi har længe efterlyst, at regeringen ville sætte sig et mål, fordi uddannelsespolitik kræver langtidsplanlægning”. Langtidsplanlægning er fint. Det er bare sjældent at politikerne mener det samme i særlig lang tid…

Flere fra erhvervslivet har direkte efterspurgt politisk handling prompte, da de mener, at de ca. 7000 unge, der helt fik afslag på deres universitetsansøgning i år, var spildt talent. Måske har de ret. Måske ikke. Misforstå endelig ikke budskabet her. Undertegnede ønsker ikke, at politikerne sænker visionerne eller dropper at opsætte målsætninger, men det er deprimerende at dansk politik efterhånden kun følger et specifikt handlingsmønster af tre faser: 1) Man snakker og snakker og gerne til et kamera, 2) Man snakker lidt mere og konstaterer endeligt, at der er et problem 3) man fremsætter et lovforslag, der gennem kringlede tiltag måske kunne løse dele af problemet – selvfølgelig gennem tvang – i dette tilfælde overfor universiteterne eller de unge.

De rigtige løsninger er dog ikke bare, at lukke flere ind på disse universitetsuddannelser. Løsningen er decentralisering. Lad universiteterne konkurrere om at fastholde de studerende og mindske frafaldet. Lad dem konkurrere om at oprette de rigtige uddannelser og den rigtige mængde udbudte pladser ved at konkurrere om tallene for nyuddannede i job. Det burde ikke være Charlotte Sahl, der skal lytte til DI og Dansk Erhverv. Det burde være universiteterne selv, der tog ansvar herfor.

Hvor kunne det være opfriskende, hvis en videnskabsminister rent faktisk sagde ”Hør her venner. Alle mine forgængere har forsøgt at lovgive sig ud af udfordringerne gennem bekendtgørelser, pakker og centralstyring, men det har aldrig virket. Nu fjerner vi en pokkers masse love og bestemmelser, så universiteterne og de unge rent faktisk får muligheden for at gøre det, de er bedst til. Nemlig at lære og at uddanne. Så holder vi øje med , at formaliteterne og retssikkerheden er i orden”.

Det er ikke til at finde ud af, hvilken uddannelse man skal tage, eller hvor lang den skal være, hvis man lytter til de gode råd fra staten, og det er absolut uliberalt, hvis man tror, de unge skal uddanne sig for statens skyld. De unge kan selv tage ansvar og SKAL selv have ansvaret for at forsøge at bane sig vejen mod den uddannelse, de finder sig bedst egnet til og mest interesseret i. Universiteterne kan og skal selv have ansvaret for, hvem der har de bedste forudsætninger for at klare de enkelte uddannelser og derved ansvaret for, hvem der bør optages og hvordan.

Med de gode råd og mange svar, der kommer fra politikerne er det egentlige svar nok bare ”Maybe you can’t please the government – and you don’t have to”.