I forslaget fra de 80 borgmestre, som, ikke overraskende, får fuld støtte fra Socialdemokratiet, efterspørger man muligheden for bl.a. at kunne møde uanmeldt op i folks private hjem, overvåge huse, biler og personer samt hente kontoudtog fra de mistænkte, samt mistænktes kærester – vel at mærke uden dommerkendelse og alene på baggrund af at kommunen mener, at der er ”begrundet mistanke” for svindel – hvad end det begreb så dækker over. Forslaget minder om arbejdsmetoder man kender fra totalitære samfund, som fx det gamle DDR, hvor staten, uden videre, kunne få tilladelse til at krænke privatlivets fred, samt overvåge tilfældige personer man måtte finde mistænkelige, og derved krænke nogle af de fundamentale frihedsrettigheder vi, som borgere, har.

Man undskylder sig med, ligesom man gjorde da terrorpakken blev vedtaget, at ”har man intet at skjule, har man intet at frygte”. Men blot fordi man intet har at skjule for staten, er det ikke ensbetydende med, at man ønsker at blive overvåget af staten og få uanmeldte ransagninger af sit hjem, blot fordi en kommunal sagsbehandler mener, at der er ”begrundet mistanke” for, at man svindler.

 Det er i forvejen et problem, at PET, uden dommerkendelse, kan overvåge enkeltpersoner med ”begrundet mistanke” for terrorisme, det må under ingen omstændigheder brede sig til, at hver eneste sagsbehandler ude i kommunerne kan overvåge, hvem de vil uden en dommerkendelse. I et demokrati og et retssamfund som det danske er det vigtigt, at vi fastholder det princip, at ønsker man at krænke et andet menneskes privatliv, så skal det vurderes af en sekundær instans, hvor man skal kunne dokumentere, hvorfor man ønsker at benytte så radikale metoder mod en samfundsborger. Her er domstolene et udmærket og velfungerende organ, der kan vurdere, hvornår vi som samfund har så stærk ”begrundet mistanke”, at vi kan krænke individets grundlovssikrede rettigheder.

Der er tale om et klassisk liberalt problem, når staten uden videre kan overvåge og kulegrave privatpersoners hverdag. Den borgerlige regering fejlede grumt, og svigtede sit ideologiske bagland, da man med terrorpakken satte væsentlige demokratiske rettigheder over styr, og gav Politiets Efterretningstjeneste alt for vidtgående beføjelser. Det var derfor befriende at se beskæftigelsesminister Inger Støjberg forsvare privatlivets fred over for Morten Bødskov fra Socialdemokratiet, og hermed vise at der stadig, hos den borgerlige regering, er kræfter der ønsker at beskytte individet og dets rettigheder over for staten.

Det er vigtigt, at vi, som samfund, ikke bevæger os så langt ud på et sidespor i bestræbelserne på at komme forbrydere, om det så er terrorister eller sociale bedragere, til livs, at vi tilsidesætter almindelige danskers grundlæggende rettigheder til ikke at blive overvåget og til ikke at få uanmeldte besøg fra staten. Men derimod holder menneskets ret til privatliv og frihed i højsæde, og i mest mulig grad sikrer individets fundamentale ret til at være sig selv og sin egen. For selvfølgelig skal vi søge at beskytte os selv og staten mod demm som vil os det ondt, men aldrig på bekostning af os selv og vores egen frihed.

Artiklen er skrevet af Andreas Oxholm, Politisk Udvalg

Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, forklarer:

”Vi har valgt at anmelde Helle Thorning-Schmidt til politiet, da hun tydeligvis har givet urigtige oplysninger til myndighederne. Det kan ikke passe, at hendes mand kan opholde sig i Danmark hver eneste weekend men samtidig betale skat i udlandet, og derfor vil vi gerne have, at politiet undersøger, om parret erskyldige i enten skattesvig eller at have givet urigtige oplysninger til det offentlige.

Han fortsætter:

”Det virker ærligt talt som om, at Helle Thorning-Schmidt og hendes mand har et meget afslappet forhold til sandheden. Når det passer ind familiens privatøkonomi, så bor Stephen Kinnock i udlandet, og betaler skat der. Når det derimod handler om familiens hus, så er Helles mand lige pludselig hjemme hver eneste weekend. Der er noget, som ikke hænger sammen, eller også forstår Helle Thorning-Schmidt simpelthen ikke at forvalte sin privatøkonomi i henhold til loven”.

