VU ville have stemt med Enhedslisten – Nej til bankpakker!

Alle folketingets partier, undtagen Enhedslisten og det nye parti Borgerligt Centrum, vedtog den 19. januar bankpakke II. VU er stærkt uenige i bankpakkens udformning og er kede af, at politikerne på Christiansborg tænker kortsigtet frem for langsigtet. Der er nemlig flere ting galt med bankpakke II: For det første blåstempler bankpakke II ikke-veldrevne bankers forretningsmetoder og for det andet er der tale om et usmageligt indgreb på det frie marked.

I økonomiens verden taler man om noget, der kaldes ”moralsk hasard”, hvis betydning er ret væsentlig for finanskrisen. En kort forklaring: Banker udlåner ofte mere, end hvad de har af indlån. Dette tjener bankerne mange penge på, så længe folk ikke hæver alle deres indskudte penge på en gang. Hvis uheldet alligevel er ude og mange hæver deres penge samtidig, er det blevet tradition for bankerne at søge i læ hos staten, der udsteder statsgarantier. Hermed tilskynder man, at bankerne har en risikofyldt adfærd, hvor de udlåner til tvivlsomme lånere, hvilket kun kan lade sig gøre, da bankerne ikke selv stå til regnskab for de økonomiske konsekvenser efterfølgende.

Når Lene Espersen siger, at man har givet bankerne ”for meget los”, så er det ikke fordi, kapitalismen har spillet fallit, ligesom partifællen Connie Hedegaard har påstået, men tværtimod fordi bankerne har haft muligheden for risikofrit at drive en dårlig forretning. Dvs. Lene Espersen & Co. har givet den for meget los, ikke bankerne og det frie marked! Finanskrisen er altså i høj grad skabt på grund af staten selv.

Bankpakke II er netop sådan en føromtalt statsgaranti: Ikke-veldrevne banker får mulighed for at få støtte på næsten lige fod med veldrevne banker. Venstres Ungdom mener, at banker – ligesom alle mulige andre virksomheder, der ikke er veldrevne – selv må tage ansvaret, hvis de har truffet forkerte beslutninger, ligesom at folk selv har valgt at indsætte værdier i banker, der ikke har haft styr på deres økonomier.

Markedet får begæret virksomheder konkurs, hvis de er drevet væsentligt dårligere end konkurrenterne. Det er sund fornuft, at dette er et udtryk for, at de andre virksomheder gør det bedre og billigere, hvilket er en sund udvikling og ikke en dårlig. Det er svært at finde et rationelt og moralsk retfærdigt grundlag for, hvorfor danske skatteydere skal betale for dårlige bankers ufornuftige adfærd. Det er som at give et uartigt barn en slikkepind!

Som om statsgarantierne i sig selv ikke var slemme nok, er der også en række ukapitalistiske krav for kapitalindsprøjtningerne, der er helt absurde. At banker ikke længere på linie med andre virksomheder kan trække direktørernes lønninger fra i skat er mærkværdigt. Hvis det anses for ”frås”, at direktører i banker får høj millionårsløn, hvorfor griber man så ikke ind for en række andre virksomheder, der økonomisk er på vej ned ad bakke, der har tilsvarende direktørlønninger? Og er det ikke en selvfølgelighed, at bankens ejere – aktionærerne – selv bedst ved, hvad deres direktør er værd?

På et frit marked vil lønningerne altid afspejle den værdi, som den enkelte ansatte selv skaber. Hvis den ansatte får under det, han er værd, vil hun sige op og finde et andet arbejde, hvorimod en virksomhed vil tjene penge ved at give hende en højere løn, end den værdi, han skaber og dermed vil han enten gå ned i løn eller blive fyret.

Alt andet vil være skadeligt for begge parter og dermed vil det ikke give mening, at bankdirektørerne får en løn, de ikke har fortjent. Denne del af bankpakkerne må skyldes, at politikerne åbenbart på ægte planøkonomisk facon mener, de bedst selv ved, hvad bankdirektørerne er værd og at de ved, hvornår en bankdirektør har gjort et godt stykke arbejde! Dette er selvfølgelig helt forkert.

Man kan dog i det mindste glæde sig over, at den nye bankpakke ikke er udfærdiget af oppositionen hvis krav til f.eks. direktørlønninger var endnu længere ude i hampen