Hate crimes, diskrimination og flere afvisninger i f.eks. svømmehaller, på cafeer osv. kan være svært at sætte sig ind i for de fleste, men for mange danske transkønnede er det desværre den virkelighed, de vågner op til morgen efter morgen. I Danmark skal dit navn passe til dit biologiske køn. Det betyder, at hvis du er født mand og lever som kvinde, men ikke vil gennemgå tvangskastrering og kønsskifteoperation, så skal dit navn forblive samme køn som dine kønsdele.

”Mit køn sidder mellem ørene, ikke mellem benene,” sagde Solveig Lerche til avisen.dk i begyndelsen af 2007.

Solveig er døbt Niels og født med mandlige kønsdele, men siden hun var 11 år gammel, har hun været klar over, at dette navn ikke passede sammen med hendes ønske om at leve som kvinde. Hun spiste kvindelige kønshormoner, fik bryster og ønskede at skifte navn, men denne kamp var sværere end forventet. Da hun var i sine 60’ere i 2003, var hun den første dansker, der fik dispensation for ovennævnte regler og kunne derfor skifte navn til Solveig, selv om hun ikke havde gennemgået formelt kønsskifte via operation og kastration.

Det er dog ikke kun navnet, der er et problem. De sidste cifre i CPR-nummeret og det køn, der er anført i passet, følger ligeledes det biologiske køn. I Danmark er der nemlig ingen særskilt lovgivning omkring transseksuelle. De falder i stedet under loven om kastration fra 1932, som er indført for at myndighederne kan kastrere seksualforbrydere (!). En transseksuel skal altså psykologisk vurderes og dernæst kastreres og opereres, før passets kønsbetegnelse og CPR-nummer kan ændres.

De meget få, som har fået dispensation herfor, pålægges fortsat et længere psykologisk samtale- og vurderingsforløb på Sexologisk Klinik, før deres navn kan ændres. Disse samtaler kræves også, før man kan opnå tilladelse til at gennemgå omtalte kastration og kønsskifteoperation herhjemme. Der gives ganske få tilladelser om året i Danmark, hvorfor mange vælger at rejse til Thailand og få deres kønsskifteoperation foretaget der.

Transseksuelles selvmordsrate er ekstremt høj, og selv mange af dem, der opnår operationen, lever fortsat ulykkeligt og vælger i værste fald selvmord som sidste udvej væk fra ensomhed og skuffelse.

I Venstres Ungdom har vi svært ved at forstå, hvorfor staten skal gøre en i forvejen svær proces mere kompliceret. Statstvungen (og statsbetalt) psykologbehandling, tvangskastration og kønsskifteoperation er næppe være den rette vej til et navneskifte og et liv i balance med det køn, man identificerer sig med.

I denne situation behandler Danmark den samme gruppe mennesker som både kriminelle og ofre på samme tid. Som om transseksualitet er en sygdom, og som om de skader andre ved at leve et anderledes liv. Som om de skal beskyttes fra dem selv – eller i værste fald, som om Danmark skal beskyttes fra dem.

Disse signaler er intolerante, og det første ud af mange skridt mod et bedre samfund – også for transseksuelle – kunne være en lempelse af kravene for at skifte navn. Det er jo trods alt ikke folks kønsorganer, der navngives!