It’s the economy, Stupid

Kunsten at bruge andre menneskers penge er tilsyneladende overkommelig, mens fantasien til at konstruere alternative løsningsmodeller er uendelig lille.

Som et mantra for alt kommunikationsarbejde brugte Præsident Bill Clintons valgkampagne udtrykket ”It’s the economy, Stupid” – Underforstået; ”Det handler om økonomien, fat det så”. Som bekendt blev Clintons kampagne en altoverskyggende succes og sikrende ham præsidentembedet i sammenlagt 8 år.  Begrebet er dog mere aktuelt end nogensinde tidligere. Når økonomien vokser og velstaden stiger bekymrer familien Danmark sig omkring integrations- og miljøpolitik. Når krisen derimod kradser vender præferencerne hurtigt, og økonomien bliver igen vælgernes første prioritet og største bekymring. Økonomiens betydning for vælgerne vokser således proportionalt med stigende ledighedstal og faldende forbrugstillidsindeks. Mandag Morgen har netop dokumenteret tendensen i en vælgerundersøgelse, der viser at velfærd og økonomi pt. står øverst på den danske vælgers dagsorden. Den igangværende økonomiske krise kan derfor vise sig som værende vendepunktet for debatten om fremtidens økonomiske politik og ikke mindst skatteprocent.

Fra det yderste højre til ditto venstre har partierne konkrete bud på hvordan Danmark bedst kommer igennem krisen. Løsningsforslagene er ikke overraskende, men udstiller alligevel den forskellige værditilgang som henholdsvis Rød og Blå blok har til borgernes penge. Forhandlingerne om den såkaldte redningspakke til bankerne er et interessant sted at begynde. Regeringen har med vedtagelsen af bankpakken excelleret ud i den lidet liberale øvelse i at udskrive ekstra likviditet til nødstedte banker, mens Helle Thornings hovedfokus har drejet sig om at begrænse bankdirektørernes løn. Personligt tager jeg afstand til begge tilgange, men undere mig alligevel over graden af ligegyldig populisme hvormed Helle Thorning tackler debatten og fjerner fokus fra det væsentlige.

Slagsmålet om skattelettelser udstiller derimod tydeligt forskellen på højre og venstre. Med udsigt til nulvækst er skattelettelser et oplagt værktøj til at kickstarte privatforbruget og øge den økonomiske aktivitet. Regeringen har efter en længerevarende tænkepause taget stilling for betydelige skattelettelser på arbejde. Den hidtidige verbale rygsvømning er således blevet erstattet af konkrete målsætninger for fremtidens skattesystem.  Hensigten er fornuftigt nok, at belønne det ekstra initiativ og samtidig gøre Danmark til en attraktiv arbejdsdestination for højt uddannet arbejdskraft.  Et opgør med topskatten er derfor uundgåeligt hvis målsætningen skal realiseres til fulde. Debatten bliver højaktuel når Skattekommissionen under tidligere Skatteminister Carsten Koch offentliggør sine anbefalinger i begyndelsen af februar. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at oppositionen modsat regeringen mener, at begrænsede skattelettelser kombineret med massive offentlige investeringer er den rette kur imod den økonomiske afmatning.

Tilgangen udstiller tydeligt venstrefløjens holdning til borgernes penge som værende total ligegyldig. Når valget står imellem at bruge borgernes penge fra centralt hånd eller lade borgerne disponere selvstædigt, er linjen klar og ufortrøden. Den socialdemokratiske tradition foreskriver naturligvis central styring – hvad ellers? Man kan ikke andet en undre mig, når kollektivet af socialistiske han-elefanter i form af Auken, Lykketoft og Sohn udtaler sig om krisen og deres tilhørende løsningsforslag. I en halv menneskealder har førnævnte, i form af deres folketingshonorar, levet på offentlige overførsler, og mener som det mest naturlige, at højere offentlige investeringer er at foretrække frem for skattelettelser. Kunsten at bruge andre menneskers penge er tilsyneladende overkommelig, mens fantasien til at konstruere alternative løsningsmodeller er uendelig lille – hvis ikke helt fraværende.