Han slutter:

”Jeg synes det er utroligt vigtigt, at befolkningen kan stole på en person, der går i den grad stræber efter at få lov til at bo på Marienborg. Derfor er det vigtigt, at politiet nu får styr på omstændighederne”.

Kontakt Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, på tlf. 40 40 51 51,  js@vu.dk for yderligere kommentarer.

Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, udtaler:

”Pia Kjærsgaards trusselsretorik minder om de gamle Fremskridtsparti dage, hvor retorikken altid kom før politikken. Hvis Pia Kjærsgaard virkelig vil blokere for alle konstruktive politiske forhandlinger i efteråret, bør Lars Løkke Rasmussen tage konsekvensen og udskrive valg øjeblikkeligt. Danmarks fremtid er langt vigtigere end DFs hed ambitioner om at overstramme integrationspolitikken”.

Han fortsætter:

”Jeg mener under ingen omstændigheder regeringen skal finde sig i at blive truet på denne måde. Moderne politik handler om konstruktiv dialog og samarbejde – og ikke om at fremsætte tomme trusler. Pia Kjærsgaard må virkelig være presset, når hun udtaler sig i så skarpe vendinger. I yderste konsekvens risikerer hun at miste både indflydelse og prestige, hvis regeringen sætter hende stolen for døren”.

Han slutter:

”Jeg vil på det kraftigste opfordre Pia Kjærsgaard til at tage en kølig dukkert og falde ned. Dansk Folkepartis samarbejde med regeringen har givet partiet en helt unik position i Dansk politik. Det er helt sikkert, at Dansk Folkeparti aldrig får samme indflydelse under en rød regering”.

Kontakt Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, på tlf. 40 40 51 51,  js@vu.dk for yderligere kommentarer.

Det officielle formål med 28-års reglen vil, ligesom 24-års reglen, være at undgå tvangsægteskab. Reglen betyder, at for at kunne blive familiesammenført med en ægtefælle i Danmark, skal begge parter være fyldt 24 (nu 28) år. DF tror altså tilsyneladende, at de implicerede personers familier kan kræve tvangsægteskab helt op til de fylder 28 år, hvilket må siges at være meget tvivlsomt. Derfor er det mere sandsynligt, at DF’s bevæggrund for forslaget ganske enkelt er et ønske om færre indvandrere i Danmark – tvangsægteskab eller ej.

28-års reglen vil ifølge DF komme til at adskille sig fra 24-års reglen på et enkelt punkt udover aldersgrænsen; nemlig at 28-års reglen kun skal gælde for udvalgte nationaliteter. Bl.a. vil sydamerikanere og australiere bliver undtaget fra reglen, da der ifølge DF ikke er ”problemer” med indvandrere fra denne type ikke-muslimske lande. Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl udtaler: ”Hvis vi kan lave en dispensationsordning, så vil det have den positive effekt, at vi i højere grad vil få indvandrere hertil fra vores egen kulturkreds og færre indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det vil i sig selv også skabe færre konflikter i det danske samfund”.

Ovenstående citat er utrolig pinligt og på grænsen til racisme. Ikke alene er der her tale om grove generaliseringer – DF sidestiller tilmed muslimske indvandrere med flere konflikter i samfundet. Denne nationalitetsbestemte dispensation fra 28-års reglen har DF uden tvivl fundet på for at gøre reglen mere acceptabel og mindre yderligtgående, men det har den stik modsatte virkning. Med den slags udtalelser viser DF soleklart, hvad de mener om de forskellige nationaliteter, samt hvilke ”racer” de foretrækker at have i Danmark. Eksperter har således også påpeget, at DF’s foreslåede dispensationsordning vil bryde med menneskerettighederne.

Midt i denne diskussion melder sig dog spørgsmålet om, hvorvidt aldersmæssige restriktioner på familiesammenførelser overhovedet vil kunne gælde i praksis efter Metock-dommen. EU-reglerne siger nemlig, at ægtefæller til danske statsborgere kan få opholdstilladelse i Danmark, hvis de forinden har boet i et andet EU-land uden at modtage offentlige ydelser.  DF’s forslag må derfor regnes for ren og skær symbolpolitik, på lige fod med andre mere eller mindre ligegyldige emner som burkaer og kamphunde.

Det, der står tilbage i forslaget, hvis EU-reglerne forhindrer dets gennemførelse, er selve indholdets idé: Idéen om at nogle nationaliteter er værd at foretrække frem for andre og at statslig regulering skal være midlet til at sikre, at kun de rigtige kommer inden for landets grænser. Det er skræmmende at tænke på, at partiet bag disse visioner er regeringens støtteparti.

