Netop: ”Vi skal væk fra godheden”

I en artikel ”Vi skal væk fra godheden” Horsens Folkeblad d. 25. juni hævder udviklingsminister Ulla Tørnæs, at det er noget vås, at der er forskel på om Danmark giver 0,8 eller 1,0 procent af BNI i udviklingsbistand om året. Det har hun til dels ret i. 

Hele oppositionen vil have ulandsbistanden op på én procent igen, som den var under den tidligere SR-regering. Af argumenter har de imidlertid ikke andre, end at vi derved kan gøre verden endnu bedre og hjælpe endnu flere fattige.

Ved denne argumentation er der blot ét problem; nemlig det at meget forskning viser, at hjælpen faktisk ikke hjælper. Hvis man ser på den samlede hjælp, de rige lande har givet verdens fattige lande de sidste godt 50 år, er det ikke muligt at se en økonomisk vækst i modtagerlandenes nationaløkonomi pga. bistanden. Dette skyldes mikro-makro-paradokset. For på den ene side lykkes mange helt konkrete udviklingsprojekter, dvs. på mikroplanet. Men på den anden side har udviklingsbistanden også mange umiddelbart usynlige negative sideeffekter, som medvirker til, at de gode bistandseffekter ikke ses af den overordnede økonomiske udvikling på makroplanet.

 

Af den grund har Ulla Tørnæs ret i sin påstand om, at procentsatsen ikke gør en forskel. På den anden side vil jeg dog indvende, at der er meget stor forskel på at give 14,5 milliarder kr. (0,81% af BNI, hvilket gives i dag) og 18 milliarder kr., som ville svare til én procent af BNI for i år. Differencen på 3,5 milliarder kr., der ligesom i dag bare ville blive smidt ned i et stort dybt hul, er da også en pæn sjat penge.

De seneste år har der været stor kritik af regeringen fra ulandsorganisationernes side pga. nedskæringerne og de skærpede krav til deres arbejde. Til det siger Ulla Tørnæs i artiklen, at ”der er brug for at komme væk fra de automatiske bevillinger og hen mod mere politisk indblanding i, hvordan pengene forvaltes”.
Dette bakker jeg udviklingsministeren op i. Vi er simpelthen nødt til at revidere vores opfattelse af vores egen godgørenhed og se vores hjælp kritisk efter i sømmene for derefter at prioritere. For vi kan umuligt redde hele verden på én gang; gratis penge til de fattige er nødvendigvis ikke det rigtige middel i kampen mod fattigdom.
På den ene side er politisk indblanding at gå den rigtige vej, for derved vil udviklingspolitikken forhåbentlig blive diskuteret offentligt og på den måde blive behandlet mere alsidigt, end tilfældet er i dag. Politisk indblanding og diskussion er imidlertid langt fra nok og kan også blive farlig, da vi gang på gang har set, at politikkerne ikke kan prioritere og derfor udvider det pågældende område, så de kan få det hele.
Indblanding fra fagfolk og forskere, som beskæftiger sig kritisk med området, er desuden yderst essentiel. For det er disse folk, som ved, hvor udbyttet af hjælpen gør mest gavn, og hvor bistanden decideret er til skade for udviklingen. Derfor skal vi væk fra automatisk tildeling af kæmpe milliardbeløb til de såkaldte godgørende organisationer og i stedet inddrage objektiv forskning, som ikke har en politisk interesse i tildelingen af udviklingspengene. 

Det kan godt være at vores egen egoistiske samvittighed tilfredsstilles så længe vi blot uddeler udviklingsbistand og måske endda øger den. Men dette er langt fra, hvad man kan kalde godhed i ordets oprindelige betydning. Vi skal væk fra godheden! Hvad der hjælper er derimod mere samhandel, fjernelse af toldbarrierer, sikring af folks rettigheder og mindre krig, ufred og korruption.