S-kongres: Tidbanken er nyeste hit inden for overflødig lovgivning

Når Socialdemokraterne i weekenden afholder deres årlige kongres i Aalborg, præger et ’nyt’ tema dagsordenen. Konceptet er en såkaldt tidbank, der giver lønmodtagere mulighed for at spare tid op, som de så senere kan holde fri. Unuanceret kassetænkning, mener Venstres Ungdom.

Socialdemokraternes nyeste oplæg om trivselssamfundet manifesterer endnu engang socialistisk betontænkning og meget lidt nytænkning. Retorikken er updateret en smule, dette gælder dog ikke det politiske indhold. Det stærkeste budskab er ønsket om en tidbank, hvor arbejdstagere ”kan stemple ud af konkurrencen på arbejdsmarkedet” og holde fri fra stress og den hårde hverdag. Man kan fristes til at mene, at dette er et sympatisk forslag, dog er der to væsentlige fakta der taler imod alle de socialdemokratiske, gode hensigter.

 

For det første er idéen om et tidbank ikke en politisk reguleringsopgave! I Danmark er vi beriget med et stærkt aftalesystem mellem arbejdsmarkedets parter, der forhandler overenskomster vedrørende bl.a. arbejdstiden. Denne veludviklede tradition stammer helt tilbage til Septemberforliget anno 1899, hvorfor Socialdemokraternes udspil findes besynderligt set i lyset heraf. Temaet blev behandlet i sidste overenskomstrunde, og vil ligeledes være på dagsordenen i den kommende. Endvidere vil det komplicere de allerede indgående aftaler på arbejdsmarkedet om fleksibel arbejdstid, orlovsmuligheder, ferieuger etc., såfremt der tilføres politisk regulering oveni overenskomsterne.

 

Venstre – med Inger Støjberg i spidsen – er p.t. i gang med en eftersøgning af meningsløse lovforslag, hvorved man tilstræber at kunne luge ud i lovgivningsjunglen. Jeg vil gerne melde ovenstående forslag – i respekt for vores aftalesystem -, såfremt det nogensinde måtte blive til dansk lov. Socialdemokraterne er i længere tid blevet beskyldt for mangel på visioner og nye forslag. Disse er nu kommet. Men måske var det bedre at Helle Thorning og co. faldt tilbage i den gamle rille uden regulerende forslag. Man kunne være så kæk at påstå, at med det overarbejde, der må være kommet ud af ”Trivselssamfundet – et socialdemokratisk projekt”, burde Socialdemokraterne have sparet nok arbejdstid op til at kunne holde fri resten af året. Således ville danskerne være skånet for yderligere regulering. 

 

Det andet faktum er, at forslaget vil byde på bureaukratiske udfordringer af dimensioner. Hvordan skulle det administreres såfremt man sparede op i naturalier; dvs. abstrakte timer? En ufiks størrelse at måle kvantitativt, idet timeværdien af ens arbejde må antages at stige proportionelt med erfaring på arbejdsmarkedet, efteruddannelse eller andet. En anden hæmsko er jobmobiliteten; skulle man til en kommende arbejdsgiver angive til jobsamtalen hvor mange fritimer man havde sparet op? Scenariet er kønt: Hvis jeg arbejder en time mere i dag, fredag d. 5. september 2008 til en beskeden praktikantløn, kunne jeg så om 20 år, til en forhåbentlig mere gunstig økonomisk aflønning, afholde min opsparede time? Og til hvilken løn? Hvem skulle administrere timerne i mellemtiden? Det svarer til, at man opsparer til sin pension i timer. Dette tror jeg vi alle kan blive enige om, ikke fungerer.

 

Socialdemokraterne argumenterer for mageligheden i at kunne holde fri til at rejse eller bygge en ny udestue. For at sætte problematikken på spidsen, og inddrage det skattetekniske aspekt, så er en del af udfordringen hertil den høje marginalskat. F.eks. er det ufordelagtigt for samfundet, at læger bygger deres egne udestuer, fordi det ikke kan betale sig at arbejde en time ekstra grundet skatten. I stedet bør marginalskatten sænkes. Derved vil det kunne betale sig for Doktor Hansen at tage en time ekstra på operationsstuen, og således kunne betale sig fra at få bygget udestuen af en kvalificeret håndværker.

 

Den enkelte dansker må hjertens gerne spare op og holde fri! Doktor Hansen har frihed til at vælge præcis hvad der passer hende. Det er bare langt mere logisk at opsparingen sker gennem lønnen og ikke i timer. Rammerne herfor er også delvist til stede – skatteteknisk er der nogle problemer. Dette kunne løses ved en tiltrængt skattereform, resten skal forhandles på plads via aftalesystemet. Socialdemokraterne afslutter deres visionsoplæg med at hylde flexicurity-systemet. Dette er ganske fint, men det er essentielt at huske på aftalesystemets uafhængighed af politisk indblanding. Hvis de socialdemokratiske politikere først begynder at intervenere på overenskomstområdet, hvor fleksibiliteten og sikkerheden aftales, undermineres hele den danske model. Det bliver spændende at se hvad der mere popper op af hovedløse forslag når den socialdemokratiske kongres begynder.