Jeg vil ikke bo i en spilleklub

591 millioner kroner – Så mange skattekroner har de danske kommuner tilsammen formået at smide væk på spekulationer i 2008. Det er dybt kritisabelt, at de danske kommuner på den måde gambler med borgernes penge. Hvis en kommune får flere skatter ind, end den skal bruge, bør det altid ryge tilbage i borgernes lommer og ikke bruges af ufornuftige byrådspolitikere, som har gjort sig selv til orakler, når det kommer til aktiespekulationer. Desværre er det ikke et ukendt fænomen, at kommunerne på den måde gambler med borgernes penge og desværre kan end ikke borgerlige politikere sige sig fri for ansvar.

Som det er i dag, har en kommune mulighed for at investere helt op mod 15% af sine likvider i aktier gennem investeringsforeninger, hvilket gør dem til rene og skære spilleklubber. Man kunne så fristes til at tro, at de senere års gode tider har fået det til at løbe lidt af med kommunerne og regeringen og man derfor har blæst på fornuft og ideologisk ståsted, og øjnet chancen for at score nogle hurtige penge til bedre skoler, ældremad og hvad der nu ellers popper op af borgerønsker fra tid til anden.

Men end ikke med finanskrisen og de skræmmende tal på bordet – 591 millioner kroner – kan få hverken kommunalpolitikere eller folketingspolitikere til at foreslå det stoppes. I Venstres Ungdom mener vi, det er pinligt, at danske byrådsmedlemmer i ramme alvor kan mene, at pengene gør sig bedre i risikable kommunale investeringsprojekter fremfor i borgernes egne lommer.
Det er derfor vores forhåbning, at fornuften snart sænker sig og der indføres et forbud mod at kommunerne kan spille vores penge op.