Frederik går på arbejde. Han har et godt job, som han er glad for, og så er han glad for den løn han får udbetalt en gang om måneden. Den er ikke prangende, men den er god og han er tilfreds. Men der er noget Frederik ikke forstår. Inden han får sine penge over på kontoen har statskassen slugt knap halvdelen af lønnen. Først trækker de arbejdsmarkedsbidrag og dernæst skat. ”Hvorfor gør de egentlig det?” tænker Frederik, ”det er jo mine penge.”

Frederik har det også svært med, at hans arbejdsgiver tilbageholder en del af hans løn, for så en gang om året at udbetale feriepenge. Frederik mener godt selv, at han er i stand til at sparre penge op til sin ferie. Han sparer jo også selv op, når han vil købe en ny sofa, et nyt TV eller en smart computer.

Nu er det jo ikke fordi, at Frederik ikke vil bidrage til samfundet, at han ikke kan lide at staten automatisk tager hans penge. Frederik vil bare helst selv administrere det. Så føler han, at han bidrager og ikke at hans penge bliver taget fra ham. ”Jeg vil jo bare så gerne selv ordne min økonomi og påtage mig ansvar. Det skal staten ikke gøre for mig. Jeg kan godt selv!” tænker Frederik.

Der er nok desværre ikke mange danskere, der tænker som Frederik. De fleste ser det som en helt naturlig del af samfundet, at størstedelen af deres økonomi bliver ordnet for dem. Som dansker er det ikke meget af ens indkomst, man selv administrer. Det meste bliver ordnet af staten Og det er et problem!

Mange mennesker oplever slet ikke hvor mange af deres penge, der bliver taget til skat. De ser jo alligevel aldrig pengene, for de er væk inden udbetalingen af løn sker. Dette er bl.a. en af forklaringerne på, at danskerne ikke ser skattestigninger som et stort problem. De fleste når simpelthen ikke det punkt, hvor det tænker, at nu er det nok.

Vi skal gøre danskerne mere bevidste om, at de ejer sig selv og det produkt de skaber. Hvis en ældre dame strikker et par sokker er det jo ikke i orden, hvis der kommer en mand og tager den ene. Men hvis hun bruger sin tid på at gøre rent og tjene lidt penge er det derimod helt i orden, at hun skal aflevere halvdelen. Hvorfor denne forskel? Fordi det er blevet helt normalt at aflevere sine penge uden brok.

Forstå mig ret. Skattebetalingen er nødvendig (om end den er for høj), men hvis man gav danskerne ansvaret for selv at indbetale skattekronerne ville de se, hvor stor en del af deres ejendom de giver væk. Det vil samtidig give en større ansvarsfølelse overfor den fælles ejendom, når man ved hvor meget, det egentlig koster at have det.

På samme måde kan man tage fat i feriepengene. Som Frederik siger, så er det jo noget underligt noget, at staten pålægger virksomhederne at hjælpe med ferieopsparingen men ikke med opsparing til renovering af huset. Den sidste opspring virker endda meget mere fornuftig end den første.

Min løn tilhører mig, ligesom Frederiks løn tilhører Frederik. Hvis jeg hellere vil bruge min løn på at gå på restaurant end at holde ferie, så burde det være op til mig at administrere det. Det er en eller anden forestilling om, at alle jo gerne vil spare op til ferie, som tvinger hele det danske arbejdsmarked til at sætte penge til side til det. Men hvad nu, når det ikke forholder sig sådan?

Jeg kunne blive ved med at finde eksempler på, at staten i al for høj grad administrerer vores penge i stedet for selv at give os ansvaret. Indbetalinger til ATP er jo heller ikke valgfrit. Nogle betalinger bliver endda lusket ind af bagdøren, så de ikke umiddelbart fremstår som tvang. Licensen et godt eksempel. For hvem ejer ikke en computer med internetforbindelse eller har et tv i stuen?

Det er på tide, at danskerne får ansvaret for deres liv tilbage. At de får råderet over deres midler, så de selv administrer hvem, der skal have hvilke penge. Og så de selv har styr på deres egne opsparinger. For ved du hvad, vi kan godt selv!