Det er ikke dine kønsorganer, der navngives!
Hate crimes, diskrimination og flere afvisninger i f.eks. svømmehaller, på cafeer osv. kan være svært at sætte sig ind i for de fleste, men for mange danske transkønnede er det desværre den virkelighed, de vågner op til morgen efter morgen. I Danmark skal dit navn passe til dit biologiske køn. Det betyder, at hvis du er født mand og lever som kvinde, men ikke vil gennemgå tvangskastrering og kønsskifteoperation, så skal dit navn forblive samme køn som dine kønsdele.
”Mit køn sidder mellem ørene, ikke mellem benene,” sagde Solveig Lerche til avisen.dk i begyndelsen af 2007.
Solveig er døbt Niels og født med mandlige kønsdele, men siden hun var 11 år gammel, har hun været klar over, at dette navn ikke passede sammen med hendes ønske om at leve som kvinde. Hun spiste kvindelige kønshormoner, fik bryster og ønskede at skifte navn, men denne kamp var sværere end forventet. Da hun var i sine 60’ere i 2003, var hun den første dansker, der fik dispensation for ovennævnte regler og kunne derfor skifte navn til Solveig, selv om hun ikke havde gennemgået formelt kønsskifte via operation og kastration.
Det er dog ikke kun navnet, der er et problem. De sidste cifre i CPR-nummeret og det køn, der er anført i passet, følger ligeledes det biologiske køn. I Danmark er der nemlig ingen særskilt lovgivning omkring transseksuelle. De falder i stedet under loven om kastration fra 1932, som er indført for at myndighederne kan kastrere seksualforbrydere (!). En transseksuel skal altså psykologisk vurderes og dernæst kastreres og opereres, før passets kønsbetegnelse og CPR-nummer kan ændres.
De meget få, som har fået dispensation herfor, pålægges fortsat et længere psykologisk samtale- og vurderingsforløb på Sexologisk Klinik, før deres navn kan ændres. Disse samtaler kræves også, før man kan opnå tilladelse til at gennemgå omtalte kastration og kønsskifteoperation herhjemme. Der gives ganske få tilladelser om året i Danmark, hvorfor mange vælger at rejse til Thailand og få deres kønsskifteoperation foretaget der.
Transseksuelles selvmordsrate er ekstremt høj, og selv mange af dem, der opnår operationen, lever fortsat ulykkeligt og vælger i værste fald selvmord som sidste udvej væk fra ensomhed og skuffelse.
I Venstres Ungdom har vi svært ved at forstå, hvorfor staten skal gøre en i forvejen svær proces mere kompliceret. Statstvungen (og statsbetalt) psykologbehandling, tvangskastration og kønsskifteoperation er næppe være den rette vej til et navneskifte og et liv i balance med det køn, man identificerer sig med.
I denne situation behandler Danmark den samme gruppe mennesker som både kriminelle og ofre på samme tid. Som om transseksualitet er en sygdom, og som om de skader andre ved at leve et anderledes liv. Som om de skal beskyttes fra dem selv – eller i værste fald, som om Danmark skal beskyttes fra dem.
Disse signaler er intolerante, og det første ud af mange skridt mod et bedre samfund – også for transseksuelle – kunne være en lempelse af kravene for at skifte navn. Det er jo trods alt ikke folks kønsorganer, der navngives!

Eleonore Fly skrev en kommentar mandag, 16. jan 2012 kl. 13:06
Rigtig god artikel Nanna, jeg er helt enig med dig. Men bliver lidt nysgerrig efter at vide hvor mange der faktisk får foretaget kønsskifteoperation og hvor mange der har et ønske om at skifte navn og CPR nummer, er det noget du ved noget om?
Nanna Østergaard skrev en kommentar tirsdag, 17. jan 2012 kl. 22:09
Nej, jeg kender faktisk ikke de præcise tal, men vi er langt nede i numre. Dog har vi indgået et nyt samarbejde med LGBT, og de er begyndt at fokusere mere på denne gruppe, hvorfor de måske kan hjælpe. Generelt er statistik på området dog meget mangelfuldt.
Kan btw henvise til en lidt ældre, men stadig aktuel og skræmmende artikel: http://www.information.dk/262869
Maria skrev en kommentar søndag, 19. feb 2012 kl. 08:50
Kære forfatter af artiklen ovenfor.
Jeg synes der er en brandgod artikkel, og jeg kunne godt tænke mig at stille et par spørgsmål: Det er jo nogle ret indlysende synspunkter du har, som man kun vanskelig kan være uenig i, men hvorfor er det så så svært at ændre noget, overhovedet? F.eks den kastrationslov som du nævner? Det burde da ikke være så vanskelig!
Skyldes det måske mangel på interesse i Folketinget? Hvis det er tilfældet, kan man kun undre sig; der findes da mange restskafne mennnesker i dette land, og også i Folketinget, er jeg sikker på.
M.V.H. Maria
Nanna Østergaard skrev en kommentar søndag, 19. feb 2012 kl. 15:48
Der er også flere af de omtalte ting, som er blevet forbedret i de seneste (især ti) år, men lovgivningen bør tydeligvis forbedres yderligere for at skabe bedre rammer og vilkår.
Personligt lægger jeg meget af årsagen ved, at dette ikke er et emne, der optager mange vælgere – og derfor heller ikke mange politikere. Derudover findes der generelt en stor uvidenhed inden for området, og jeg tror ikke, der er mange, der kender de vilkår, som transkønnede har.