Parametre som alder og nationalitet bør ikke have indflydelse på, hvorvidt en person kan få opholdstilladelse i Danmark. Både 24-års reglen og den foreslåede 28-års regel er overflødige og umyndiggørende restriktioner, hvis implementering tager udgangspunkt i privatsager, som er irrelevante for staten at blande sig i. Tvangsægteskaber kan bekæmpes på mange andre måder end ved at indføre diskriminerende reguleringer. I forvejen er ægteskab mod personernes vilje ulovligt i Danmark, og derfor virker det absurd at lave yderligere love blot for at få den første lov overholdt. Det er desuden urimeligt at antage, at alle udlændinge, som ønsker at komme til Danmark, er potentielle ofre for tvangsægteskab.

Venstres Ungdom efterlyser et mere nuanceret syn på udlændinge end det, vi bliver præsenteret for i form af 24/28-års reglen. Der bør i den politiske debat holdes fokus på, hvad den enkelte udlænding kan bidrage med til det danske samfund, frem for irrelevante kulturelle og private anliggender.

Artiklen er skrevet af VU’s flygtninge-, integrations- og retsordfører Ida Svane Grevlund

De første reaktioner på forslaget fra bl.a. DSE var, at det var en genvej til flere nedskæringer på skolerne, og at det ville medføre forringelser. Det er derimod på tide, at vi ændrer syn på folkeskolerne og deres ledelse. Vi bør i stedet begynde at udvise tillid til, at skolerne forsøger at undervise eleverne på den bedst mulige måde. Selvom det offentlige i høj grad har vist sig ikke at være pålidelig inden for økonomistyring, bør regeringen og byrådene på sigt arbejde for at øge kompetencerne blandt lederne på folkeskolerne. Den vej igennem kan vi sikre et højere niveau af tillid til den ledelse, der bliver ført på skolerne.

Forslaget er samtidig et skridt i den rigtige retning for mere selvbestemmelse på hver enkel institution. Ved at give skolerne mulighed for mere differentiable undervisningsmetoder sikrer vi at skolerne kan tilpasse undervisningen bedst mulig til deres elever.

Det er derimod forventeligt og sørgeligt, at Socialdemokratiet allerede har skudt forslaget ned, inden vi har haft mulighed for at undersøge virkning til bunds. Socialdemokratiet er bange for, at man taber mange svage elever, som har det bedst i stabile klassemiljøer. Det er klart, at en stamklasse kan være med til at sikre, at de svageste elever føler stabilitet igennem skolegangen, men man bør derimod tænke i nye baner. Det ville være naturligt at sikre en vekselvirkning mellem stamklasser, sammenlagt og opdelt undervisning. På den måde tager vi både højde for stabiliteten til de svageste elever, men samtidig giver vi også mulighed for, at de stærkeste elever bliver bedre.

Folkeskolen er efterhånden overmoden til en gennemgribende reform, som skal være med til at sikre, at vi uddanner til fremtiden. Det er på tide, at man dropper Ritt Bjerregaard mentaliteten om, at hvad én ikke kan lære skal ingen lære. Folkeskolen bliver nødt til at omdanne sig til mere individuelle undervisningsformer. Differentieret undervisning og undervisning i hold af forskellige størrelser er to måder, hvorpå man både støtter de svageste og stærkeste elever.

Hvis Danmark ønsker en folkeskole i verdensklasse, betyder det samtidig, at der er brug for politisk vilje tværs over spektrummet til at turde ændre på nogle fundamentale ting i folkeskolen. Selvom Venstre, i form af Lars Løkke Rasmussen, har været ude og forberede folketinget på en gennemgribende reform af folkeskolen, bliver det spændene at se, hvor meget Venstre reelt vil turde ændre på.

Tina Nedergaard efterlader ikke store håb efter hendes indlæg i Liberalt Overblik nr. 3 2010, hvor hun kun efterlyser offentliggørelse af test og at eleverne trives i skolen. Vi kan kun håbe på, at Venstre tør tage teten og gå først i kampen for en mere fri og individuel folkeskole. Det bliver spændene at følge forhandlingerne til efteråret om folkeskolens fremtid.

 Skrevet af Chris Holst Preuss, Uddannelsesordfører

Dagen skal bl.a. bruges til at male og forbedre baren samt rive dele af køkkenet ned, så der bliver mere plads til opbevaring. Derudover er der en masse små ting som skal ordnes. Det har derfor ingen betydning, hvor god du er til at bruge en hammer eller svinge en pensel – alle kan give en hånd med.

