Hvor mangle flere skal dø?

Så skete det igen, igen, igen. Kombinationen af alkohol,
våben og unge mennesker endte i nat i endnu et ulykkeligt drab, og endnu engang
ser det ud til at unge under 18 er involveret. De kommende dage kan politikere,
pressefolk, og meningsdannere så stå i kø for at fortælle hvor meningsløst det
er, og hvordan vi nu må fokusere endnu mere på det forebyggende arbejde, og en
kammerat til den dræbte vil sikkert oprette en facebook-gruppe mod knive i
nattelivet. Det er alt sammen meget fint, og intentionerne er gode, men vi har
set det hele før, og vi ved også at det er glemt om en uge.
 
 
 
Det er frustrerende at se de samme historier gentage sig
igen og igen, uden der bliver gjort noget meningsfuldt. Vi må efterhånden have
set nok blod i gaderne og unge mennesker i kister til at indrømme at den pædagogik
der anvendes overfor ”utilpassede” unge er forkert. Samfundet og
socialpædagogikken er gennemsyret af en urimelig forståelses-pædagogik, som tror
at hvis man bare viser de hårdkogte unge noget respekt, og taler med dem i
stedet for at straffe dem, skal det hele nok gå.
 
Kommuner landet over har brugt millioner på at bygge
ungdomsklubber med playstation, billard og sodavandsvarer for de unge, og lige
meget har det hjulpet. Vi sværger til natteravne, dialog, og smarte pædagogiske
tiltag, for vi vil jo endelig ikke ødelægge de unge ved at straffe dem.
 
Problemet er at der går bomber rundt i de danske gader.
Tikkende bomber af unge hårdkogte kriminelle, som bare venter på at springe i luften.
De har knive og pistoler, og oser langt væk af en ”fuck samfundet” mentalitet.
Overfor disse unge hjælper hverken pædagogik eller playstation. De har deres
egne regler, og de kan ikke tales til fornuft. Alligevel forsøger vi igen og
igen, med samme naivitet som de unge piger der gifter sig med massemordere,
regner den ene pædagog efter den anden med at de kan knække skallen, og nå ind
til disse forstyrrede mennesker. Taberne i disse eksperimenter er dig og mig.
Almindelige mennesker som risikere at stå det forkerte sted på det forkerte
tidspunkt, når bomben eksploderer.
 
Hvad skal vi så gøre, for at drabet i Hvidovre ikke bare
bliver en del af statistikken? Svaret er simpelt, drop medlidenhedsmentaliteten
og tal et sprog som disse hårdkogte uhyrer forstår. Straf ulydighed, og lad
deres handlinger få en konsekvens med det samme. I de fleste tilfælde er
gerningsmændene allerede kendt af politiet for mindre småforbrydelser, og
ulovlig våbenbesiddelse.
 
Derfor bør alt ulovlig våbenbesiddelse resultere i en
ubetinget fængselsdom – allerede første gang. Vold og småforbrydelser blandt
unge bør i langt højere grad end i dag straffes med fængsel, og følges op af
tilsyn efter løsladelsen.
 
 
 
Hvor mange flere skal dø, før vi er klar til at gøre det
rigtige?