Kritisk og uafhængig presse?!

Her følger den anden artikel om Israel-Palæstina fra VU’s Udenrigsudvalg med udgangspunkt i den seneste Gaza-krise. Vi har interviewet Kasper Elbjørn, der er pressechef i Saxo Bank, EP-kandidat for Venstre og en mand med et indgående kendskab til israelsk politik. Her giver han sit bud på årsagerne til den seneste konflikt.

Hvad udløste Gaza-konflikten?

Reelt udløstes krigen, fordi antallet af raketter affyret fra Gaza ind over grænsen til Israel steg omkring 500 procent i løbet af det første år, hvor Hamas var ved magten, og blev næsten fordoblet igen i 2008. Forestil dig, hvis Færøerne sendte 1,730 raketter mod Skagen. Det ville vi også blive trætte af på et tidspunkt.
Det gode spørgsmål er, hvad Hamas vil opnå med at sende raketter mod Israel hver og hver anden dag, og så når vi frem til den bagvedliggende årsag til krigen, og den er, at Hamas var begyndt at blive upopulære, fordi de ikke kunne finde ud af at regere. Det er der ikke noget at sige til, fordi Hamas er i bedste fald en græsrodsorganisation, og i værste fald et terrornetværk.

Da Israel ensidigt trak sig ud af Gaza-striben i 2005 fik palæstinenserne en historisk mulighed for at blive herrer i eget hus. Det korrupte Fatah-parti blev sat på porten, og Hamas fik 76 ud af 132 mandater ved valget i januar 2006. Dermed fik de magten i Gaza-striben, men organisationen havde bygget sin popularitet på vold og terror, og var ganske tydeligt bedre til at være i opposition end at regere på et demokratisk mandat. Hamas viste sig ikke at være bedre end Fatah og udviklede et korrupt system, der havde mere travlt med at ødelægge de drivhuse, som israelerne efterlod, end at opbygge et kapitalistisk, bæredygtigt samfund. Hamas havde absolut intet andet at vinde ved at fremprovokere krigen, end at de fik fjernet fokus fra deres fejltrin og fiaskoer. Nu er jeg jo pressechef til dagligt, så måske fokuserer jeg for meget på kommunikation i denne sammenhæng, men jeg tror, at hvis Hamas vandt noget, så var det en demagogisk gevinst.
 
Overreagerede medierne?
 
Jeg tror, det er svært for os at forstå Israels reaktion, og vi reagerede derefter. Jeg synes i hvert fald personligt, at den måde, som Israel angreb Gaza-striben på, virkede meget voldsomt.
 Men det retfærdiggør ikke, at medierne helt ukritisk tog alt, hvad der kom ud fra Gaza-striben for gode varer. Her tænker jeg specielt på historien om Israels bombning af en skole. Vi ved i dag, at den pågældende skole blev angrebet, men vi ved også, at der ikke var nogen børn på skolen, da Israel angreb. Heldigvis blev kun en pige såret. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at medierne ukritisk hoppede på den historie, alt imens en britisk højtstående officer udtalte til BBC, at ingen nation i moderne krigsførelse har været så omhyggelig med at undgå civile ofre. Jeg forstår ikke, at man bare så bort fra en sådan udtalelse, men journalisterne dernede blev formentlig påvirket af stemningen blandt deres kolleger og diplomaterne. Tænk bare på historien om den norske diplomat, der rundsendte en e-mail, hvor Israels offensiv i Gaza blev sammenlignet med massemordet på jøderne under Anden Verdenskrig. Det er virkelig langt ude.

 Heldigvis var der også nogle journalister, der holdt hovedet koldt. Det velrenommerede tyske magasin Spiegel rapporterede, hvordan mange indbyggere i Gaza faktisk bebrejdede Hamas for den israelske offensiv, men at frygten for Hamas forhindrede indbyggerne i at udtrykke deres vrede og afmagt overfor Hamas-regimet og angrebet på Israel, der førte til krigen. Jeg læste også i the Daily Telegraph, at avisens korrespondent tidligt i krigen fandt de officielle beretninger fra Gaza vildt overdrevne. Det er en skam, at det kun var Politiken, der herhjemme var i stand til at lave samme kritiske journalistik under krigen.
 