Så kom og brug dag i godt selskab og til et godt formål – det bliver med garanti hyggeligt:)

I lang tid hard det skortet på liberale udspil fra Venstre. Partiet har i for høj grad spillet med på venstrefløjens præmisser og nærmest konsekvent undgået at gå borgerlige-liberale ærinder. Manglende reformer og mere formynderi har desværre præget perioden siden 2001 i alt for høj grad. Og det har ikke kun haft politisk/økonomisk betydning. Det har også haft en betydning for kulturkampen i Danmark. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen udtalte selv i 2003 at »Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten.« Regeringens konstante fokus på at øge de offentlige udgifter og den manglende fokus på frihed, frisind og vækst har desværre tabt kulturkampen for Venstre.

Når den borgerlige finansminister fortæller befolkningen at den offentlige sektor aldrig har været større og at der er blevet ansat 30.000 flere menensker i staten siden 2001, og samtidig er stolt af det – ja så begynder selv de borgerlige vælgere altså at finde det sympatisk. Det er også derfor at man kan konstatere at ved Anders Fogh Rasmussens tiltrædelse 20. november 2001 var 54 procent af danskerne traditionelt venstreorienterede og 46 procent borgerlige. I 2006 var 73 procent af danskerne venstreorienterede, og kun 27 procent borgerlige.Ved at forsømme kulturkampen så massivt har regeringen gjort det langt sværere for sig selv at genenmføre ægte liberal politik, og har dermed gamblet med Danmarks fremtid.

Nye toner

I dag (21/6-10) hørte vi så nye toner fra Venstre. Venstres gruppeformand Kristian Jensen (der af mange bliver regnet som Venstres kronprins) kom med en klar udmelding til Berlingske Tidende: Venstre har svigtet! Kristian Jensen siger direkte at ”Nu er størrelsen af den offentlige sektor i forhold til størrelsen af den private sådan, at vi risikerer ikke at have styrken til at blive ved med at være et rigt samfund”

Ud fra et politisk/økonomisk synspunkt er disse udmeldinger glædelige. Alle de kloge hoveder har længe anbefalet Danmark at sænke skatten, fokusere på den private vækst og gøre den offentlige sektor mindre . Med en mindre stat og en stærkere privat sektor øger vi Danmarks chancer for at opnå acceptable vækstrater og dermed fremtidssikre det danske samfund.

Men det er ikke kun ud fra et politisk/økonomisk synspunkt at udtalelserne fra Kristian Jensen er positive. De har også en betydning for kulturkampen. Når han udtaler at ”Velfærdssamfundet har lidt af en form for forstoppelse. Vi spiste for hurtigt i de gode år uden at få nok motion. Den offentlige sektor voksede for hurtigt, uden at økonomien fulgte med.” fører han i høj grad kulturkamp. Han forklarer danskerne at man ikke kan forvente at ”Moder Stat” passer på en fra vugge til grav og at vi selv skal tage ansvar. Det er klassisk liberal retorik!

Fremtiden – Kan vi stole på det?

Det tog ikke lang tid før Liberal Alliance var ude med et angreb på Kristian Jensen. Liberal Alliance har så evigt ret: Disse udmeldinger skal følges op af handling; Skatten skal sættes ned, den offentlige sektor skal kraftigt reduceres og formynderiet skal ophøre!

Første skridt imod et mere liberalt Venstre er taget, og nu må og skal Kristian Jensen og co. følge den fornyede retorik op med politiske forandringer. VU ser derfor frem til, at Venstre fremlægger deres ideer til, hvordan Kristian Jensens tanker i fremtiden vil udgøre en central del af regeringens arbejde.

Forslaget er blevet kaldt ”usympatisk” af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech samt ”ualmindeligt dumt” af LO-formand Harald Børsting. Disse stærke reaktioner skyldes, at indholdet af forslaget ligger fjernt fra den traditionelle måde at tænke integration på i Danmark. Alt for ofte præges integrationsdebatten af synspunktet om, at jo flere offentlige midler nydanskere modtager, jo bedre er deres chance for at integrere sig i samfundet. Videre har den generelle holdning længe været, at det er bedre at gå hjemme og modtage kontanthjælp frem for at have et ”underbetalt” job. Disse socialistisk inspirerede synspunkter er stadig meget udbredte blandt politikerne, men forslaget om indslusningsløn rokker ved denne uhensigtsmæssige accept af passiv forsørgelse, idet værdien bag forslaget er, at selvforsørgelse til enhver tid er at foretrække frem for at leve på det offentliges regning. Forslaget viser, at den liberale værdikamp i partiet Venstre trods alt ikke er helt død.

