Drop EU-sokkerne og brug fornuften
Denne artikel er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Under Europaparlamentsvalget i 2009 lovede Venstres spidskandidat, Jens Rohde, højt og helligt at være ”danskernes stemme” i EU – og ikke mindst at sætte hegnspæle op for, hvor meget EU kan tillade sig at bestemme og lovgive om i Danmark. Selvom dette og meget af alt det andet, han lovede, lød smukt og troværdigt i de borgerlig-liberale EU-skeptiske ører, må jeg ligesom så mange andre desværre konstatere, at Jens Rohde og Venstre har handlet i modstrid med egne ord og løfte.
Det, vi i Ventres Ungdom troede hørte fortiden til, synes efterhånden at rykke ind i fremtiden – EU-sokkerne og EU-fanatismen rykker nærmere og nærmere. Der er nu mere end nogensinde brug for, at vi som liberale som danskere og som tilhængere af det danske folkestyre må slå i bordet og råbe højt, hver gang politikerne og embedsmændene nede i EU (og desværre også i Danmark) vil afgive suverænitet og sende magten ned til Bruxelles.
Danmark og i særdeleshed danske europaparlamentarikere, som ønsker dansk selvbestemmelse, bør i højere grad kæmpe for, at dansk demokrati forbliver i Danmark – og ikke bliver sendt ned til Bruxelles. For med den målrettede kurs, som EU og kræfter i Venstre har sat imod en føderal stat, kan vi om tyve år se frem til en ”EU Stat”, hvor EU kan gøre yderligere tiltag for at undergrave dansk demokrati og på sigt fuldkommen underkende det danske demokratis beslutninger.
Allerede den dag i dag kan man finde eksempler på, at dansk demokrati og suverænitet bliver undergravet af EU-systemet. Se blot på Metock-dommen. Et lysende klart eksempel på, at EU uden hensyntagen til det danske retsforbehold kan diktere hvilke udlændingeregler, vi skal have i Danmark.
Det er ikke meningen, at 80 % af lovgivningen i Danmark skal komme fra EU. Det er ikke meningen, at EU skal støtte ungarske hundefitnesscentre med 30 mio. kr., og det er heller ikke meningen, at EU skal kunne undergrave dansk lov! Lad os derfor kigge tilbage i tiden til det daværende EF, som kun beskæftigede sig med fred og frihandel, og lad os ikke mindst arbejde for, at den tid også bliver vores fremtid.

Nicolaj Wyke skrev en kommentar tirsdag, 29. nov 2011 kl. 18:48
Det er fint du skriver om det her, men personligt synes jeg du trækker debatten ned på et lavt niveau.
Jens Rohde har altid været eu-tilhænger (iøvrigt ligesom alle andre V-kandidater). Under EP-valget gjorde han bare meget ud af at understrege at en kritisk tilgang er vigtig. (Dog til tider så meget at jeg tvivlede på hans positive tilgang)
Jeg er tilhænger af folkestyre ja. Men hvad er der ved det europæiske folkestyre du er så nervøs for?
Hvad mener du med selvbestemmelse? Afgræns det. Er det ikke bare fantastisk at vi kan lave et produkt i DK, og derefter uden problemer sælge det i resten af EU? Hvilken grund skulle vi have i at lovgive mod dette?
Hvad angår opholdsdirektivet, som du nævner gennem metock, er jeg dybt uenig med dig. Dommen har ingen betydning, overhovedet! Den sikrer bare at vi har samme rettigheder i hele EU/EØS, som vi før kunne opnå i bestemte lande (ligeså nemt).
Opholdsdirektivet har svagheder, men er stadig fantastisk! Den sikrer lige præcis de rettigheder som du gerne “vil tilbage til”.