Hvem finansierer og opmuntrer Hamas til angreb?
 
Hamas har en egeninteresse i krig og terror. Organisationen kan tydeligvis ikke eksistere uden krig og terror. Når konflikten involverer Iran, er det ikke kun på grund af, at Iran betaler krigen – hvilket landet i øvrigt vil få sværere ved fremover på grund af faldende oliepriser – men fordi Irans prestige i Mellemøsten afhænger af udfaldet af krigen.
Uanset om Hamas i sidste ende overlever krigen, kan Israel opnå nogle væsentlige mål, hvis den frie verden altså tænker sig om, og hjælper Israel i det diplomatiske spil. Det første mål er en absolut våbenhvile, hvor man ikke accepterer, at Hamas sender to eller tre raketter om ugen ind i Israel og fortsætter våbensmuglingen ind i Gaza-striben gennem de berygtede tunneller. Det andet mål er en anerkendelse af Israels ret til at reagere på enhver aggression. Det tredje mål er at sikre, at Hamas ikke er i stand til at proklamere sejr – og derved øge den iranske prestige i den arabiske verden. Et nederlag til Hamas vil være et nederlag til Iran, og et nederlag til Iran vil få andre arabiske lande og terrororganisationer til at tænke sig om en ekstra gang, inden de angriber Israel eller et andet frit og demokratisk land igen.
 
Hvad er forskellen på Gaza-striben og Hamas, og så Vestbredden og Fatah?

Hamas kan ikke eksistere uden terror. Fatah kan ikke eksistere uden EU-midler. Det eneste de stakkels mennesker, der bor i de to områder, har til fælles, er, at deres politikere er dybt korrupte både moralsk og økonomisk. Efter valget, hvor Hamas kom til, udbrød jo nærmest borgerkrig mellem Hamas og Fatah. Måske er det, at der er så stor forskel på de arabere, der bor i Gaza, og de arabere, der bor på Vestbredden, et tegn på, at man nærmest ikke kan kalde dem én nation. Et land. Måske havde Golda Meir (tidl. Premierminister for Israel) ret, da hun sagde, at hun da gerne ville forhandle, men hun vidste bare ikke, hvem hun skulle forhandle med.
Derfor lyttede jeg også meget seriøst til den israelske minister Avigdor Liebermann, da han for nogle år siden talte om, at fredsprocessen var baseret på tre grundlæggende forkerte præmisser. For det første, at den israelsk-palæstinensiske konflikt er den vigtigste årsag til ustabilitet i Mellemøsten. Det mente han ikke. Han mente heller ikke konflikten var territorial, men ideologisk, og han troede ikke på, at oprettelsen af en palæstinensisk stat, der bygger på 1967-grænser, ville afslutte konflikten.

Uanset hvad man ellers mener om Avigdor Lieberman og hans parti, der er en blanding af Dansk Folkeparti og SF, bør man tænke lidt over denne nye tilgang til konflikten. Ikke mindst i lyset af, at der trods utallige fredsforsøg stadig ikke er fred mellem Israel og de arabiske lande. Måske er løsningen ikke en territorial løsning, men en løsning baseret på ideologi, hvor man simpelthen lader folk vælge ved en folkeafstemning, hvor de vil bo, ud fra hvad de tror på ideologisk, snarere end hvor de bor i dag eller boede for 1000 år siden. Måske vil det vise sig, at fred er baseret på en trestatsløsning eller måske en firstatsløsning. Hvem ved? Men vi bliver i hvert fald nødt til at tænke nyt, hvis vi vil have fred, i stedet for at lade os tyrannisere af fortiden.