Hvis indslusningslønnen engang skulle gå hen og blive en realitet på arbejdsmarkedet, er der dog en række forholdsregler, man som liberal må tage for at undgå diskrimination af nydanskere. For det første er det vigtigt at understrege, at den lavere løn kun skal gælde for de uuddannede indvandrere, som længe har stået uden arbejde, og som ikke har særlig gode danskkundskaber. Det vil være fuldstændig uhørt, hvis en kompetent nydansker med erhvervserfaring bliver anset for at tilhøre en svag gruppe i samfundet udelukkende pga. etnicitet – dette er naturligvis heller ikke meningen med Lauritzens forslag. Det er underforstået, at forslaget naturligvis kun gælder den mest marginaliserede gruppe af nydanskere.

En anden forholdsregel må være, at indslusningslønnen skal være tidsbegrænset og må efterfølges af fast ansættelse til standardløn. Ligesom navnet ”indslusning” indikerer, skal den fx 6 måneder lange periode med lav løn kun være en indgang til arbejdsmarkedet og betingelsen må være, at nydanskeren efterfølgende bliver ansat på almindelige vilkår. I de 6 måneder får den ansatte en chance for at vise, at vedkommendes arbejdskraft er en fuld løn værd. Alternativet – en fyring efter indslusningsperiodens ophør – vil kun føre til udnyttelse af nydanskere, og forslaget vil således ikke virke efter hensigten.

Hvis det står til Venstres Ungdom, burde politikerne tage skridtet videre og også foreslå indslusningsløn til fx tidligere kriminelle med plettede straffeattester, samt folk som i mange år har været på kontanthjælp. Der er ingen grund til udelukkende at fokusere på nydanskeres beskæftigelse, når vi i Danmark har et alt for højt antal af bistandsklienter, og hvor det er langt fra ualmindeligt at blive forsørget af det offentlige. Det mest hensigtsmæssige vil naturligvis være, hvis alle kunne finde jobs til almindelig løn. Men den høje mindsteløn gør dette svært for bestemte grupper i samfundet – dem uden uddannelse og erhvervserfaring og evt. med en kriminel fortid. Desværre nægter fagbevægelsen at se denne problematik i øjnene, idet Karsten Lauritzens forslag på det kraftigste er blevet afvist. Resultatet er, at flere og flere lever af overførsler og at forsørgerbyrden derfor fortsat vil stige. Dette er uansvarligt – både overfor økonomien, skatteborgerne og ikke mindst dem uden for arbejdsmarkedet.

Artiklen er skrevet af VU’s flygtninge-, integrations- og retsordfører Ida Svane Grevlund

                        Planen var at lægge vejen forbi Kolding storcenter – nu vi var i området. Grundet den ”lidt” sene afgang var der mindre tid i centret, hvilket betød, at vi havde travlt – nogle mere end andre (her skulle vi have bragt et billede, af Drude løbende fra butik til butik, men det er svært at tage billeder af folk, når det går så hurtigt). Herefter videre til Middelfart…

                      Efter ankomst, indtjekning og de første par øl, var der velkomst ved kursets koordinator Mikkel Kristiansen. Efterfølgende var der speeddating – en ”get to know each other”-aktivitet, aftensmad og fest. Emil (formanden) måtte dog forlade os midt i al festivitassen, da gården derhjemme også skulle passes – ansvarlighed er vel en mærkesag. Senere på aftenen, da klokken var blevet 2.00, og efter weekendens første øl, ciders og Tequila-shots var det blevet tid til at finde vores respektive sovepladser – godnat!

                      Det var nat, og det blev dag. Drengene skulle først op (en time før pigerne), så de kunne gå i bad. Dette forspring betød, at drengene var de første til at få morgenmad – det viste sig at være en dårlig idé. Da pigerne havde været i og var klar til morgenmad, ja, så var der ikke mere morgenmad (her skal det siges, at piger/kvinder på tom mave er lige så farlige for deres omgivelser, som Villy Søvndal og Ole Sohn er det for dansk økonomi). Der kom prompte ekstra forplejninger og pigerne blev glade igen. Dermed kunne programmet fortsætte.

