De politiske udsigter tyder på endnu en kritisk afvikling af det russiske præsidentvalg. Senest har landets udemokratiske kræfter fået øget sit spillerum med afvisningen af danske valgobservatørers valgvisum.
Den 4. marts afholdes det russiske præsidentvalg, der har været omgærdet af heftig debat i de internationale medier. Således frygtes det, at præsidentvalget bliver en gentagelse af seneste parlamentsvalg, hvor udvalgte vælgere ifølge internationale valgobservatører kunne stemme i flere valgdistrikter, hvilket på enkelte valgsteder resulterede i valgdeltagelse på over 100 %. Parlamentsvalget gav trods en massiv tilbagegang premiereminister Vladimir Putins parti, Forenet Rusland, næsten 50 % af stemmerne.
Frygten for en udemokratisk afvikling af det russiske præsidentvalg har fået yderligere næring efter afvisningen af danske valgobservatørers valgvisum. Valgobservatørerne er medlemmer af den tværpolitiske ungdomsorganisation SILBA, der har flere VU’ere på medlemslisten og tidligere VU-landssekretær Jens-Kristian Lütken som formand.
Blandt SILBA’s valgobservatører findes også Venstres Ungdoms landsformand, Morten Dahlin, der er oprørt over situationen: “Afvisningen af vores ansøgninger viser med al tydelighed, at Rusland ikke har rent mel i posen,” udtaler landsformaden, der ikke er i tvivl om den egentlige årsag til afvisningen af valgobservatørernes ansøgninger. “Præsidentvalget kommer helt sikkert ikke til at foregå uden svindel, og det er Putin ikke interesseret i, at resten af verden finder ud af.”
Selv om afvisningen er et tilbageslag for demokratiet i Rusland, er der dog ikke udsigt til, at de danske valgobservatører vil opgive engagementet i russisk politik. Dette fastslår VU’s næstformand, Jens Husted, der også var tilmeldt SILBA’s delegation. “Det er naturligvis utroligt ærgerligt, at vi ikke kan deltage i valget, men jeg mener ikke, at vi bør give op blot på grund af dette. Tværtimod bør det motivere os til at gøre en endnu større indsats i kampen for et mere demokratisk Rusland.”
På vu.dk vil vi følge det russiske præsidentvalgvalg tæt og forsøge at afdække hele sandheden af valget, selv om det desværre afvikles uden danske valgobservatører.

Danske valgobservatører nægtet indrejse i Rusland