Det er denne tid på året, hvor mange unge mennesker har deres første gang. Det er den tid, hvor nogen har første skoledag i grundskolen, hvor nogen skal videre på en ungdomsuddannelse, og hvor nogen starter på universitet og derfor skal forlade de trygge rammer hos mor og far. Det er for dem alle den tid, hvor de skal starte i en ny verden.

Mange flytter nu hjemmefra, hvorfor de nu skal stå på egne ben, mens endnu flere starter på en videregående uddannelse på baggrund af en beslutning, som de selvstændigt har truffet. Mange starter denne nye del af deres liv med et ”pas på dig, du kan jo godt selv”.

Men nu når omgangskredsen stoler på dem, forældrene er så småt ved at give slip, og vi selv er med til at tage et skridt, som medfører drastiske ændringer i vores liv, burde det så ikke også være tid til, at samfundet overgav kontrol til den enkelte.
Fra vi var helt små, lærte vi at smøre madpakken selv – nogen med makrel, og andre med leverpostej – og måske med et lille stykke chokolade om fredagen. Vi vidste, at det skulle gøres, inden vi skulle i skole, så vi kunne overleve dagen i skolen. Vi var som børn selv med til dette, og vi havde selv indflydelse på, hvad der skulle i den. Men i stedet for nu at opdrage børn til selv at tage ansvar og have medbestemmelse sammen med deres forældre, er vi nu på vej mod, at staten regulerer disse forhold gennem mere eller mindre tvungne madpakkeordninger og faste rammer. Og ikke bare her, er staten en del af vores liv. Selvom vi bliver ældre, vil staten til stadighed regulere en stor del af de forhold, som har betydning for vores liv.
I stedet for at mærke efter hvornår det enkelte individ er klar og selv lade det tage livet i dets eget tempo, har staten nu bestemt, hvornår vi må både det ene og det andet. Staten har bestemt, at vi ikke længere selv må bestemme over vores liv, da den har sat rammer op for, hvornår vi for eksempel må købe alkohol, og at vi ikke må købe og tage euforiserende stoffer.

Når vi så er kommet dertil, hvor uddannelsen er valgt, og vi trods af obligatoriske fag og bureaukratiske løsninger, har fundet det, som vi vil bruge resten af vores liv på, får vi igen at vide, hvad staten mener, er bedst for os. Staten beslutter, hvor meget du kan arbejde ved siden af dine studier, og hvilke dage den forretning, som du selv starter, må holde åben.

Men for nogen mennesker er al denne opdragelse ikke nok. Nogle mennesker mener, at de ved endnu bedre om, hvordan andre mennesker bør og skal leve deres liv. De mener at vide, hvad der skal være rigtigt eller forkert; de mener f.eks. at vide, hvilket slik dine børn må spise, hvor gammel man skal være for at gå i solarium, hvorvidt man kan bestemme over sin egen krop, så man kan sælge den, hvis man vil.

Så selvom vi egentlig godt kunne selv, og at vores omgivelser stoler på det, har samfundet besluttet, at det er det, der ved bedst. Vi sætter børn i verden og regulerer deres liv fra start til slut, men alligevel synes vi, at de mangler ansvar. Ingen kan tage ansvar uden, at man får lov til at tage det, og at der er rammer at tage dette ansvar indenfor. For et selvstændigt og liberalt kommende Danmark bliver vi nødt til at indse dette og hermed give ansvaret tilbage! Vi er nødt til at acceptere, at det enkelte individ godt kan tage vare på sig selv.