                      Navnet på forårskurset var, som bekendt, ”politiker-skolen”. Dette betød, at der var blevet oprettet et minifolketing og 6 politiske partier: Danmarks-partiet, Højre, De Frie Liberale, Kristeligt Centrum, Socialistisk Velfærdsparti og Internationale Marxistiske Folkefront for kommunister. Alle deltagerne blev delt op, så alle blev medlem af et parti, derefter blev de første partimøder holdt. Ved disse partimøder meldte alle medlemmerne sig til at være en del af et udvalg, udvalgene var som følger: Arbejdsmarkeds-, Finans-, Uddannelses-, Udenrigs-, Social-, Rets- og Integrationsudvalget.  Herefter gik man til de første udvalgsmøder. Man fik udleveret forskellige lovforslag og derefter måtte man finde de forslag, som kunne være fremstillet af det parti man repræsenterede. Derefter var det meningen, at man skulle få sine lovforslag gennemført. Der var ydermere planlagt visiter af forskellige personer (hvem det var, afhang af hvilket udvalg man var med i). Personligt var jeg medlem af udenrigsudvalget, hvor vi havde besøg af Kinas viceambassadør i Danmark. Hans opgave var, at give Kinas udlægning af Kina-Tibet konflikten. Det var et godt (men propagandisk) oplæg. Derefter var der frokost efterfulgt af et oplæg ved Mikael Jalving, der talte om politiske hjælpemidler mv.. Derefter var der endnu engang partimøder efterfulgt af udvalgsmøder. Der blev gået til den ved udvalgsmøderne, hvad end man var brændende kommunist eller heilende nationalist. Møderne blev afrundet med 1. behandlingen i folketinget. Her kunne f.eks. De Frie Liberale oplyse, at de havde skiftet navn til Befri Brysterne og Danmarks-partiet fastslog, at de havde et indædt had til svenskere. Banen blev i høj grad kridtet op. Efter endnu et møde i partierne var det tid til festmiddag (Emil kom tilbage efter en lang dag på gården) og efterfølgende fest. Ved festen blev endnu flere øl, ciders og shots indtaget. Udover dette blev der danset (ikke også Drude?), hygget og indgået skumle politiske aftaler. Festen fortsatte til klokken blev omtrent 4.00, derefter stod menuen på dyner, puder og dejlige luftmadrasser.

                      Så blev det søndag, den sidste dag på kurset. Pigerne skulle først op, så drengene kunne sove en time længere. Da både drenge og pige havde været i bad, var der brunch. Efter det særdeles lækre måltid var der 2. behandling i udvalgene. Der skulle stemmes om hvilke 2 lovforslag, der ville blive fremstillet til 3. behandlingen i folketinget. Man måtte ved disse udvalgsmøder sande, at Højre havde snydt en del ved den forgangne aften og nats festivitas. Det vakte en del vrede i Socialistisk velfærdsparti og hos kommunisterne. De to partierne lavede derfor, sammen med Danmarks-partiet, en alliance frem til 3. behandlingen i folketinget – dette sikrede dem et flertal. Da det blev tid til 3. behandlingen i folketinget, var stemningen spændt. Højre var overbeviste om en sejr, da de, ved første øjekast, havde klaret 2. behandlingen bedst og mange af deres lovforslag var kommet med til 3. behandlingen.

                      Reglerne for point pointgivning ved 3. behandlingen var som følger: Hvert lovforslag, der bliver gennemført, udløser point til dit parti. Nogle lovforslag giver naturligvis flere point end andre – afhængigt af, hvor godt det stemmer overens med dit partis politik.

Det parti, der har fået gennemført flest lovforslag, der stemmer bedst overens med deres partis politik, vinder spillet.

                      Højre stod, som sagt, godt ved første øjekast. Men denne gode position blev i høj grad spoleret af socialist-kommunist-nationalist-alliancen. Denne alliance betød, at alt der gavnede socialisterne ville nationalisterne og kommunisterne stemme for osv. Til sidst blev det klart. Dem der i virkeligheden havde snydt alle, var ikke Højre, men derimod Danmarks-partiet. De måtte derfor blive erklæret som vindere. Sejren blev fejret med ”frisk pust over landet”, march i takt og sidst men ikke mindst RENGØRING. Kurset var slut og der skulle gøres rent, dette blev dog hurtigt klaret og vi kunne vende snuden hjemad igen. En god weekend var slut.

                      Jeg siger mange tak for denne gang. Vi ses til landsstævnet i september!