I Danmark har vi som udgangspunkt ytringsfrihed. Når jeg siger “som udgangspunkt,” mener jeg, at der stadig forekommer indskrænkende love, der sætter rammer for, hvad den enkelte kan tillade sig at ytre i de offentlige rum.

For som udgangspunkt må man tro og sige, hvad man vil i Danmark. Man må bare ikke forhåne eller nedværdige andres tro, nationalitet, hudfarve eller seksuelle orientering – denne tese om, at man ikke må kritisere andre på baggrund af førnævnte, kommer til udtryk i henholdsvis §140, blasfemiparagraffen, og §226b, racismeparagraffen.

Problemet ved disse indskrænkende love er, at man fra statens side anerkender, at man ikke kan have en fri og åben debat om alle holdninger, lige meget hvor tåbelige og middelalderlige, de måtte være – og samtidig fra statens side fastsætter, hvad der er korrekt og ukorrekt at mene.

Som liberal, som menneske og som tilhænger af det danske demokrati kan jeg ikke andet end at tage afstand fra racisme og forhånelse af andres tro, nationalitet og seksuelle orientering. Men som liberal mener jeg også, at man bedst bekæmper disse middelalderlige holdninger ved at have en åben og fri debat.

Tyskland er det bedste eksempel på, hvad en lovgivning mod bestemte holdninger og meninger kan føre til. For bedst som den tyske befolkning gik rundt og troede, at nazisme hørte fortiden til, og at man ved den tyske lovgivning havde gjort op med denne totalitære ideologi, kunne man her for nylig konstatere, at en nynazistisk terrorgruppe igennem et helt årti på sadistisk vis havde dræbt over ti tyrkiske forretningsdrivende på grund af deres herkomst og hudfarve.

Undertrykkelsen af bestemte holdninger og meninger i stil med det, man har praktiseret i Tyskland, er ikke den rigtige måde at komme de middelalderlige livsanskuelser, man opponerer imod, til livs. Tværtimod skaber den en overhængende risiko for,  at de som lyn fra en skyfri himmel åbenbarer sig i form af pludselige terrorhandlinger, som man har set det i Tyskland og ikke mindst i Norge.

Vi må som liberale bekæmpe totalitarisme med argumenter og sund fornuft – ikke i retssalen. Som Voltaire så fint beskrev det: “Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil forsvare til døden, Deres ret til at sige det.”