Queerteorien har sit udspring i den feministiske dekonstruktivisme, hvor man har studeret, hvordan netværket af betydninger hørende til de to køn har adskilt sig i kulturelle tekster. Heri ligger også, at kønnet ikke er noget, der er i teksten, men at teksten er en sproglig formidlet konstruktion, der laver kønnet.
Forstået på almindeligt dansk vil det sige, at et ord som fx kvinde i sig selv ikke rummer noget, men at det ud fra konteksten får mening. Du har sikkert hørt en gammel dansklærer tale om symboler i teksten, og manden og kvinden er begge symboler på henholdsvis maskuline og feminine værdier, når de bruges i litteraturen.
Queerteorien startede med Judith Butler, der igennem 90’erne fremsagde en teori om det performative køn. Hun mente, at der til alle biologiske og sociale forskelligheder, herunder alder, køn, klasse, seksualitet, race og så videre hørte et sæt kulturelle koder. Det er dette, der i daglig tale kaldes en social konstruktion.
Disse konventioner er vi som individer underlagt samtidig med, at vi selv skaber dem sprogligt, kropsligt og skriftligt. Altså vil jeg som dreng være underlagt en række konventioner om maskulinitet, som jeg også selv spiller på i det offentlige rum. Fx igennem tøj og vaner fortæller jeg, hvem jeg er og hvilke symboler, jeg vil bære, men symbolladningen er historisk og ikke personligt valgt af mig. Jeg skal derfor forstå min egen rolle, og bruge de kulturelle virkemidler, der passer til den – ellers vil der komme en skævvridning af, hvordan folk ser mig, og hvordan jeg ser mig selv.
Queer betyder mærkelig og var i gamle dage nedsættende slang for en homoseksuel, men er senere blevet termen, for at bryde ud og udfordre det normative køn.
Queer er altså i modsætning til transseksualitet et forsøg på at gøre op med definitionen af køn. Målet er ikke at skifte over til en anden konstruktion (køn), men at opnå en form for intetkøn eller fælleskøn.
Arenaerne for queer er i høj grad de samme som homoseksuelle, med de samme barer og interesse for generel frigørelse fra seksuelle normer. Derudover er queer også begyndt at vinde indpas i kulturen. Bl.a. har en række teaterproduktioner skiltet med betegnelsen queer i den sammenhæng, at de vil undersøge grænserne for køn.
Queer er i vor dage også mest bestemt af såkaldt genderqueer, altså udforskning af stadiet imellem mand og kvinde. Men man kunne forestille sig, at man i en fremtid med med mere fremskreden kirurgi også ville opløse skællet imellem menneske og dyr.
Hvorfor er queer nødvendigt? Man kan sige, at selvom vores tid er meget sexfikseret, er selve variationen ikke stor. Michael Foucault slår dette fast i sin bog Seksualitetens historie. Man kan sige, at før i tiden, ville den kommercielle seksualitet være meget mere forskelligartet, da det som regel var prostitution, der blev rettet imod brugernes ønsker. En anderledes situation end den, vi oplever i dagens Danmark, hvor man bliver tilbudt miljøer og færdige sexpakker, som almindeligvis er heteronormative. Dette sker i reel porno, men i den grad også i den softporno såsom reklamer og livsstilsmagasiner, der er en del af dagligdagen.

Queerteori og det performative køn