Af Andreas Vennervald, VU Frederiksberg

I løbet af de sidste godt to måneder har jeg været bosat i Santiago i Chile, hvor jeg i øjeblikket er på udveksling på Universidad de Chiles økonomiske fakultet. Igennem det sidste halve år, plus/minus, har Chile været præget af en stærk og meget udbredt protestbevægelse anført af universitetsstuderende, som kæmper for flere ting, først og fremmest mere investering i uddannelse – både for at højne kvaliteten og sænke prisen, så personer fra hjem med lave indkomster har en chance for at få en uddannelse.

Situationen har til tider været meget anspændt, regeringen forsøgte på et tidspunkt at gøre en planlagt demonstration ulovlig – ikke særligt demokratisk, og siden da har der blandt de fredelige studerende også været betydelige elementer af stenkastende autonome, som har kæmpet mod uropolitiet. Der synes ikke at være en ende på konflikten, hvilket betyder, at en stor del af landet studerende formentlig vil miste deres semester, da de har været på strejke siden foråret.

Da dette i sagens natur er en ekstremt politisk situation, tænkte jeg, at det ville have interesse for VU’ere at læse om forholdene et meget fjernt sted, og jeg vil kort forsøge at opridse, hvad problemerne er, og hvordan man kan forsøge at løse dem.

I første omgang, til glæde for alle liberale sjæle, vil uddannelse kunne forbedres ved et par liberaliseringer af arbejdsmarkedet for lærere. Problemet er, at det reelt set er umuligt at fyre en lærer i landet, hvilket indlysende mindsker deres incitament til at præstere på det højeste, og selvom mine lærere holder en høj professionel standard, har flere af mine medstuderende oplevet lige lidt flere aflyste timer, end hvad sygdom realistisk kan forklare.  Mange studerende er opmærksomme på problemet, men der er ikke optræk til noget stort opgør med systemet, fordi lærerne i det store og hele støtter de studerende krav om gratis videregående uddannelse, som er bevægelsens primære mål, og det er derfor risikabelt at forsøge at lægge sig ud med lærernes fagforening, fordi det potentielt kan føre til tabet af en stærk allieret.

Så langt så godt. Et andet, og givetvis større problem, er, at Chile i øjeblikket kun bruger 4,4 % af BNP på uddannelse, hvor FN og OECD anbefaler minimum 7 % for at levere den fornødne kvalitet. Et andet problem er, at uligheden er ekstremt høj i Chile, hvilket primært skyldes, at landets rigdom (Chile er det rigeste land i Sydamerika), kommer fra minedrift, som er en udviklingsform, der generelt har meget svært ved at sprede velstand bredt i befolkningen.

Så hvad er problemet? Uddannelse er jo en fordel for vedkommende, der tager den, så staten skal vel ikke blandes ind i det. Problemet her er, at Chile står med nogle specifikke udfordringer, der kræver mere statslig involvering end mange andre lande, og end hvad jeg normalt ville gå ind for. Lad os sammenligne landet med Malaysia i Asien, som er på nogenlunde samme udviklingsstadie. Vækst i Malaysia bliver i høj grad drevet af en stærk IT-industri, hvor det i Chile, som er verdens største producent af kobber, er minedrift, der udgør økonomiens lokomotiv. Det betyder, at hvis en ung i Malaysia skal have succes, er uddannelse nødvendig, fordi informationsteknologi er ekstremt videnskrævende, hvor en chilener bare behøver at være villig til at kravle ned i en mineskakt og hente metal op. Med andre har en fuldstændigt rationel chilensk ung mindre incitament til at uddanne sig og vil derfor sætte en lavere værdi på uddannelse end den tilsvarende malaysier. Hvis uddannelse koster det samme i de to lande, vil flere Malayer uddanne sig – det er simpel markedslogik.

Det er imidlertid problematisk for samfundet, fordi selvom individet i Chile har mindre grund til at uddanne sig, har det chilenske samfund lige så stor glæde af kvalificerede læger, dygtige entreprenører og kompetente offentlige ansatte (sidstnævnte har de i den grad brug for!) som alle andre lande. I sidste ende vil den eneste løsning på det problem være at bruge flere offentlige midler på at sænke prisen på videregående uddannelse.

