Free Villy

På trods af den velkendte overskrift er dette ikke en filmanmeldelse. Derimod er denne artikel en beskrivelse af dette årtis største politiske forsvindingsnummer. Rollelisten er kort, men tæller til gengæld venstrefløjens åndelige leder; Villy Søvndal. Som tryllekunstneren Houdini er det lykkedes Villy at manipulere den samlede vælgerskare til at tro, at SF på rekord tid er blevet et gennemansvarligt, regeringsdueligt parti. Og han har gjort det godt. Rent kommunikativt fremstår SF som et parti med en skarp udlændingeprofil, nyfunden økonomisk ansvarlighed og en stålsat vilje til at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod den voksende bandekriminalitet. Kan det alt sammen passe? Har det tidligere så traditionelle, lidt støvede sandal-socialistiske parti virkelige flyttet sig? Ligesom Houdini er Villy en snu og øvet entertainer. Der skal derfor mere end blot et trænet øje til at gennemskue hvordan forsvindingsnummeret er skruet sammen. VU råder dog over et hemmeligt våben som ganske nemt afslører de ”houdiniske” forsvindingsnumre og udstiller Villy og SF i deres sande form. Våbenet er intet mindre end udkastet til SF’s nye visionsprogram.

Lad det være sagt med det samme. SF’s nyvundne ansvarlighed overlever langtfra mødet med partiets eget visionsprogram. Kort sagt har SF ikke rykket sig en tomme, og visionsprogrammet er fyldt med gammelkendte socialistiske klicheer. Programmets ”højdepunkter” er fremhævet på de kommende sider, og giver for alvor mulighed for at opleve hvordan gammelsocialistisk vin bliver blevet hældt på nye moderne flakser. Forhåbentlig kan eksemplerne være medvirkende til, at befri vælgerne fra misforståelsen om, at SF med Villy i spidsen rent faktisk har ændret politik.

Eksempel 1 – SF’s visionsprogram side 7, Demokrati på arbejdspladsen:
”En del af virksomhedernes overskud skal afsættes til en pulje, som medarbejderne bestemmer over. (…) Lønmodtagerfonde skal, herunder arbejdsmarkedspensionsfonde, skal have bedre muligheder for at investere i og oprette medarbejderstyrede virksomheder (…)”.

Ovenstående vision er det klokkeklare bevis for, at SF på ingen måde har fundet en økonomisk ansvarlig politik. Partiet drømmer sig tilsyneladende tilbage til Anker Jørgens regeringstid, hvor temaer som medarbejderdemokrati og demokratisering af produktionsapparatet stadighed havde en fremtrædende plads på den politiske dagsorden.

Eksempel 2 – SF’s visionsprogram side 4, Styring af velfærdens kerneområder:
Velfærdens kerneydelser – uddannelse, sundhed, børnepasning, og ældreomsorg – skal styres demokratisk af samfundet”. (..) Der skal ske et stop for udlicitering og privatisering af kerneydelserne og kvaliteten af de offentlige ydelser skal have et så højt niveau, at de private udbydere gradvist gøres overflødige.”

Programpunktet gør effektivt op med enhver form for valgfrihed. SF mener tilsyneladende, at samtlige velfærdsydelser, store og små, skal fremstilles i den offentlige sektor. Realiseres forslaget, kan borgerne vinke farvel til enhver form for udlicitering og specialtilpasset service. Samtidig udtrykker visionen er stærk skepsis overfor det private marked, og leder undertegnedes tanker hen på senkommunistiske udtalelser om ”den onde kapitalisme” fra slut 60erne. Samlet set er formuleringen ikke just udtryk for, at SF har lagt de klassiske socialistiske dyder på hylden, til fordel for en mere favnende tilgang til borgernes penge og muligheder.

Eksempel 3 – SF’s Visionsprogram side 7-8, Mere demokratisk kontrol med finanssektoren
”En samfundsbank skal sikre udlån til virksomheder og iværksættere (..) Finansmarkedet og finansvirksomheder (banker, kapitalfonde mv.) skal underlægges skærpede regler, krav kontrol og tilsyn”.

Igen er den klassiske venstrefløjsretorik fremtrædende. Ønsket om oprettelsen af en allestedsnærværende samfundsbank er ikke ny. Desværre er forsalget håbløst. Staten skal under ingen omstændigheder konkurrere med den private sektor på et så specialiseret område som det finansielle.

SF’s udkast til visionsprogram er helt igennem interessant læsning. Programmet er spækket med gruopvækkende forslag, hvis gennemførsel ville sende Danmark ud på en gennemført venstredrejet katastrofekurs. Ud fra de anførte eksempler, et det ikke svært at gennemskue Villys forsvindingsnummer: På lettere diffuse værdipolitiske områder er retorikken ændret. Politikken er dog stadig den samme, hvorfor Villy og Co. stadig repræsenterer venstrefløjens uansvarlige politik.