Et andet forhold, der er vær at nævne, er at chilenerne ikke har samme opsparingskultur som de fleste asiatiske befolkninger. Oddsene er, at af en malaysisk og en chilensk familie med samme indkomst, vil den malaysiske sætte væsentligt flere penge af til deres børns uddannelse end den chilenske. Det er selvfølgeligt muligt at indføre forskellige initiativer, der skal opmuntre opsparing, men i sidste ende er det forbandet svært at ændre folks kultur.

Så hvor skal pengene komme fra? Hvis jeg siger højere indkomstskatter og/eller selskabsskatter, bliver jeg nok lynchet ved hjemkomsten til VU, og jeg mener heller ikke, at midlerne skal findes dér. Chile har meget lave indkomstskatter, hvilket dels giver et bedre incitament til at uddanne sig (og det er som sagt, noget de har brug for), og de vil givetvis også være nødvendige for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Chile ligger trods alt meget fjernt fra nærmest alt andet. Samtidig har landet akut brug for at diversificere deres økonomi væk fra minedrift, hvilket nemmest og bedst gøres ved enten at tiltrække udenlandske investeringer eller ved at fostre lokale iværksættere. Begge dele fremmes af lave selskabsskatter, hvilket landet også har. De har så et andet problem med forældede arbejdsmarkedslove og alt for meget bureaukrati, så, lave skatter til trods, kommer vi næppe til at se meget lokal innovation i de kommende år, men det er en anden historie.

Der er til gengæld to specifikke sektorer, som godt kunne beskattes hårdere, nemlig mineindustrien og ejendomme. Højere ejendomsskatter er generelt en god måde at hente penge på, fordi det er sværere at snyde i skat her (man kan ikke proppe sit hus i en Schweizisk bankkonto), og fordi det ikke sænker incitamenterne til at arbejde. I Chiles tilfælde har boligmarkedet også set store prisstigninger i de senere år, og højere skatter ville være en effektiv måde at punktere en potentiel boble.

Hvad angår minedrift, så vil jeg igen bruge et eksempel, denne gang Singapore. Singapore har en kæmpe finansiel industri, hvilket bl.a. skyldes geografiske og historiske faktorer, men også deres lave skatter. Hvis de hæver selskabsskatten betydeligt, vil bankerne formentlig sige på gensyn og flytte til Hong Kong, så det er næppe tilrådeligt at gøre. Chile har mange miner, men forskellen er, at hvis de indfører en særskat på minedrift, så kan man ikke bare tage sin kobbermine under armen og flytte til Australien. Kobberet bliver, hvor det er, og eftersom høj vækst i Asien især (Kina) har pumpet råvarepriserne op til et meget højt leje, hvor de formentlig bliver ved med at være i mange år, så er der er næppe grund til at frygte, at højere skatter på mineselskaber vil påvirke investeringerne i sektoren negativt.

Så hvad kan Danmark lære af det? Først og fremmest at alle lande er forskellige, og der ikke er en model, som er bedst. Da de to lande er ekstremt forskellige, er der næppe nogle direkte lektioner, der er nemme at overføre fra et land til det andet. Jeg vil dog påpege, at både lave skatter og en åbent arbejdsmarked er forudsætninger for høj og bæredygtig vækst, og da Danmark står i stampe på det område, ville det nok være en idé at sænke især indkomstskatterne derhjemme, ligesom Chile skal tage sig sammen og liberalisere deres arbejdsmarked. En anden ting, der er ekstremt vigtig at notere sig, er betydningen af incitamenter. Manglende incitamenter til at uddanne sig betyder, at Chile får svært ved at opretholde de seneste årtiers høje vækst, i takt med at landet bliver rigere. I Danmark ville det måske være en idé at kigge på, hvordan incitamenter kan ændres, så folk arbejder mere og bliver mere villige til at starte egen virksomhed. Og modsat uddannelse i Chile kræver det givetvis mindre stat og ikke mere stat.